Fra og med februar 2026 er Flexis SAS i en strategisk omstrukturering, hvor Renault Group overtager det fulde ejerskab og køber de resterende aktier fra både Volvo Group og logistikgiganten CMA CGM.
Det oplyser Renault Group.
Samtidig skiftes der ud i ledelsen i Flexis. Philippe Divry træder tilbage som CEO – og tidligere COO i selskabet, Krishnan Sundararajan, bliver ny CEO.
Effektivisere drift
Aftalen træder i kraft ved udgangen af første halvår 2026, da Renaults administrerende direktør François Provost, som overtog sidste år, fremskynder sine bestræbelser på at effektivisere koncernens drift.
Flexis blev oprettet i 2024 af den tidligere Renault-CEO Luca de Meo i partnerskab med Sveriges Volvo, hvor CMA CGM senere blev en minoritetsaktionær.
Renault og Volvo ejer hver 45 pct., mens CMA CGM ejer 10 pct.
Tilbage i koncernen
Bilproducenten planlagde i januar allerede at integrere sin Ampere elbilenhed i koncernen igen.
Renault har også lukket sine delebilstjenester som led i omstruktureringen af sin Mobilize-division med fokus på nye transportløsninger.
Det skriver franske og britiske medier.
Produktion starter i år
Produktionen af Renault Trafic Van E-Tech electric, den første model i serien, vil begynde som planlagt på Renaults Sandouville-fabrik i Normandiet i Frankrig ved udgangen af 2026, oplyser Renault.
Renault oplyser, at Volvo – som hidtil – også vil markedsføre Renault Trafic E-TECH fra 2027 via Renault Trucks netværket, som er en del af Volvo Group.
Det sker som led i et langsigtet partnerskab for lette erhvervskøretøjer.
Aftale
Ifølge de udenlandske medier har Renault kunnet erhverve aktierne i de to andre involverede grupper.
Flexis’ erklærede mål er at have de første køretøjer på vejene inden udgangen af året.
Tyskland, Frankrig og Storbritannien er de første markeder. Hvornår Danmark kommer med, er ikke oplyset – men nok i begyndelsen af 2027
Oprindeligt
Ifølge virksomhedens planer skulle markedsføringen af elektriske varevogne deles mellem Renault, Renault Trucks (en del af Volvo-koncernen) og Flexis selv, baseret på en salgsmodel, der også var ny og ikke helt klar.
Indtil videre har Flexis oplyst, at man har underskrevet mindst 40 hensigtserklæringer med logistikfirmaer i hele Europa.
CMA CGM bekræftede fra begyndelsen – via energi-fonden PULSE – sin interesse for en strategisk investering på op til 120 millioner euro inden 2026.
CMA CGM Groups Energy Fund PULSE har en afsat hele 1,5 milliarder euro til afkarbonisering af logistikværdikæden og fokuserer på direkte og indirekte investeringer i både innovative virksomheder og bæredygtige industriprojekter.
Volvo Group og Renault Group planlagde i 2024 at investere 300 millioner euro over de næste tre år. Altså frem til 2027.
–
Fakta – Flexis uden CMA CGM/Volvo:
• Ny struktur: Renault Group køber Volvo Groups 45 pct. andel og CMA CGM’s 10 pct. andel i “Flexis” joint venture samarbejdet.
• Formål: Renault ønsker at strømline driften og tage fuld kontrol over udviklingen af de nye elektriske varevogne (software-definerede køretøjer – SDV).
• Fremtid for samarbejdet: Selvom Volvo og CMA CGM sælger deres ejerandele, vil de fortsat være involveret. Volvo (gennem Renault Trucks) vil distribuere produkterne fra 2027. Hvad CMA/CGM har planer op, er uvist.
• Produktion: Produktionen af den nye generation af elektriske varevogne vil som planlagt begynde i slutningen af 2026 på Renaults Sandouville-fabrik i Frankrig.
