(MÜNCHEN)

Renault Scénic har siden første udgave kom på markedet i 1996 været én af de mest praktiske biler på markedet – med fleksible sædeløsninger og små aflæggerum rundt om i bilen.

Samtidig meget rummelig i sin oprindelige MPV-form, der også gjorde den franske bil populær som Van herhjemme.

Klar i 2024 i Danmark

I de snart 28 år, der er gået siden, er verden ændret – og når den nye udgave får dansk premiere i første halvår 2024, bliver det en bil i tiden – fortsat praktisk, men nu alene som elbil.

En ny Scénic kan ikke længere købes med benzin- og dieselteknik.

Bilen fejrede premiere på den tyske IAA Mobility messe i München for nylig – og stilen er nu skiftet til en SUV med mere aerodynamiske former.

To batteristørrelser

Renault Scenic kommer med to batteristørrelser og i motorvarianter.

Mindste version har 60 kWh batteri – det samme som allerede kendes fra Renault Mégane Electric.
Motoren yder med denne batteripakke 170 hk og har en rækkevidde WLTP på 420 km (14,1 kWh/100 km).

Som med Renault Mégane Electric lader den med 22 kW AC og op til 130 kW DC.

Op til 620 km rækkevidde

Men, den som Renault i Danmark forventer sig mest af i Danmark, er versionen med det store 87 kWh batteri.

I denne version yder motoren 220 hk og rækkevidden stiger med 200 kilometer til i alt 620 km WLTP (14,6 kWh/100 km).

Muligheden for opladning derhjemme eller i det offentlige rum med AC er stadig 22 kW, mens den klarer 150 kW lynladning.

Kun 1.100 kg. trailervægt

Bilen er 27 cm længere end Mégane Electric – og akselafstanden er 10 cm længere. Bilen er også både længere og højere end sit mindre familiemedlem. Vi skal også nævne pladsen til godset eller bagagen – som er op til knap 1.700 liter.

Den må dog kun trække 1.100 kg. på krogen – hvor den seneste Scénic med forbrændingsmotor måtte trække 1.800 kg.

Bilen vejer i sig selv 1750 kilo for versionen med 60 kWh, mens det store batteri på 87 kWh får bilen op på 1842 kilo.

30 sikkerhedssystemer

Som moden dikterer er der nu et cockpit med to 12-tommers skærme og Open R med indbygget Google Automotive. Der er op til 50 specielt designede apps og en helt ny bruger oplevelse.

Bilen er også proppet med sikkerhedsfeatures – syv airbags og 30 forskellige sikkerhedssystemer, der hjælper til sikrere køreoplevelse.

Blandt andet er adaptiv fartpilot, 360 graders kamera, LED lys med adaptive vision standard.

Glastag med flydende krystaller

Renault har sammen med glas-virksomheden Saint Gobain sekurit udviklet et stort 1,65 kvadratmeter panorama glastag. Det kan ikke åbnes – men teknologien er spændende.

Flydende krystaller i taget kan, når de tilføres en lille smule elektrisk spænding, lade mere eller mindre lys trænge ind.

I alt fire forskellige indstillinger, som kan programmeres til at være forskellige alt efter, hvor man sidder i bilen – og hvilket lys og varmeindfald, som man har lyst til. Funktionen fungerer enten via google stemmestyring eller ved at betjene en kontakt lige over føreren.

Bæredygtighed i fokus

Renault har tænkt bæredygtighed i hele bilen – som stemmer overens med, at Renault har som mål, at reducere udslippet af CO2 med 80 pct. i 2030 – sammenlignet med 2019.

Renault Scenic består af 24 pct. genanvendte materialer.

Blandt andet er 40 pct. af det brugte aluminium genanvendt (80 pct. af aluminium i døre og kølerhjelm er genanvendt aluminium) mens 37 pct. af den stål, der er brugt, også er genanvendt.

Industriaffald og plastikflasker

I kabinen er 80 pct. af materialerne på instrumentbordet genanvendte materialer (propylen fra industriaffald), mens kabinen generelt består af 26 pct. genanvendt materiale (plastik, stål og andre materialer).

Måtterne i kabinen består for 54 pct. vedkommende af genanvendte plastikflasker og sædebetrækket for over 90 pct. vedkommende lavet af genanvendte tekstiler.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk