SAWO har netop leveret en række køretøjer – specielt udviklet til at fragte køreplader – til BMS A/S, som er blandt Europas markedsledere inden for specialopgaver med kraner og lifte.
I første omgang drejer det sig om seks enheder.

De seks ens træk består af en Hiab kran i 30 tm-klassen af typen X-HiPro 302 EP-5 CD monteret bag førerhuset på en Volvo FH 500 8X4 Tridem.

Bag kranen er der monteret et fastlad – og til at køre efter denne opbygning har kunden valgt en NOPA kærre.

Fra Vandborg og Lemvig

Det er SAWO’s afdelinger i Vandborg og Lemvig, som har stået for henholdsvis montering af kran/lad og levering af kærren.

Kranen har fem hydrauliske udskud til 15,1 meter med CombiDrive3 radiostyring.

Der er bl.a. valgt egenskaber som ASC = Automatic Speed Control, der ved belastninger over 90 procent nedsætter hastigheden trinløst – og tilsvarende øger løftekapaciteten.

Kranarbejde ved jernbanespor

Der er valgt Railway Logic på kran med højde og drejestop, som man kan indstille til at begrænse kranens arbejdsområder.

Det anvendes bl. a. ved kranarbejde omkring jernbanespor. Kranerne er ligeledes monteret med centralsmøringsanlæg.

Fastladet er beregnet til køreplader på det 4-akslet chassis, med en indvendig ladlængde på 5.300 mm.

25 tons totalvægt

Der er valgt seks fastmonterede og otte løse kæpstokke. Surringer er monteret i ladkant i begge sider.

Den 3-akslede NOPA kærre af typen KFJ240 er som nævnt beregnet til køreplader med en totalvægt på 25 ton.

Sidst men ikke mindst er der monteret P-Light batteribackup, så kærren er synlig ved parkering – og som oplyser kærren, så andre trafikanter kan se den i god tid.