Med Next Generation Scania indfører svenskerne en ny serie lastbiler med bogstavet L for ”Low” til bl.a. distribution.
Svenske Scania har sat alle sejl til med deres nye Next Generation lastbilserie. På én gang har man offentliggjort et nyt mandskabsførerhus, en ny 7-liter dieselmotor, og en helt ny distributionsbil med betegnelsen L for ”Low” – altså lav indstigning.
”L-serien har de egenskaber, som kræves til distribution og anvendelsesformål i byområder med tung trafik, hvor mange forskellige trafikanter skal deles om pladsen, siger Henrik Eng, Product Director, Urban, Scania Trucks.
Fokus på renovation
Han fortæller, at der er en tendens mod førerhuse med lav gulvhøjde og ergonomisk indstigning – bl.a. med anvendelse til renovation, men som også egner sig til endnu flere formål.
Tidligere flyttede Scania deres førerhus på en P-serie bil ned foran forakslen for at skabe en lettere indstigning – en bil, som bl.a. ses anvendt af renovationsselskaberne.
Econic konkurrent
Bilen var en klar konkurrent til Mercedes-Benz Econic, som sidder tungt på dette marked herhjemme.
Econic har siden udvidet salget til distributionskørsel – og Scania har selvsagt også villet have en del af kagen. Så med L-førerhuset er man klar til en ægte lavgulvsbil i forbindelse med den nye generation Scania.
I øjenhøjde med trafikanter
”For cirka 10 år siden ville mange have hævet øjenbrynene ved synet af en lastbil med tippelad og førerhus med lavt gulv, men det vil snart være et dagligdags syn i nogle større byer. De kompromiser, der må indgås med hensyn til frihøjde og indgangsvinkler, opvejes af fordelene for dem, som primært kører i byen, idet de får mulighed for at være mere i øjenhøjde med deres omgivelser,” siger Henrik Eng.
Han understreger, at der er stor interesse for at skifte til køretøjer med lav gulvhøjde.
Krav i bytrafk
En lastbil med tippelad og lav gulvhøjde og en Scania Cityrude i passagerdøren samt en støjsvag gasmotor – der f.eks. kører på biogas – er mere velkommen i storbyens gader end traditionelle køretøjer.
”Det faktum, at der er zoner med skærpede støjkrav, emissionskrav samt interaktion med andre trafiktyper, kan føre til forbud mod traditionelle lastbiler f.eks. med tippelad,” siger Henrik Eng.
Førerhusene i L-serien er altid 20 cm længere og fås med tre forskellige taghøjder: Lav, normal og høj.
Knæle-funktion
Hvis man bestiller med kneeling-funktion (som aktiveres automatisk via håndbremsen), får man adgang til førerhuset med kun ét skridt.
Gulvhøjden er så omkring 80 cm (afhængigt af valg af dæk). Ud over at være lavt, er indgangstrinet også 79 cm bredt. Uden kneeling-funktion kræves to trin op. Gulvhøjden er så ca. 93 cm høj.
Begge sider af førerhuset tilbyder samme indstigning. Via en forbindelse foran motortunnelen er det også nemmere at bevæge sig på tværs af førerhuset, så man undgår at skulle gå ud på vejen i venstre side.
Ny gasmotor på vej
L-serien har fået Scanias opdaterede 9-liters motor, som fås i tre forskellige dieselvarianter med forskellig ydelse.
I løbet af 2018 vil Scania også tilføje sin OC09-gasmotor med to forskellige ydelser (og både til CNG og LNG). Alle motorer kan kombineres med Scania Opticruise eller en Allision automat-gearkasse.
Med en L-førerhus er chaufførerne er i øjenhøjde med andre trafikanter. Og med hensyn til chaufførerne er det også et spørgsmål om forbedret ergonomi, særligt når de stiger ind i og ud af førerhuset mange gange. Med normale specifikationer i kørestilling har L-førehuset en frihøjde på omkring 24 cm fortil.
Tænkt på opbyggerne
Der er desuden i høj grad tænkt på opbyggerne. En opbygning kan begynde ved en linje, der forløber kun 42 cm bag forakslens center.
Vigtigt inden for sikkerhedsområdet er Scanias introduktion af Scania Cityrude som ekstraudstyr i passagerdøren på alle versioner af P- og L-førerhuse.
En lavt placeret rude i passagerdøren forbedrer derved chaufførens mulighed for at se bløde trafikanter i lastbilens umiddelbare nærhed.
Cityrude øger sikkerhed
”Den ekstra rude øger trafiksikkerheden og reducerer chaufførens stressniveau. Løsninger, som involverer kameraer og sensorer, reducerer på ingen måde værdien af at være i stand til at kunne se og endog få kontakt til andre trafikanter. Alt, der hjælper med at forbedre chaufførens udsyn, kan være af afgørende betydning,” siger Henrik Eng.
Scania Cityrude er opvarmet og kan bestilles til passagerdørene i alle P- og L-førerhuse. Det er de førerhuse, der hyppigst anvendes til forskellige formål i byområder såsom distribution og affaldsindsamling, ligesom de anvendes i forskellige arbejdskøretøjer.
Valg af den ekstra rude giver nogle begrænsninger for åbningen af dørens normale siderude. I stedet for må man anvende ruden i førersiden.