(LOMMEL)

Ford har tidligere forsøgt sig med en elektrisk Connect varebil uden den store succes, men det tegner Transit Custom med plug-in hybrid teknik at blive.

I et par år har Ford forsket med udviklingen af en Transit Custom plug-in hybrid varebil med op til 50 kilometer kørsel på ren el og samlet 500 kilometer rækkevidde.Nu er der kun et år til, at bilen er klar til salg i Europa efter at en lang række virksomheder og statsinstitutioner så som British Gas og politiet har testet bilen i primært London.

Her gør den kendte ”Congestion” zones 11 Punds betaling det dyrt for bilister uden miljørigtige biler at transportere varer ind til Londons bykerne. Og da 75 pct. af al fragtkørsel i London ifølge Ford foregår med varebiler, skal der mange biler til – faktisk 7.000 enheder i timen i myndretiden.

Testbane i Belgien

VOTY.dk har prøvet den spændende bil på Fords prøvebane i Lommel i Belgien.

Den nye 50 kW elmotor fra Bosch og 14 kWh batteripakke på 130 kg fra Samsung samt generator sikrer kørslen på el, mens Fords kendte 3-cylindrede 1-liter benzinmotor inklusive en 30 liter tank fungerer som rækkevidde-forlænger – så bilen også kan klare en tur i omegnen uden at skulle lade op.

Systemet er smart fordi man kan vælge at køre på benzin, når man forlader bycentrum (EV Later) og skifte tilbage til el, når man atter passerer byzone-skiltet (EV now). Rækkevidden kan man følge på et instrument – og når rækkevidden når ned på fem kilometer, skiftes over til benzin-mode.

Samme nyttelast

Plug-in udgaven har al den elektriske teknik gemt i motorrummet og under varebilsgulvet, og selv om bl.a. elmotoren vejer godt til, er varerummet det samme og nyttelasten på ca. et tons uændret fra dieselmodellen – for man sparer jo bl.a. den tunge dieselmotor, så det går lige op.
Ladestikket er placeret ved forkofangeren i den endelige udgave.

De mange deltagere i feltprøverne har siden testforløbets begyndelse brugt bilerne forskelligt.

Bedste firma nåede op på 96 pct. elektrisk brug – dårligste udnyttelse blev på 61 pct. Et andet firma lå på 86 pct. – og det er måske mere retvisende.

Smuttur til Skotland

Et enkelt firma havde endda haft bilen på en hastetur til Skotland. 1.400 km uden ret meget brug af el-teknikken.

Ford har ikke anset set det for væsentligt at udvikle bilen til trailervægt – da tanken er en bil til primært kørsel i bycentre. Næste testforløb bliver i øvrigt i Valencia i Spanien.

Til dato er der samlet i alt 3,5 Terabyte data sammen – efter 53.000 km. testkørsel – heraf er de 19.000 km. kørt rent elektrisk. Der er ladet 1.279 kWh strøm i 312 ladestandere.

Samarbejder med Streetscooter

Ford arbejder i øvrigt på en kraftige udgave af bilen med større elmotor.

Ford har i øvrigt også leveret deres 2-tons Transit til firmaet Streetscooter, som har udviklet en elektrisk udgave af de største Transit. Den kan i dag f.eks. købes hos tyske Ford-forhandlere.

Streetscooter har også produktion af en mindre Streetscooter – oprindeligt udviklet til det tyske postvæsen.