Hos Hjortdal Specialtransport v. Frank Nørager & Co. A/S i Fjerritslev har man specialiseret sig i sværgodstransport med streg under svær.

Hovedparten af vognparken kommer fra toppen af produktprogrammet hos bl.a. MAN, Mercedes-Benz, DAF og Volvo – men for nylig fik Stiholt held med at liste en ny Scania sværgodstrækker ind i folden – bl.a. på opfordring af chauffør Erik Kristensen, der skal køre i den til hverdag.

Der er tale om Scanias kraftigste model, det vil sige en R 730 LA 8×4/4HHB.

Fra øverste hylde
Hele drivlinen er taget fra den øverste hylde på fabrikken i Södertälje. Bilen har en 16,4 liters V8-motor på 730 hk ved 3.500 Nm, 14-trins GRSO925R-gearkasse med to krybegear, overgear og integreret Retarder samt tandemtræk med RBP835-bagtøjer og navreduktion.

Trækkeren er godkendt til kørsel med op til 150 tons vogntogsvægt.

”Vi har ikke tidligere haft Scania til de helt tunge opgaver i flåden, men Stiholt fik sat en rigtig god pakkeløsning sammen til den rigtige pris,” siger vognmand Frank Nørager.

Lige efter en snor
Vognmanden oplyser, at opbygning og levering er gået lige efter en snor.

”Så nu glæder jeg mig til at se den i arbejde,” siger han.

Bilen er opbygget hos Stiholt i Thisted efter både vognmandens og chaufførens ønsker. Den er specificeret med bl.a. luftforskydelig drejeskammel til både 3 tommer- og 2 tommer  kingpin på forlænget underramme, 900 liter brændstoftank og værktøjsskabe i tårn bag førerhuset, komplet alu-afdækning bag førerhuset og mellem baghjulene samt ekstra kraftig beskyttelsesplade i stål bag drejeskammel.

Top-udstyret førerhus
Forrest er der desuden fabriksmonteret et ekstra solidt træktøj direkte på chassisrammen til brug for sammenkobling med flere sværgodstrækkere, når det går særlig stejlt op- eller nedad.

Førerhuset er Scanias største, CR19 Topline, med kryds i de fleste felter for komfort- og sikkerhedsudstyr. Det gælder således Premium førerstol med ventilation, Premium lydanlæg med integreret navigation, termo-sideruder, Waeco aircooler, fuldautomatisk klimaanlæg og 9,5 kW oliefyr. Dertil kommer solcelleanlæg til opladning, fladskærms-TV inkl. DVD, 220V og omformer til mikroovn.

Kører med vindmølletårne
”Jeg har nu kørt i den nye Scania i en uge, og den lever helt op til forventningerne.  Jeg kører mest med vindmølletårne, hvor jeg er oppe i nærheden af max. vogntogsvægt. Det klarer den fint, så jeg er en glad chauffør,” siger Erik Kristensen.

Frank Nørager & Co. udfører komplicerede transportopgaver og er blandt sværvægterne inden for sværgodstransport i Europa.

Afdelinger over hele Europa
Virksomheden har afdelinger i Sverige, Tyskland, England og Polen og råder over ca. 85 trækkende enheder, primært sværgodstrækkere og kranbiler fra 36- til 150 t/m.

Langt de fleste biler beskæftiget med transport for vindmølleindustrien – og det bliver også det primære arbejdsområde for den nye Scania.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk