(PARIS)

Renault lancerer nu deres nye generation af deres elektriske Kangoo E TECH varebil.

Vi har tidligere prøvet en prototype på en testbanen Montefontaine ved Paris – men nu har vi prøvet den produktionsklare model, og den imponerer med sit fine vejgreb og lange rækkevidde på 300 km, som ingen andre i denne klasse af elvarebiler præsterer.

Bilen har en ny platform og er en helt nye konstruktion, som betyder en væsentlig bedre oplevelse bag rattet – ikke mindst når det gælder samlekvalitet.

Ujævne veje til testen

Prøvekørslen var udlagt på en teststrækning på små snoede landeveje nord for Paris – ikke specielt nyanlagte – men de mange ujævnheder kunne den kompakte bil dog ikke opsuge.

Der var ud over de tunge batterier også 150 kg. ballast i varerummet, der sikrer ekstra stabilitet.

Med batterier i bunden har den nemlig et lavere tyngdepunkt – og den var morsom at køre på de snoede veje, fordi den ikke krænger så voldsomt. Selv med læs. Styretøjet føltes også præcist, så man blev hurtigt dus med bilen.

Genial betjening

Der er mulighed for regenerativ opbremsning i tre niveauer – hvis betjening Renault ganske genialt har placeret i forbindelse med gearvælgeren i bunden af bilen – lige som når man skifter over til manuelt gearskift i en bil med automatgear.

Det betyder, at bilen direkte kan køres sporty med skift mellem de tre rekuperatonsstyrker – alt efter vejtype og omgivelser – så som bykørsel eller motorvejskørsel.

I den kraftigste funktion (+3) behøver man nærmest ikke at bruge bremserne (men dog at anbefale, så biler bagved kan se bremselyset) – og desuden er der to knap så kraftige versioner til bl.a. motorvej og landevej – og til det, som kan mærkes i en normal motorbremse i en dieselbil.

Langt mere agil

I forhold til dieseludgaven, som vi har prøvet flere gange – og som blev årets varebil såvel i Danmark og i Europa for 2022 – er eludgaven langt mere agil. Virkelig smidig og ganske hurtig – som det er typisk for elbiler med moment fra 0 km/t.

Samtidig er den mere komfortabel med sit ikke eksisterende støjniveau, og den er tilmed økonomisk. Vi kørte flere ruter i bilen – og brugte henholdsvis 15- og 16,1 kWh på testen. Og det er godkendt.

Masser af sikkerhed

Kangoo E TECH har fået opdateret og moderne sikkerhedsudstyr – bl.a. fås bilen med adaptiv fartpilot. Dertil nødbremse, bakkamera, linjevogter og skiltegenkendelse.

Den nye teknik, der også findes i Zoe og Megane E-TECH, sikrer en helt anden ydeevne end før.

Kangoo fortsætter med forhjulstræk. Der er ingen støj fra teknikken – kun dækstøj kunne høres.
Teknisk har bilen en 90 kW elmotor og 45 kWh batteri – samt 245 Nm i drejningsmoment. Indtil nu har Kangoo Z.E. haft et 33 kWh batteri – og 22 kWh i første model fra 2010.

300 km rækkevidde

Det betyder bl.a. en god rækkevidde på 300 kilometer i stedet for 230 kilometer som hidtil – og hele 170 kilometer, som ur-Kangoo Z.E. havde ved præsentationen i 2010. Herhjemme har den været på markedet siden 2011.

Dengang var Renault først med en lille el-varebil, hvor mange producenter først er ved at være klar med el-varebiler nu eller næste år.

Siden begyndelsen i 2010 er der solgt 75.000 Kangoo Kangoo Z.E. Fra første diesel Kangoo fra 1997 er der bygget 4,3 mio. enheder.

Standard og Maxi

Kangoo E-TECH kommer i to udgaver – standard og Maxi. Bilen kan trække en trailer på op til 1.500 kg. Og varerummet er intakt, da batterierne ligger under gulvet.

På vores forskellige testture opnåede vi 15 kWh/100 km som det bedste – og 16,1 kWh/100 kilometer som det ringeste. De 245 Nm sikrer en forrygende acceleration, hvilket er et særkende for elbiler, der alle har et max. moment fra 0 km/t.

600 kg. nyttelast klarer basisudgaven – 800 kg. i Maxi-udgaven. Dertil trailervægten på 1,5 tons.

Sesam-døre som mulighed

Bilen fås også med Renault Kangoos nye Sesam-døre med 1,45 meters bredde uden B-søjle – dog ikke Maxi udgaven – ligesom den fås med indvendige tagbøjler. Varerummet er fra 3,9 kubikmeter.

Maxi udgaven er først klar i foråret 2022, men bilen var dog udstillet ved præsentationen. Højre fordør åbner 90 grader.

Opladning

Med hensyn til opladning er der tre muligheder – i stedet for den tidligere 3,7 kW AC-oplader (vekselstrøm) introduceres en moderne 11-AC oplader, som kan suppleres enten med en 22 kW AC-oplader eller den komplette pakke med 22 kW AC og 80 kW DC (jævnstrøm).

Så kan man lade fra 15 til 100 procent inden for 3.50 timer i stedet for 11.30 timer på 11 kW. Med 22 kW er det halvanden time.

Og med 80 kW kan man opnå en rækkevidde på 170 kilometer på en halv time.

Med varmepumpe

Med det kraftige batteri er batteriet udstyret med vandkøling. Dertil kommer varmepumpe til effektiv op- og nedkøling af kabinen. Man benytter i dag litium-ion batterier – om fem år formentlig Solid State batterier.

Udstyrsmæssigt får man easy link multimediesystemet med otte tommer skærm, hands free card, automatisk parkeringsbremse, 60 liters opbevaringsrum foran i kabinen, og man kan få den seneste version af det aktive sikkerhedssystem ADAS – inklusiv adaptiv fartpilot.

Og så kan man få adgang til bilens teknik på en Renault app, hvor man kan tjekke batteri status, styre opladning, planlægge ruter og meget andet.

To fabrikker

Renault Kangoo E-TECH Electric produceres stadig på Renault fabrikken i Maubeuge, der producerer varebiler til hele verden.

Den elektriske motor og opladningsenhederne produceres på Renaults Cleon fabrik i Normadiet.

Den nye Kangoo E-Tech vil også være tilgængelig som Nissan Townstar, der prioriterer strøm på samme måde – og fra samarbejdspartnere Mercedes-Benz, hvor vi allerede har prøvet dieseludgaven. Ud over eCitan kommer luksusudgaven EQT.

Fabrik fra 1971

Samlet er der investeret 450 millioner Euro i projektet på fabrikken, der har produceret biler fra 1971 – først med bl.a. coupé-modellen Fuego. Der er 700 medarbejdere på fabrikken, der også har en batteri-samle afdeling.

Man producerer 60 biler i timen – og med den nye udgave er man gået fra 4.500- til 5.200 svejsepunkter. Der er 1.200 robotter – de 650 er nye. Efter færdiggørelse testes alle bilerne på en 500 meter testbane.