Renault Trucks leverer nu et kombineret audio-, navigations- og underholdningsprogram til C- og T-modeller. Det bliver dermed lettere at være lastbilschauffør.

Roadpad er navnet på det nye anlæg.

Gennem en sekundær indbygget 7-tommer touchscreen i høj opløsning med en avanceret ”Drag-And-Drop” funktion kan chaufføren høre musik, bruge håndfri telefon samt blive navigeret sikkert frem.

Med navigationssystemet, der er optimeret til tung trafik, er der mulighed for streaming af musik, kameraer og håndfri opsætning til telefonen.

Roadpad har et Tom-Tom navigationssystem med en række funktioner – f.eks muligheden for at se ruten i 2D eller 3D samt få trafikinformation i realtid.

For bedst at passe til chaufførens livsstil er det muligt at parre to telefoner med systemet simultant. Det betyder at chaufføren kan have håndfri adgang til både en arbejds- og privattelefon på samme tid.

Om end man er nødt til at vælge en primær telefon til opkald, så er det muligt at modtage opkald og sms’er fra begge telefoner, og det er nemt at skifte primær telefon i menuen.

Roadpad giver også chaufføren mulighed for at benytte musikbiblioteket uden at tage øjnene væk fra vejen, da systemet giver adgang til Deezer musikstreaming-platformen.

Man kan også lytte til sine yndlingsradioprogrammer i DAB +, der tilbyder en optimal lydkvalitet. Endelig giver Roadpad adgang til en app med vejrudsigter samt Google Maps.

For at øge sikkerheden for både chaufføren, lasten og andre trafikanter giver Roadpad mulighed for at opnå godt udsyn, da den er udstyret til at kunne tilkoble fire kameraer.

Sidekameraer giver optimal synlighed, imens kameraer bag lastbilen øger arbejdskomforten, når der f.eks. tilkobles trailere.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk