Hvorfor investere i en kraftigere motoriseret og dermed mere tørstig og måske dyrere lastbil, når man kan nøjes med en mindre, der kan klare de samme opgaver ?
Det spørgsmål stillede lastbilsælger hos Stiholt i Aalborg, Peter Munkholm, sin kunde fra Sønderup-Suldrup Vognmandsforretning – vognmand Martin Pedersen – da han for nylig skulle have ny lastbil.
Vognmandsforretningen holder til i Suldrup ca. 25 km syd for Aalborg – og den nye lastbil skulle bestå af et fem-akslet vogntog til transport af kreaturer.
Trækkraft og brændstoføkonomi
Vognmanden havde nemlig besluttet sig for at investere i en ny Scania 460 R som trækkraft – men efter en snak med Peter Munkholm, kom han dog på andre tanker, så i stedet for en 460’er endte det med en ny 420’er i stedet.
De havde en god snak om hestekræfter, drejningsmoment, brændstoføkonomi, bagtøjsudveksling mm. – og Martin Pedersens konklusion blev, at den nye Scania i stedet ”kunne nøjes” med være en 420’er.
De nye Super-drivliner
Scanias nye Super-drivliner med opdaterede motorer, nye gearkasser og nye bagtøjer, der blev introduceret på markedet for et par år siden, byder på højere drejningsmomenter, lavere brændstofforbrug og mere effektiv kraftoverføring.
”Så trods de færre hestekræfter er Super modellerne mere effektive end deres forgængere,” siger Peter Munkholm.
Vender på en tallerken
Den nye 420 R er specificeret som en B6x2/4, dvs. tre-akslet forvogn med løftbar og styrbar bogieaksel bag trækakslen af hensyn til manøvreevnen ude hos kunderne.
”Den kan så at sige vende på en (godt nok stor) tallerken uden at rive gårdspladserne op. Og takket være den ”kun” to-akslede påhængsvogn kommer den let og smidigt omkring uden at afsætte dybe spor,” fortæller Munkholm.
Fra tyske Finkl
Kreaturopbygningen har Martin Pedersen selv stået for. Den kommer fra Finkl i Bissingen mellem Stuttgart og München i Tyskland. Det er også Finkl, der har bygget påhængsvognen samt stået for maling af hele trækket.
Sønderup-Suldrup Vognmandsforretnings nye Scania 420 R kommer til at køre ca. 100.000 kilometer om året.
Derfor har Martin Pedersen valgt at tegne en såkaldt Drivline+ serviceaftale inklusive udvidet drivlinegaranti på bilen.