Den elektriske Renault Master E TECH klarer sig bedre end de fleste elektriske varebiler herhjemme – med en andenplads efter de første tre måneder med 121 el-udgaver i forhold til et samlet salg af Master på 279 enheder generelt. (Bedst sælgende el-varebil i perioden var Volkswagen ID.Buzz.)

Her er samlet både tale om salg af Master med el og dieselteknik . Bilerne blev både solgt via Renault Danmarks forhandlere og via Renault Truck forhandlere (Volvo Truck Center).

Master – vinderen af International Van of the Year 2025 – ligger samlet dog kun nummer seks i opgørelsen for første kvartal fra Mobility Denmark (tidligere De Danske Bilimportører), så det er eludgaven (E TECH), der er blevet ekstra populær.

Kopi af trofæ

Forleden kunne Nicolai Elgaard, produktchef for erhvervsbiler hos Renault Danmark, så modtage en kopi af den internationale ”Van of the Year 2025” pris af det danske medlem af juryen, redaktør af VOTY.dk, Carsten Teiner.

Det skete ved en kort begivenhed hos den danske importør i Ballerup.

Vigtig anerkendelse

Nicolai Elgaard er glad for anerkendelsen – for IVOTY-prisen er vigtig for vinderen, som den øverste chef for Renaults varebiler i Frankrig, Heinz-Jürgen Löw, også pointerede, da han fik overrakt prisen i forbindelsen med IAA transportmessen i Hannover i fjor.

Dengang var det den irske juryformand Jarlath Sweeney, der forestod overrækkelsen.

Passer godt

”Vi præsenterede den nye Master senest på transportmessen i Herning tidligere på måneden – og der var mange interesserede på vores stand for at se på bilen, der passer godt ind i mange virksomheders behov,” siger Nicolai Elgaard.

Kunderne til den nye Master er vidt forskellige – fra håndværkeren med én eller få biler – eller koncernen med mange kørende enheder.

Sparer penge på driften

”Kunderne er meget interesserede i vores elektriske E-TECH model af Master – fordi man på elbiler sparer penge på driften. Samtidig har Renault stor erfaring med elektriske køretøjer – såvel varebiler som personbiler – så der er tale om gennemprøvet teknik,” siger Elgaard.

Han pointerer, at både sælgere og mekanikere for Renault Erhvervsbiler, er vant til at arbejde professionelt. Service- og eftermarkedsdelen er ekstra vigtig for varebilskunder.

Spar mange penge

”Allerede da vi lancerede Master til samme pris for diesel- og eludgaven, var der stor interesse – for man kunne spare 90.000 kroner på en el-udgave. Bundlinjen i regnskabet er jo vigtig,” siger Nicolai Elgaard.

Importøren har ikke selv direkte spurgt kunderne, men tilbagemeldingen fra forhandlerne er positiv – og havde der været problemer, havde man jo også hørt det.

København-Tørring

Erhvervskunder er ofte gengangere hos den samme sælger hos en forhandler – og de skifter ofte deres varebil hvert tredje år.

Rækkevidden i en Master E TECH er op til 446 km WLTP for 4,2 tons modellen L2H2, mens 3,5 tons modellen ligger på 408 km WLTP.

Da Nicolai Elgaard kørte til Transport 2025 i Herning, kørte han fra København mod Herning – og skulle først lade om i Tørring i Midtjylland. Da var der 30 km rækkevidde tilbage.

Bedre end lovet

Renault Danmark lancerede først den nye Master fra begyndelsen af året, og ved at tale med kunderne har forhandlerne erfaret, at E TECH udgaver, der kører mest i by og på landevej, ligger på 108 pct. af WLTP tallet – altså mere økonomisk – og de, der kører meget motorvej, i snit ligger på 81 pct.

Og vi taler her målinger fra januar og februar, hvor det som bekendt er koldt. Men de der kører i byer, samler jo ganske meget strøm op ved regeneration.

Den tidligere Master E TECH havde til sammenligning et gennemsnitsforbrug WLTP på 147 km.

Tilfredse chauffører

”Chaufførerne er også glad for Master E TECH fordi den er støjsvag i forhold til en dieselmodel. Det var faktisk noget, som vi allerede fik tilbagemelding om, da vi lancerede vores mindre elektriske Renault Kangoo E TECH,” siger Nicolai Elgaard.

Men samtidig er forhandlerne gode til at vejlede kunderne, så de, der har et stort, dagligt kørselsbehov, måske er bedre tjent med at vælge en dieseludgave. Det gælder f.eks. kurér-kørsel på tværs af landsdelene.

Alligevel er salget af E TECH modellen betragtelig, som det også ses af af de officielle salgstal fra Mobility Denmark.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk