Elbiler bliver en af fremtidens transport-løsninger – det siger bl.a. Renault-Nissan Alliancen og VW gruppen.
Problemet har været manglende rækkevidde i bilerne – men det problem er vel at være løst gennem brug af større batterier.
En ny elektrisk Kangoo Z.E. får en rækkevidde på op mod 270 km rækkevidde mod i dag 170 km rækkevidde. Det er mere end 50 pct. forlængelse. Det sker ved at få ny elmotor og batteripakke.
300 km i Kangoo Z.E.
Bilen vises sammen med en elektrisk udgave af den store Renault Master på 2017 European Motor Show i Bruxelles, der åbner 13. januar.
Kangoo er den anden Renault, der får længere rækkevidde efter lanceringen af el-personbilen Zoe på biludstillingen i Paris i efteråret.
Zoe har fået en ny Z.E.40 batteri og har 400 km rækkevidde. Til hverdag ved blandet kørsel er det realistiske tal dog tættere på 300 kilometer.
Fordoblet rækkevidde
Dermed har den nye Renault Zoe en dobbelt så lang rækkevidde som den Zoe med 22 kWh batteri, der blev introduceret tilbage i 2012. Og som noget helt nyt, er det nu endelig slut med at købe bilen og efterfølgende leje batteriet.
Nu køber man en samlet pakke, hvor batteriet er inklusiv – og med otte års garanti. Samtidig får man i prisen en 11 kWh Clever ladeboks installeret derhjemme kvit og frit, så man har hurtig og pålidelig opladning i hjemmet eller i firmaet. Med købet af batteriet følger der også en garanti på otte år/160.000 km på batteriet.
Siden introduktionen af Renault Zoe tilbage i 2013 er der solgt mere end 100.000 af dem, og Renault Zoe er den bedst sælgende elbil i Europa. I Danmark stod den i 2016 for halvdelen alle solgte elbiler herhjemme.
Delebiler og kommunebiler
Zoe har især været populær blandt delebilsordninger som københavnske Green Mobility samt TADAA, der holder til i Jylland. Kommunerne som Odense, Gladsaxe, Tåstrup og Albertslund har også taget Zoe til sig som oplagte biler til hjemmeplejen.
”Lige nu er det mest kommuner og delebilsordninger, der køber Zoe – men efter omlægningen af afgifterne kun få private. Det håber vi, at den længere rækkevidde kan ændre på. Vi sælger heller ikke så mange Kangoo Z.E. – men vi satser på den nye udgave med det større batteri. Master i eludgave vil vi ikke tage hjem i første omgang – men det bestemmer kunderne. Mange kommuner kunne godt være interesseret i den større varebil i eludgave,” siger pressechef Søren Hyltoft, Renault Danmark.