(PARIS og BIRMINGHAM)

Hvem kender en Goélette ? Eller en Estafette ?

Nok de færreste. For det var to varebiler, som franske Renault producerede fra 1959.

Nu genopliver den franske bilfabrik navnene i forbindelse med lanceringen af tre nye varebiler – hvor også en ny elektrisk Trafic indgår.

2,3 mia. kroner

Der er fra Renaults side satset over 30 mio. euro (2,3 mia. kroner) på projektet, som er blevet en realitet gennem selskabet Flexis.

Det er et joint-venture selskab, skabt af Renault Group, Volvo Group og det store logistik- og rederiselskab CMA/CGM Group – netop for at udvikle en varebil til fremtidens distribution.

Den officielle præsentation sker i dag i Birmingham – i forbindelse med transportmessen Commercial Vehicle Show, men salget af den første bil begynder først i anden kvartal 2026. De tre køretøjer kommer ikke til salg samtidig.

Kunder og opbyggere

VOTY.dk har inden den britiske messe været forbi Renaults designcenter i Paris – men der er desuden tilknyttet tre R&D-centre (udviklingscentre).

De tre køretøjer er udviklet i tæt samarbejde med både kunder og opbyggere – såvel private som Renaults egen opbygger-sektion, som skal stå for opbygning af halvdelen af bilerne.

Goélette og Trafic er i design helt identiske indtil B-stolpen, men Goélette er en chassismodel, hvor Trafic er en kassevogn. Trafic vil bl.a. kunne fås som dobbeltkabine – og senere som minibus.

Connectivity

Helt væsentligt ved projektet er, at styrke kundernes forretning i fremtiden, er meldingen fra Renaults ledelse. Fælles for de tre varebiler er, at de alle er elektriske – med digital og buet instrumentering – op til 12 tommer touchscreen – og fokus på connectivity (forbundne).

Opladning sker med 11 kW AC og op til 240 kW DC. Det tager (AC) mellem seks- og otte time at lade op med henholdsvis lille og stort batteri. Med DV ladning kan man lade 80 pct på 20 minutter. Varmepumpe er standard.

Renault vil fortsat markedsføre den nuværende Trafic med dieselmotor. Og alle bilerne skal produceres på samme franske fabrik i Sandouville.

Kurérbil

Allerede på IAA transportmessen i fjor i Hannover viste Renault et designstudie af Estafette, men den færdige model er noget anderledes i designet, men ”walk through” systemet er bevaret med en stor jalousi-rulledør bagest.

Estafette er bygget som distributionsbil med kurérfirmaer som største kundegruppe – med en længde på kun 5,27 meter. Vendediameter er ned til 10,3 meter

Ud over jalousi-døren bag, har bilen skydedør (som bl.a. postbiler i 60’erne og 70’erne – herhjemme Bedford CF) – og et lille klapsæde ved siden af førersædet.

Miljøzoner

”Fremtidens distributionsbiler er fuld-elektriske varebiler. Vi ser flere og flere miljøzoner dukke op ved de større byer – og vi ser en stigning i ”Last Mile Delivery” med den øgede e-handel,” fortæller Heinz-Jürgen Löw, chef for Renaults varebiler, som årsag til den store satsning på erhvervsbiler.

De nye varebiler er til regional- og lokaldistribution, men med 800 V arkitekter, bliver der en rækkevidde på mellem 200- og 450 km alt efter udgave.

Bilerne er for Trafic- og Goélettes vedkommende bygget med en højde på 1,90 meter – så de kan komme ned i p-kældre. Nyttelasten er mellem 1,0- og 1,3 tons. Nyttelasten i Goélette som chassis uden opbygning er ca. 1,4 tons.

Bedre udsyn

Vi skal også nævne, at man til bilerne har valgt smalle A-stolper for bedre udsyn.

Der er også beskyttelsesplader i front og sider – plus mulighed for tre-delt forkofanger i Estafette for lavere reparationsomkostninger. En stor del af front-designet går igen i bilerne.

Der er ekstra meget aflæggeplads i kabinerne, og der anvendes kamera-løsninger for bedre udsyn.

To forhandlerled

De nye varebiler skal (som i dag for Trafic og Mester) både sælges igennem Renault Group og Renault Truck-forhandlere (Volvo Truck Center) – mens CMA/CGM skal udgøre brugeren af bilerne. De har været med til at vælge udformningen af de tre nye varebiler.

Bilerne bygges på den samme såkaldte skateboard platform og SDV (Software Defined Vehicle) arkitektur. Den giver mulighed for at skabe skræddersyede løsninger på fremtidens elektriske varebil – og imødekomme individuelle behov, som man udtrykker det hos Renault.

Software vil repræsentere 40 pct. af bilers værdi i 2030, oplyser fabrikken.

Platform fra Ampere

Platformen er i øvrigt udviklet af et andet relativt nyt Renault-datterselskab – Ampere, som står bag den første varebilsserie med SDV ( Software Defined Vehicle).

De tre nye Renault varebiler er bygget på samme skateboard-platform, og de skal som tidligere nævnt alle bygges på Renaults Sandouville fabrik, hvor Trafic også bygges i dag.

De nye biler udgør så midtergruppen af Renaults varebiler fra den mindste Kangoo til den største Master. Alle Renault varebiler fås både elektriske og med brændstofteknologi.

Fakta: Nye varebiler
Estafette
Estafette blev bygget i 500.000 enheder mellem 1959 og 1980. I sin nye elektriske udgave er den 5,27 meter lang, 1,92 meter bred og 2,6 meter høj.

Perfekt som pakketrans-bil og den har da også en bred skydedør og en bagende bestående af en dør som et jalousiskab. Chaufføren har direkte adgang til varerummet – og trin op fra sidedøren.

Goélette
Herhjemme er der nok ikke mange, der husker en varebil med navnet Goélette. Den blev bygget fra 1956 til 1966 som dieselmodel.

Især i Frankrig brugte forretningsejere og flåder Goélette – det var bilen til mange behov. Og sådan bliver det igen.

Fronten er som Trafic, men efter B-søjlen er den et chassis, så den kan opbygges efter behov – af fabrikken eller af en opbygger. F.eks. med alukasse. Der er tre basisudgaver: chassis, box-bil og tipbil.

Trafic
Trafic E-TECH er mellemklasse-varebilen – bygget til nærdistribution. Den har kort front og fås med maksimal akselafstand og maksimal højde på 1,5 meter for at kunne komme ned i p-kældre.
Vendediameteren er som på Renaults personbil Clio.

Dens E-TECH forgænger fik ikke mange år på jobbet, men dens tekniske opbygning gav den heller ikke mange chancer i klassen. Nu kommer den nye så til næste år.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk