Renault Trucks lancerer næste år elektriske lastbiler baseret på erfaringerne fra ti års flåde-test med kunder. De er designet til brug i byområder.

De vil blive produceret på Renault Trucks fabrikken i Blainville-sur-Orne, Normandiet i Frankrig, og her er et dedikeret samlebånd til de elektriske lastbiler netop ved at blive installeret.

Elektromobilitet er hjørnestenen i Renault Trucks’ strategi for bæredygtig distribution i byerne.

Bedre luftkvalitet

Elektriske køretøjer vil være uundværlige for morgendagens bytrafik. De forurener ikke, hvor de kører – og vil derfor bidrage til at forbedre luftkvaliteten, nedbringe trafikbelastningen og i og med, at de er støjsvage, vil det i højere grad være muligt at køre om natten.

Forureningen sker alene, hvor strømmen produceres. Ved f.eks. vindmøllestrøm vil der ikke være nogen forurening.

Renault Trucks er en del af Volvo Group Trucks – og her er filosofien klar. På sigt er det den eldrevne lastbil, der vil tage over til distribution lokalt og regionalt. Gas-lastbilen er en mellemstation og vil primært have sin berettigelse på langturskørsel.

Samlet på messe

Det sagde Renault-ingeniører på transportmessen Solutrans i fjor. Her var der udstillet flere forsknings-lastbiler. Bl.a. en elektrisk lastbil, der har kørt test i samarbejdet med Delanchy-Group.

Der var også mild-hybrid forskningsbilen Urban Lab 2 på 19 tons med el-system fra franske Valeo, letvægts-kølekasse fra Lamberet og dæk med lav rullemodstand fra Michelin.

Den meget aerodynamiske lastbil sparede 13 pct. diesel. Lastbilen har bl.a. været indsat i en forsøgsrække i Bordeaux, hvor lastbilen kommunikerede med trafiksignaler for at opnå en mere glidende og økonomisk kørsel.

Erfaringer fra feltprøver

Siden 2009 har Renault Trucks investeret kraftigt i forskning og udvikling – og har arbejdet med omfattende feltprøver i samarbejde med sine kunder.

Det gælder således forskellige typer 100 pct. elektriske 12-16 tons lastbiler er blevet testet i samarbejde med bl.a. Speed Distribution for Guerlain, Stef for Carrefour, Nestlé og som nævnt Delanchy Group.

Det har givet Renault Trucks adgang til at høste vigtige erfaringer om brugsbetingelser, batteridrift, opladnings-infrastuktur og vedligeholdelseskrav til elektriske lastvogne.

Erfaringer med Maxity model

Ud over disse testkøretøjer har Renault Trucks solgt elektriske lastbiler i 4,5 tons segmentet siden 2010, således den elektriske Maxity.

“Vores kommercielle erfaring med Electric Maxity har givet vores netværk vigtige erfaringer med at sælge, servicere og reparere elektriske køretøjer. Nutidens elektriske køretøjer er en konkurrencedygtig løsning, hvilket ikke var tilfældet i 2010,” siger François Savoye, som er ansvarlig for Renault Trucks’ energieffektivitetsstrategi.”

Synergieffekt med busser

Ud over de vigtige aktiviteter, der er gjort for at sætte sig ind i kundens behov og markedets krav, er Renault Trucks i en position, hvor man kan drage fordel af de store forsknings- og udviklingsressourcer, Volvo-gruppen har opnået.

For eksempel at udnytte den velprøvede teknologi og synergien mellem de forskellige forretningsenheder, der arbejder med udvikling af elektriske køretøjer, som for eksempel busser.

Comments are closed.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk