Prius har tidligere været præsenteret i en plug-in hybrid udgave – og undertegnede har også prøvet den. Det er flere år siden – og bilen kom aldrig på markedet. Men det sker nu.

Toyota Prius plug-in hybrid har netop haft  premiere på den internationale biludstilling i New York.

Toyota importøren har besluttet igen at sælge Prius som Van – og det vil måske også gælde plug-in hybrid modellen. Man har bare endnu ikke besluttet sig for at markedsføre den herhjemme endnu.

Prius+ fortsætter uændret
Den nuværende Prius+ stationcar fortsætter i øvrigt uændret  i programmet – og den kan fortsat fås som gulpladebil.

Den nye Prius plug-in hybridbil har et kraftigere batteri, der øger bilens rækkevidde for kørsel på ren el til over 50 km og forbedrer den opgivne brændstoføkonomi til 71,4 km/l.

Foreløbig må vi ”nøjes” med fjerde generation af Prius ned almindelig hybridteknologi – og den har Danmarkspremiere efter påske.

Prius siden 1996
Den nye plug-in hybrid model kan lades over elnettet – modsat den normale Prius, der har været produceret siden 1996.

Det er en bil med et markant kraftigere batteri. Rækkevidden på ren el på over 50 km – det dobbelte af den tidligere Prius plug-in Hybrid. Derfor kører den 71,4 km/l og har en CO2-udledning på kun 32 g/km.

Begge Prius-modeller er bygget på en helt nyudviklet platform baseret på den nye Toyota-filosofi TNGA (Toyota New Global Architecture), der handler om at bygge endnu bedre biler på en både smartere og mere økonomisk vis.

Lavt tyngdepunkt
Denne platform har gjort det muligt at designe en bil med et ekstremt lavt tyngdepunkt, bedre køreegenskaber og ikke mindst et mere appellerende og aerodynamisk design. Samtidig byder Prius plug-in hybridbilen også på den nyeste, fjerde generation hybridteknologi.

Den nye Prius Plug-in Hybrid er blevet 165 mm længere, 15 mm bredere og 20 mm lavere end den tidligere udgave. Under motorhjelmen ligger en 1.8-liters benzinmotor.

Som følge af et nyt udstødningsrecirkulationssystem, forbedringer i forbrændingseffektiviteten og innovative måder at håndtere opvarmning og reducere gnidningsmodstanden i motoren på er det lykkedes Toyota at øge benzinmotorens termiske effektivitet til 40 procent. Det er det højeste niveau i verden for en masseproduceret benzinmotor.

8,8 kWh litiun batteri
Teknisk adskiller Prius Plug-in Hybrid sig i særlig grad fra den normale Prius hybridbil ved at rumme en større batteripakke. I plug-in hybridbilen ligger et kraftigt 8.8 kWh lithium-ion batteri, hvilket gør det muligt i højere grad at køre på ren el i længere tid ad gangen – i øvrigt med en hastighed på helt op til 135 km/t.

Formålet er at opnå en længere rækkevidde på en tankfuld benzin. Det tager desuden kun lidt over to timer at oplade bilens batteri fra det normale 230 volts elnet, inden man igen er klar til en ny tur på 50 kilometers kørsel på ren el.

Plug-in hybridbilen er dog ikke afhængig af skulle lades op med ladestik. Den lader  også automatisk på batteriet under kørslen, primært når man bremser – helt i stil med en almindelig Toyota-hybridbil. Det er med til at begrænse benzinforbruget.

Krækkraft fra to energikilder
Toyota introducerer med den nye Prius Plug-in Hybrid for første gang et særligt system, hvor både elmotor og generator producerer trækkraft og er med til at forbedre accelerationsevnen og bilens ydeevne generelt.

Samtidig minimerer det nye plug-in hybridsystem brugen af benzinmotoren ved kraftig acceleration – og når kabinen skal varmes op i vintermånederne. Det sker ved hjælp af et særligt varmepumpesystem – det første af sin slags i bilverden – der gør det muligt enten at nedkøle eller opvarme kabinen, selv når bilen kører på ren el, og benzinmotoren derfor ikke er i drift til at generere varme.

Oplad mobilen uden ladning
Ligesom i den almindelige Prius hybridbil finder man i kabinen bl.a. en lille plade, hvor man kan oplade sin kompatible smartphone trådløst helt uden brug af kabler og ledninger.

Det intelligente klimaanlæg S-FLOW, der fylder mindre, er lettere og bruger mindre strøm, registrerer automatisk selv, hvilke sæder i bilen der er optaget, og minimerer ventilationen ved de tomme sæder for at spare energi og dermed både strøm og benzin.

Et nyt solcelletag i Prius plug-in hybridbilen giver mulighed for at lade batteriet op.
Toyota har begrænset vægten på Prius plug-in hybridbilen bl.a. ved at bruge højstyrke stål til bilens karosseriskal, aluminium til motorhjelmen og – for første gang i en masseproduceret bil – carbonforstærket plastik til bilens bagparti.

Otte tommer touchscreen
Inde i kabinen giver en otte tommer touchscreen mulighed for at styre såvel lyd og navigation.

Prius Plug-in Hybrid har som standard Toyotas sikkerhedspakke Toyota Safety Sense med automatisk nødbremse for både fodgængere og biler, vognbaneassistent med styreassistent, adaptiv fartpilot, der automatisk tilpasser hastigheden ud fra den forankørende, automatisk op- og nedblænding af fjernlys samt blindvinkelassistent med advarsel mod både biler i den blinde vinkel samt mod bagved krydsende traffik.

Den nye Prius med plug-in hybridteknologi introduceres i Europa sidst på året.

Det er endnu ikke afgjort, om den også introduceres i Danmark.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk