Salling Group har de senere fire år sparet tusindvis af lastbilkilometer – og tilsvarende CO2 udslip – gennem udvikling af såkaldt Cross Dock logistik.

Det er sket på nonfood-lageret i Aarhus-forstaden Årslev nær Brabrand. Lageret er på 4.700 kvadratmeter. Hallen blev bygget i 2017 og blev taget brug siden 2018.

Smart it-system

Før den nye lagerhal blev opført kom der hver dag en masse forskellige størrelse lastbiler og afleverede varer hos den enkelte Føtex eller Bilka- forretning i hele landet. Så mange af disse forretninger kunne få besøg af lastbiler flere gange dagligt.

Gennem denne konsolidering af Sallings nonfood-del er der reduceret kraftigt i leveringerne, inden de frem til butikkerne – ved hjælp af et mere smart it-system og nogle utraditionelle løsninger.

Fra 150.000- til 20.000 anløb

På bare de 30 største af Føtex/Bilka-butikkerne – målt i antal paller leveret – gik man fra 150.000 anløb, som er det antal gange en lastbil leverer varer til butikkerne, til under 20.000 anløb på et år.

”Hvor mange kilometer, der er sparet på de danske landeveje, er ikke til at sige præcist, men der er ingen tvivl om, at der er reduceret kraftigt i kørte kilometer,” siger Anders Danielsen Schäfer, Head of Supply Chain In-/Outbound.

Via Årslev

Det er cirka 200 leverandører, der nu kører direkte til terminalen i Årslev.

Lastbilerne kommer til lageret i Årslev og afleverer varerne. Her bliver de pakket til de enkelte butikker.

Det betyder, at der på den samme palle kan være for eksempel både tøj, plæneklipper, printer og maling – og det ryger så ud til den enkelte butik på én gang i stedet for med fire forskellige lastbiler.

Lettere for butikkerne

“Det er blevet langt nemmere for butikkerne. Medarbejderne skal nu scanne én palle, i stedet for tidligere hvor hver ordre blev modtaget enkeltvis,” siger terminalchef Joakim Liere Rasmussen.

På den måde sparer butikkerne tid, arbejdet på lageret er blevet effektiviseret – og samtidig har Salling Group som nævnt mindsket de kørte kilometer på de danske landeveje – fordi der er færre lastbiler, der kører ud til butikkerne.

Foruden at det er blevet nemmere og smartere at modtage varer nu, så ved butikkerne også, hvornår varerne bliver leveret, samt at det sker som én samlet levering i modsætning til tidligere.

Bruge tiden bedre

“Vi har fået meget positive tilbagemeldinger fra butikkerne. De har fået effektiviseret deres varemodtagelse betydeligt. Det er blevet suverænt nemmere for dem, fordi der ikke længere kommer flere lastbiler i løbet af en dag,” siger Joakim Liere Rasmussen.

Det betyder samtidig, at butikkerne nu kan bruge de ressourcer, de tidligere brugte på varemodtagelse, til andre opgaver.

“Den nye hal er noget af det bedste, der er sket for os her på lageret. Det hele hænger sammen, og det er blevet en del mere effektivt for os,” siger Joakim Liere Rasmussen.

Fakta Cross Dock logistik:

Det er cirka 200 leverandører, der nu kører direkte til Cross Dock terminalen i Årslev.

På de 30 største af Føtex/Billa-butikkerne (målt i antal paller leveret), gik man fra 150.000 anløb (det antal gange en lastbil leverer varer) til under 20.000 på et år.

Placering i Årslev i Brabrand ved Aarhus.Størrelsen på non-food lageret er 4.700 kvm.

Der er 35 medarbejdere i Cross Dock og forsendelsen.

Der bliver arbejdet 24 timer i døgnet på lageret, så pallerne er klar til at blive kørt ud til butikkerne, når de åbner.

Cross Dock-projektet blev påbegyndt i 2016 og blev taget i brug i 2018

 

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk