(FRANKFURT AM MAIN)
Det er gået stærkt med udviklingen af renere biler og varebiler – i takt med at flere og flere byer indfører strengere og strengere miljøkrav – og EU strammer emissionsregler og målemetoder.
CO2 tal, NOx-tal og partikel-tal er sværere at undgå i selv moderne motorer, men tallene skal længere ned – det er nok de væsentligste parametre for alverdens bilproducenter.
Derfor ses mere og mere motorer med forskellige løsninger. Hos Kia (og søsterselskabet Hyundai) arbejder man på alle fronter – med el-drift, Plug-In hybrid og hybrid.
Bedre økonomi – og præstationer
Vi har været i Tyskland for at prøve Kias nyeste hybrid-teknologi i den opdaterede Sportage SUV-model, der er i Danmark til august.
Her sidder en 12 kW Mild-Hybrid starter og generator, som giver både bedre brændstoføkonomi og bedre præstationer.
Dertil kommer nye teknologier som blandt andet opgraderet infotainment-system og aktive førerassistent-systemer. Samt naturligvis let ændret design for og bag – samt nye farver og let ændret interiør.
Trailervægt op til 2,2 tons
Generelt er bilen dog kun faceliftet, når det gælder design. Hele opsætningen af undervognen med uafhængig affjedring og undervogn er som tidligere – og det giver fine køreegenskaber, viste vores test i Frankfurts omegn og i Taunus-bjergene.
Sportage i Van udgave var i fjor Kias bedst sælgende Van herhjemme med 45 enheder, men den nye grønne udgave kan sagtens løfte salget af modellen yderligere, når den lander herhjemme til august. Ikke mindst de nye dieseludgaver vil være interessante.
Her skal vi nævne, at den nye hybrid-diesel 4×4 har en trailervægt på hele 2.200 kg. De øvrige benzin- og dieselmodeller trækker mellem 1.400- og 1.900 kg. Varerummet i alle modeller ligger på cirka 1.400 liter. Alle tal er fabrikstal.
To nye dieselmotorer
Den nye Sportage betyder et nyt motorprogram med den 185 hk EcoDynamics+ 2,0-liters mild diesel-hybriddrivlinje – samt og en effektiv ny 1,6-liters ”U3”-dieselmotor, der har ”tabt” 15 kg. fra den gamle 1,7’er og er 11,5 pct. mere økonomisk.
En Mild Hybrid diesel-motor på 1,6 liter kommer senere, fortalte Kias teknikere ved præsentationen i Tyskland.
Kia Sportage har nu start-stop-system som standardudstyr – men ved testen i Tyskland forleden skulle vi under 20 km/t, før motoren satte ud. Kia lovede ellers fra 30 km/t. Vi kørte her i en udgave med otte trins automatgear.
Global miljø-strategi
Den nye EcoDynamic+ 48V diesel mild-hybriddrivlinje er den første af sin art, der lanceres som led i KIAs globale strategi om elektrificering af bilernes drivlinje.
Med denne udvikling bliver KIA formentlig den første producent, som tilbyder drivlinjer med hybridteknologi, plug-in-hybridteknologi (PHEV), ren el-drift og 48 V mild-hybridteknologi til alle sine modeller. Sportage skulle også komme med PHEV teknik senere.
KIA vil lancere 16 biler med avancerede drivlinjer frem til 2025 inklusive fem nye hybridmodeller, fem PHEV-versioner, fem batteridrevne elbiler og, i 2020, en elbil med brændselsceller.
Litium batteri
EcoDynamics+ er udviklet til at gøre forbrændingsmotorerne mere effektive under kørsel ved hjælp af elektricitet, der leveres og genindvindes, uden at føreren bemærker det via Mild-Hybrid Starter-Generatoren (MHSG).
I Sportage supplerer systemet ved accelerationen med kraft fra et kompakt 0,44 kWh litium-ion batteri på 48 V, og i forbindelse med stop/start systemet stopper motoren i længere på grund af den nye mild-hybrid-generator.
Batteriet aflades under acceleration, hvor generatoren yder op til 12 kW elektricitet som supplement til forbrændingsmotoren, så der kommer færre emissionerne.
Energien genindvindes
Ved deceleration, under opbremsning eller rullekørsel frem mod et lyskryds eller ned ad bakke genindvindes energi via krumtapakslen, så batteriet oplades, mens man kører.
Batteriet og MHSG sikrer også en ny “‘Moving Stop & Start”-funktion. Hvis batteriet er tilstrækkeligt opladet, standses forbrændingsmotoren automatisk ved deceleration i gear og ved opbremsning. MHSG starter motoren igen, når man træder på speederen.
48 V-batteriet er placeret under bagagerumsbunden. MHSG-generatoren er direkte integreret i motoren (driver krumtapakslen via en rem).
Fire pct. færre emimssioner
Den nye EcoDynamics+ dieselmotor anvender Selective Catalytic Reduction (SCR), som er med til at reducere CO2-emissionerne med op til fire pct.
Det sker efter Worldwide harmonized Light vehicles Test Procedure (WLTP).
Reduktionen er op til syv pct. i henhold til den omregnede New European Driving Cycle (NEDC).
Altid med firehjulstræk
Den nye EcoDynamics+-motor er altid kombineret med firehjulstræk, og der kan vælges imellem en 6-trins manuel gearkasse – eller en ny 8-trins automatisk gearkasse, som vi prøvede. Den skifter blødt – men måske ikke så blødt som Kias dobbelt-koblings gearkasse.
Med 185 hk og et drejningsmoment på 400 Nm udleder den nye motor fra 138 g pr. km CO2 med manuel gearkasse og fra 149 g pr. km med 8-trins automatisk gearkasse (blandet kørsel i henhold til WLTP omregnet til NEDC).
Den nye 1,6 liter U3 dieselmotor omfatter også SCR til reducering af NOx- og dieselpartikler. Motoren yder 115 eller 136 hk, og emissionerne udgør fra 126 g pr. km med 115 hk og 123 g pr. km med 136 hk (også her blandet kørsel i henhold til WLTP omregnet til NEDC).
Også dobbeltkoblings-gearkasse
Motoren opfylder de nye miljøkrav – benævnet som Euro 6d Temp.
Forhjulstræk og 6-trins manuel gearkasse til bilen er standardudstyr, og som ekstraudstyr fås versioner med 136 hk også med firehjulstræk – og en 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse, som vi prøvede – og som virker silkeblød i sine skift.
Sportage fås også med en 1,6-liters T-GDi (benzinmotor med turbo og direkte indsprøjtning), som yder 177 hk og har et drejningsmoment på 265 Nm og CO2 emissioner fra 170 g pr. km. 1,6-liters motoren uden turbo yder 132 hk og har et drejningsmoment på 161 Nm, mens CO2 emissionerne udgør fra 159 g pr. km.
Benzin-partikelfilter
Begge benzinmotorer er udstyret med et nyt benzin-partikelfilter, som sikrer at motorerne opfylder den nye Euro 6d TEMP emissions-standard.
Sportage-modeller med T-GDI benzin-motor fås med enten for- eller firehjulstræk – og en 7-trins dobbeltkoblings-gearkasse til modeller med firehjulstræk.
Præstationerne i den nye Sportage er en topfart mellem 180- g 205 km/t – og acceleration 0-100 km/t mellem 9,1- og 11,5 sekunder.
Garantien er som på andre Kia modeller fortsat på 7 år eller 150.000 km.