Årets Bil  Danmark 2010 og Van of the Year 2010. Så kan det næsten ikke blive bedre, tror man måske – men den faceliftede Kangoo Z.E. er som den øvrige Kangoo serie faktisk skruet bedre sammen end forgængeren.

Det er resultatet af testen af den nye Kangoo Z.E., som også viste, at afladningen af bilen under kørslen svarede til de kilometer, som vi kørte – inklusive en dag med frostgrader. Vi kørte dog især bykørsel – undtagen på turen til og fra forhandleren i Københavns vestegn. Fuldt opladet indikerede instrumentet 72 km. med fuldt opladede batterier.

Godt samarbejde
Der er ikke længere så mange vibrationer og andre finish problemer – så det har nok ikke været en dårlig idé for Renault at indgå samarbejde med Mercedes, der får bygget deres Kangoo-pendant Citan på den franskefabrik.

Tyskerne har gjort meget ud af at stramme op i produktionen og i bilens teknik – bl.a. i undervognen, der sikrer forbedrede køreegenskaber. Også bilens struktur er gjort stivere – noget som begge biler har nydt godt af.

Forbedringerne tæller også flere svejsepunkter, bedre finish på dørpaneler, bedre forseglinger i forbindelse med karosseri-finish, lavere støjniveau og vibrationer/akustik.

Esc er standard
Standard er esc-stabilitetssystem og hill holder (bakkehjælp). Sidespejlene er nye – og lidt større.

I en elbil, er der moment til rådighed fra 0 km/t, så bilen er ret hurtig i accelerationer – noget man hurtigt værdsætter i bytrafikken, hvor bilen er i sit es. Den er helt lydløs – og selv dækkene passer til bilen – Michelin Green-X Energy Saver med lav rullemodstand. Med 70 km. rækkevidde skal man heller ikke indlade sig på længere ture.

Kangoo har fået en design-overhaling, når det gælder fronten, der måske nok er lidt mere moderne – og så er ladestikket flyttet ind under Renault-logoet, som i Zoe-modellen. Logoet vippes let ud.

Kun sammen med ladestation
I stedet for opladning med såkaldt mormor-stik hjemme i privaten, følger der som i Zoe et Mennekes stik med, som skal tilsluttes en ladestation. I dette tilfælde var det Clever, som tilbyder en gratis APP, så man kan se, hvor der er ledige ladestationer til rådighed i landet.

El-udgaven af Kangoo har stadig automatgear som standard, som er en behagelighed. Der er også eksempelvis sædevarme – som jo tager en del strøm – men så kan man trykke på eco-knappen.

Instrumentbræt samt rat og centerkonsol er nyt. Testbilen havde også midterboks og armlæn/låg, men der var ikke aflæggeplads over forruden. Der var mulighed for at lægge papirer i et rum i instrumentbrættet. Der er dog flaske- og dåseholdere i dørene. Der var dog kun en-vejs justerbart plastrat – men så var der radio med Bluetooth og MP3.

Maxi udgave med bedreplads
Testbilen var en Maxi-udgave, der er 4,6 meter lang mod normalt 4,3 meter. Så varerummet er ganske stort. Længden er 209 cm, bredden er 147 cm (122 cm mellem hjulkasserne). Bagdørene er asymmetriske og kan åbne 180 grader. Åbningen måler 121 x 114 cm – sidedørens åbning måler 62 x 106 cm (minimum) – men kabineadskillelsen går op mod 11 cm ind i varerummet. Læssehøjden er 57 cm. Varerumsgulvet har plastbelægning – ligesom den den nederste del af væggene.

Med halv last klarer bilen sig fint – og godset kunne også surres fast forsvarligt.
Merprisen for el kontra 90 hestes diesel i Maxi udgaver er cirka 55.000 kroner, så prisen bliver 209.875 kr. Der betales ikke afgift for en elbil.

Faktaboks Renault Kangoo Z.E.Maxi:
Elmotor: 44 kW/60 hk.
Moment: 226 Nm.
Garanti elmotor: 5 år/100.000 km.
Batterier: Litium.
Kapacitet; 22 kWh.
Forbrug: 155 wh/km.
Eco-knap: Øge rækkevidde 10 pct.
Batterivægt: 260 kg.
Ladetid fra tom: 8 timer.
Rækkevidde: 72 km.
Topfart: 130 km/t.
Acc. 0-50- 100 km/t: 5,5- 22,4 sek.
Dæk: Michelin Green-X Energy-saver 195/70 R 15.
Bremser: ABS, esc (ESP), antispin, bakkehjælp
Varerum: 4 kubikmeter.
Varerum: 209 x 147 cm.
Mellem hjulkasser: 122 cm.
Bagdørsåbn.: 121 x 114 cm.
Skydedørsåbn.: Min. 62 x 106 cm.
Læssehøjde: 57 cm.
Nyttelast/totalvægt: 695/2.175 kg.
Lasteevne: 685 kg.
Trailervægt: 322 kg.
Vendediameter: 11,9 m.
Garanti: 2 år.
Garantiforlæng. 4 år: 3.590 kr. inkl. moms.
Pris: 209.875 kr. plus moms.
Batterileje: 30 md/15.000 km: 714 kr./md.
Strømforbrug/ladning fra net: 3 kW (16A).

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk