(MÜNCHEN)

På IAA Mobility messen i München viste den sydtyske fabrik en masse nyheder – i Van-henseende den nye EQV-udgave, som også kommer som eVito Tourer og Vito generelt. Både med el, benzin og diesel.

Men også elektriske EQA og EQB i nyt design blev vist frem på en plads i München – alt sammen som led i messens ”Open Space” sektion – som stod overfor den klassiske messe i byens udkant – kaldet ”Summit.”

Også som plug-in hybrid

Mercedes løftede sløret for bilen CLA, som skulle være klar næste år – med et forbrug som elbil på kun 10 kWh på 100 km. Et projekt EQXX skulle sågar klare 1.200 km. rækkevidde – på el.

Helt forlade diesel og benzin gør Mercedes-Benz nok ikke – endnu. For den nævnte CLA spås også at komme i en plug-in hybrid udgave.

Diesel fortsat i produktion

Den kendte E-Klasse fra Mercedes-Benz er også til at få med forbrændingsmotor de nærmeste år. Bilen er nu blevet fornyet – men det kunne være den sidste. For EQE vil logisk være den elektriske afløser.

Men som Mercedes-chef Ola Källenius har udtalt om fabrikkens sidste bilmodel kun med forbrændingsmotorer – så bliver den bygget, så længe kunderne efterspørger den.

Verdenspremiere

Men bilen, der herhjemme mest ses som hyrevogn, er de senere år også mere og mere blevet en populær bil i erhvervslivet.

På IAA messen var den netop E-klassen i stationcarudgave, der blev vist frem som den eneste ”rigtige” bil fra Mercedes på selve ”Summit”-delen af messen.

All Terrain

Det var sågar en premiere – for det var den firehjulstrukne udgave kaldet All Terrain.

Den har større frihøjde, luftaffjedring, forkromede bundplader, særlige kofangere og særlig kølergrill. Et særligt off road program følger naturligvis med, så man kan følge med på skærmene, hvad der sker – bl.a. under bilen.

Bilen er nok ikke så kapabel i terrænet som den kendte Geländewagen – en bilmodel, der næste år også tilbydes med elmotor. Ja – så har man hørt det med.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk