Ford gennemfører i løbet af 2019 den sidste af en række på tre flåde-test af den nye Transit Custom Plug-In Hybrid (PHEV).

Efter først at have testet den semi-elektriske varebil i London og derefter i Valencia er turen nu kommet til Köln, der også huser Fords europæiske hovedkontor. Det gør det også meget praktisk at følge op på de mange undersøgelser, der følger med testen.

Testen omfatter 10 biler, der er udviklet til at køre elektrisk i bykerner og med en lille 3-cylindret 1-liters benzinmotor som range extender. Ford samarbejder med en række transportfirmaer – foruden bystyret i Köln.

Strategisk vigtig by

Köln er ifølge Ford også strategisk vigtig, hvis man ser på den fremtidige mobilitet. Her vil Ford så sammen med bystyret undersøge byområder, som kan sikre bedre luftkvalitet og bedre produktivitet uden at forurene.

Testen af Fords kommende miljø-varebil blev offentliggjort ved “City of Tomorrow” symposium I Köln forleden – med deltagelse af ledere fra både erhvervslivet og fra den offentlige sektor. Herunder byplanlæggere, politikere og trafikeksperter. Emnerne var bl.a. om fremtidig mobilitet i byerne.

“Emissionsfri mobilitet er et centralt emne i fremtiden for den hurtigt voksende by Köln. Enhver undersøgelse som arbejder hen imod dette emne, vil være en fordel for byen. Jeg er glad for at Ford – som lokal bilproducent vil følge den vej,” siger Henriette Reker, Kölns borgmester.

De deltagende firmaer

Virksomhederne, der er med i testen, er renovationsfirmaet AWB Abfallwirtschaftsbetriebe Köln, Köln-Bonn lufthavn, Köln’s havne og fragtselskab, Kölner Verkehrsbetriebe (offentlig transport) samt RheinEnergie (det lokale energiselskab).

Transit PHEV modellen har en rækkevidde på ren el på 50 km – og inklusive range extender bliver det en rækkevidde på ca. 500 km. EcoBoost benzinmotoren sørger for at lade litium ion batterierne under bilen, som sikrer samme varerumsstørrelse som i dieseludgaven. Det er muligt at indstille systemet, hvornår man vil køre elektrisk.

Opladningen foregår via ladestik i forkofangeren på fra tre timer via et eksisterende 240 volt lade-agregat på 16 eller 32 ampere. Batterierne har en kapacitet på 14 kWh.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk