Ford Puma var tidligere end lille sportsvogn – som navnet også passer godt til.
Nu er Puma blevet til en miljørigtig SUV med 3-cylindret benzinmotor og 48 volt hybridteknologi. Men lad os se – måske kan den leve op til betegnelsen.
Ford vil ellers gerne signalere rent miljø med deres europæiske bilmodeller – og opskriften er øget anvendelse af hybridteknologi.
Varebiler med hybrid
Indtil nu har man lanceret personbilen Mondeo med hybridteknik – samt Transit og Transit 2 tons varebiler.
Nu følger så den første Crossover-SUV som hybrid – en helt nyudviklet bil med et kendt navn – nemlig Puma. Tidligere var Puma kendt som en lille 3-dørs coupé. Men kun navnet er genbrug.
Senere følger en lang række af hybridbiler fra Ford – bl.a. den næste Kuga, som efter kun tre år helt skifter udseende. Fælles er brug af 48 volt mild hybrid teknik, som betyder bedre miljø og lavere forbrug.
Bygges i Rumænien
Puma skal bygges på samme fabrik i Rumænien som den højbenede EcoSport. Tidligere blev den lille B-Max med skydedøre bygget her.
Ford har ansat 1700 nye medarbejdere og investeret næsten halvanden milliard kroner yderligere i samlefabrikken i Rumænien til at undersøtte produktionen af Puma.
Ford Puma er én ud af otte elektrificerede bilmodeller, som Ford i løbet af 2019 lancerer i Europa.
Alle Ford-biler bliver elektriske
Tidligere i år kunne Ford meddele, at hver personbil i modelprogrammet fremover vil kunne fås i en eller flere elektrificerede udgaver, der tæller mild hybrid-, hybrid-, plug-in-hybrid- og fuldt elektriske varianter.
I den forbindelse forventer Ford at sælge flere elektrificerede modeller end modeller med konventionelle motorer i 2022.
Stadig legesyg køreglæde
“Den nye Ford Puma repræsenterer det næste kapitel i Fords filosofi om menneskecentreret design, der løfter både kvaliteten, teknologien og den legesyge køreglæde, som Ford står for,” udtaler Stuart Rowley, præsident for Ford Europa.
Han er ikke i tvivl om, at Puma bliver en kæmpe succes i Europa. Ud over sofistikeret mild hybridteknologi har den nye Puma et stort varerum.
Lændemassage i sæderne
Sikkerhedsmæssigt har den adaptiv fartpilot, skiltegenkendelse, linjevogter og desuden lændemassage i sæderne. Det skulle være som den første model i klassen, påstår Ford.
Den nye Puma kommer i flere udstyrsvarianter, der inkluderer den sportslige, Ford Performance-inspirerede Puma ST-Line og den udstyrsspækkede Puma Titanium.
Ford Puma forventes lanceret i Danmark i starten af 2020. Bilen ventes solgt både som hvidplade- som gulplademodel.