Det vakte opsigt, da Renault viste deres nye udgave af Kangoo for første gang her i foråret – blandt andet i en ”Easy Load” version uden B-søjle, som forbedrer adgangen til varerummet fra siden betragteligt – fra 630- til 1.446 millimeter i den korte udgave.

Fabrikken kalder også ”Easy Load for “Sesame Open by Renault” – frit efter brødrene Grimm’s eventyr: “Tusind og én nats eventyr.”

Fabrikken har sørget for betydelige forstærkninger af både, bund, sider og skydedør/sidedøre for at kompensere for den manglende B-søjle. Men det er let at åbne og lukke dør og skydedør.

Til levering i september

Nu er den nye Kangoo så på vej til Danmark – og til priser, som for topmodellen virker helt utroligt gunstige.

Hvor basisudgaven uden Easy Load system i L1 udgave med 6-trins manuelt gear skal koste 167.091 kr. plus moms – så koster den 130 hestes udgave L1 udgave med 7-trins EDC dobbeltkoblings-automatgear og Easy Load døre kun ca. 11.000 kroner mere inklusive Techno-pakke (som i sig selv kun koster 3.700 kr.). Mere om den senere.

Let at betjene

Vi har kort prøvet nyheden og kikket på Easy Load systemet. Ret hurtigt lærer man at vippe passagersædet frem og dreje gitteret ind mod førerpladsen.

Teknikken er kendt – det vil sige 1,5 liters, 95 hk turbodieselmotor, så den trækker fint med tilpas lavt støjniveau – men med en del resonans fra varerummet, da der jo ikke er en fast adskillelse i Easy Load udgaven.

Vi kørte i en kort udgave, men den længere L2 kommer samtidig med lanceringen hos forhandlerne i september måned. Den vil også kunne fås som mandskabsvogn med to sæderækker. Her er skydedøre længere – 860 mm.

Kraftig modernisering

Man sidder godt bag rattet, men noget lodret i passagersædet. Instrumenteringen er nærmest personbilsagtig a la Clio med lille handy rat. Men kabinen er præget af meget hård, sort plast.

Gearskiftet er letgående – og motoren trækker fra 1.250 omdrejninger – fra 50 km/t i femte gear. En hill holder holder kortvarigt bilen tilbage ved start på en bakke.

En ECO-knap sparer lidt på dieseldråberne.

God aflæggeplads

Vi savnede en lås på handskerummet, men der er eller god aflæggeplads på 66 liter – bl.a. midterboks samt aflægge-hylde over forruden i bilen bredde, og der er plads til store flasker i dørene.

Kangoo er 18 cm længere end forgængeren, er lidt bredere – og med samme højde som forgængeren.

Tæt på Trafic-størrelse

Vi kan også nævne varerummet på lidt over tre meter og 3,9 kubikmeter – i Maxi udgaven L2, som er en halv meter længere er der 4,9 kubikmeter rum og 3,55 meter længde – størrelsen er tæt på den større Trafic med 5 kubikmeter varerum. Med anhængertræk følger Trailer Sway assistent.

Fælles for Kangoo modellerne er brede underhængte bøjler i varerummet med åbning på 550 mm til transport af stiger – mens gulvet er frit. Standardudgaver fås med tre sæder i kabinen.

Forbedret sikkerhed

Sikkerhedsmæssigt har franskmændene opdateret den lille varebil betydeligt – bl.a. elektrisk p-bremse, aktiv nødbremse og sidevindsassistent.

Endda med fuld pakke, hvis man tilkøber før omtalte technopakke til 3.700 kroner – med bl.a. Rear View assistent med digitalt bagspejl, så man kan se om bag bilen.

Dertil Blind Spot blindvinkel-assistent, linjevogter, bakkamera, skiltegenkendelse, 4,2 tommer TFT-farveskærm mellem hovedinstrumenterne, p-sensorer, 8-tommer touchscreen og vidvinkelspejl i højre solskærm.

Adaptiv fartpilot ikke standard

Endvidere kan vi nævne fartpilot og -begrænser og Hands Free parkering. Men adaptiv fartpilot koster ekstra ifølge Renaults danske pressechef Søren Hyltoft.

En særlig office-pakke byder på varme i rat og sæder, navigation og trådløs opladning af mobiltelefon. Nu er der også adgang til bilen uden at bruge nøgle, hvor man bl.a. via en app får adgang separat til kabine og varerum.

Bilen er klassificeret som selvkørende efter Step 1.

Fire EuroNCAP stjerner

Kangoo er netop testet i EuroNCAP crashtesten – dog alene som personbil, som ikke skal sælges herhjemme.  I testen må bilen nøjes med fire ud af stjerner i nyeste testudgave.

”Det er ikke meget, der skiller Renault Kangoo fra at få fem Euro NCAP-stjerner. En manglende airbag mellem de to forreste sæder og en mindre god score i den nye sidekollisionstest er alt, den falder på. Alt i alt er Kangoo derfor en sikker bil, der har en hel del sikkerhedssystemer som standard,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP-samarbejdet, Søren W. Rasmussen.

Ny C-platform

Bilen fås ikke i 4×4-udgave (som den allerførste Kangoo) – men fås med antispinsystemet Extended Grip.

Den nye bil er meget anderledes end forgængeren. Den er nu bygget på en ny C-platform og er knap så kantet – men rundere og mere mere rund og SUV agtig i linjerne.

Eludgave i 2022

I 2022 ankommer så Z.E. eludgaven – nu med 43 kWh batteri og 25 pct. længere rækkevidde på nu 270 km (WLTP tal) mod 220 km i dag – og nu også med varmepumpe.

Den nye Z.E. udgave kan oplades med jævnstrøm (DC) på 75 kWh mod kun vekselstrøm (AC) i dag. Altså til en opladning på 80 pct på 40 minutter i stedet for fire timer. Ydelsen er 100 hk. Med vekselstrøm kan man også lade med 22 kWh i den nye Kangoo Z.E.

Også brintudgave

Renault er jo gået ind i brint-tidsalderen – og den nye Kangoo vil formentlig kunne fås i brintudgave indenfor et par år.

Første udgave med brint bliver Master, der skulle dukke op sidst på året eller først i 2022. Kangoo fås fra begyndelsen med diesel- og benzinmotorer.

VOTY.dk har prøvet prototypen af Kangoo samt Master i brintudgaver før Corona-krisen – og de kører jo og opfører sig præcis som elbiler – de har bare længere rækkevidde. Master op til 500 km – men tankningen tager ikke længere tid end en diesel-bil.

 

 

 

Kangoo Electric kan oplades med op til 22 kW/h AC, hvilket betyder en opladningstid på ned til to timer.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk