Næste forår vil Renault tilbyde deres Trafic i en opdateret udgave med et skarpere design og først og fremmest med et højere sikkerhedsniveau, som bl.a. inkluderer adaptiv fartpilot, nødbremsesystem samt Blind Spot advarsel for medtrafikanter i den blinde vinkel.

Det er nøjagtig et år siden, at den franske fabrik forbedrede teknikken i Trafic ved skift fra 1,6- til 2-liters motorer med øget smidighed og bedre præstationer, men dengang var der udfordringer med sikkerheden. Det er løst nu.

Først til persontransport

I første omgang er det udgaver til persontransport, altså minibusser, der opgraderes – kaldet SpaceClass og Combi – men snart efter ventes varebilerne at følge trop.

I øvrigt kan de nok ombygges som varebiler, hvis interessen blandt kunderne er stor nok. Her er de danske ombygger-virksomheder specialister.

Nyt frontdesign

Bilerne i 2021 trim kendes på en skarpere front – inklusive LED lygter og ny kofanger – og et ændret design i kabinen med blødere materialer, otte tommer touchscreen samt navigation. Teknisk får man Renaults multimediasystem Easy Link med i prisen.

Og dertil en ny 150 hestes dieselmaskine til supplement for 110 hk udgaven og 170 hk udgaven. 110 hk udgaven fås kun med manuel gearkasse, 150 hk udgaven med både manuel og 6-trins automatisk dobbeltkoblings gearkasse – og 170 hk udgaven med samme automatiske gearkasse.

Sammen med Nissan og Fiat

Alt andet lige bygges alle bilerne på samme Sandouville fabrik i Frankrig, hvor også alliancepartner Nissans NV300 samt Fiats Talento model bygges, men hvornår disse biler får samme sikkerhedsniveau – det vides ikke endnu.

Det er 40 år siden, at den første Trafic blev præsenteret. Siden er to millioner biler med Renault skilte blevet bygget.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk