Et lastbilsmærke i rivende udviklet – det kan man kalde franske Renault. Helt nye konstruktioner og moderne design gør en stor forskel. Mærket skal på sigt forbedre sin position på det danske marked.

Det mener præsident for Renault Trucks, Bruno Blin, som netop har været besøg herhjemme i anledning af introduktionen af Renault C-serie (Construction/anlæg).

Vi mødtes med ham til en snak om Renault Trucks muligheder. Medlemskabet af Volvo Group Trucks har kun har været en fordel, mener han – både udviklingsmæssigt, teknologisk og produktionsmæssigt.

Renault præg på motorer

”Men hvert mærke i gruppen er selvstændigt. Måske er motorerne udviklet sammen med Volvo, men vi har sat vores præg på vores motorer og drivlinerne er forskellige. Vi har dog 120 års erfaring,” siger Bruno Blin.

Han er med i ledelsesgruppen i Volvo Group Truck, og der er møde en gang om måneden, hvor der lægges strategier for fremtiden.

”Vi arbejder tæt sammen om kommende miljøkrav, nye teknologier og it-udvikling – men der tales ikke om de enkelte mærker. Det drejer sig generelt om bl.a. brændstoffer, lovkrav, connectivity, selvkørende lastbiler og platooning,” siger Bruno Blin.

Eldrift til by-distribution

Teknologisk kommer der til at ske meget fremover, mener han – og der er således ingen tvivl om, at distributionsbiler i stor udstrækning bliver eldrevne, mens hybridløsninger bliver en løsning på landevejen. Det gælder nok også LNG (flydende gas).

”Men vi taler om en udvikling, der ligger 20 år ude i fremtiden – eller mere. Det vil ikke være løsninger, der kommer i stedet for diesel, for diesel vil fungere i mange år parallelt. For elbiler handler det om batteriudvikling og pris. Men vi forsker i gruppen på alle områder, men i sidste ende er det jo politikerne, der har det sidste ord. Vi har viden på alle områder – og en masse erfaring. For Renault bl.a. fra vores Maxity Electrique, og netop nu begynder test af en 16 tons el-lastbil i samarbejde med parfume-firmaet Guirlain til distribution i Paris. Også det franske postvæsen er der forsøg sammen med,” siger Bruno Blin.

Forsknings-lastbil

Han nævner også Renault Trucks forsknings-lastbiler så som LAB 2, der er en micro-hybrid lastbil, der har vist store besparelser i forbrug. Vægtbesparelser er et andet emne, og her er der arbejde med 3D print.

Han understreger, at sammensmeltningen mellem Renault og Volvo var en kompliceret proces, som tog seks år – men som har været en fordel for begge mærker.

For at få øget fodfæste udenfor Frankrig, hvor Renault Trucks har en suveræn position, handler det om en et godt service-netværk – og det har Renault Trucks gennem 21 servicepunkter herhjemme.
Men det handler også om at få kunderne op i lastbilerne.

Man skal op bag rattet

”Man skal op bag rattet og prøve vores produkter. Så indser man kvalitet og komfort i en Renault. Derfor kræver vi også, at vores forhandlere altid har demo-lastbiler, som kunder kan prøve. Vores nye T-serie vandt Truck of the Year prisen i 2015 – og det er en blåstempling. Ovenikøbet er vi billigere end netop Volvo og enkelte andre konkurrenter,” siger Bruno Blin.

Renault Trucks får også en længere og længere referenceliste i Danmark – med trofaste kunder og nye kunder. Mange tank-flåder vælger Renault, så som jyske Anneberg – og ser man på D-serien, er den valgt af bl.a. Falcks Redningskorps. Men også mange kunder har valgt Renault Master varebiler, som er et vigtigt produkt hos forhandlerne, fortæller Bruno Blin.

Venter sig meget af C-biler

Tidligere var Renaults anlægsbiler meget populære herhjemme, og det lever de nye C-lastbiler op til. Derfor tror Blin på, at de nok skal få fodfæste. Officielt er de endnu heftigere K-serie biler (tidligere Kerax) ikke på markedet, men de kan bestilles, fortæller Blin.

”Vores C- og K serie biler er meget hårdføre – vi har således haft kunde-arrangement i Afrika, og kunderne var begejstrede. Selv om de er kraftige biler, så er de meget lette at køre. Jeg kører ikke selv så godt lastbil, men i Afrika gik det godt med at køre de stabile køretøjer,” siger Bruno Blin.

Han peger på, at det er meget vigtigt med stærke og driftssikre køretøjer – ikke mindst nu, hvor det kan være svært at få unge chauffører.