Fem kubikmeter rummer den nye udgave af Fiat Doblò, som Fiat i Danmark netop har præsenteret.

Det er snart et tre kvart år siden, den blev vist på transportmessen i Hannover, men det var ingen, at Fiat opsagde samarbejdet med PSA (Peugeot/Citroën) om produktionen af Scudo – først om et par år, men der er allerede meget, der tyder på, at Doblò tager over på visse markeder inden da.

Der er da også fordele ved den mere kompakte Doblò – først og fremmest brændstofforbruget, der er på 17,5 km/l i Doblò 1,6 MJT, men kun 13,5 km/l i Scudo m-fl. med 2-liters dieselmotor. Doblò har da også start/stop-system.

Billigere at køre end Scudo
Man sparer med andre ord på de gyldne diesel-dråber – og sparer penge. Omkring 9.000 kr. ved 30.000 km.’s kørsel – og mere ved at sammenligne ned flere af de andre biler i den klasse, siger man hos Fiat. Taler vi grøn ejerafgift er det 3.000 kr., der er at hente.

Varerummet i Doblò XL er i præcis samme størrelse som standard Scudo L1H1- 5 kubikmeter, men Scudo og medsøstre Expert og Jupy kan også fås både længere og højere.

I testbilen var rummet beklædt i bunden. Bagdørene åbner 180 grader. Der var skydedør til højre.

Multilink-bagaksel
Doblò bærer sin byrde godt – og har et godt vejgreb. Det hjælper multilink-bagakslen med – og så det standard esc-system (ESP). Styretøjet er præcist, mens gearskiftet er lidt kantet.

Siddestillingen er høj – og både rat og sæde kan justeres i højden – rattet også i længden.

Den er ganske kvik med sin 105 hestes motor – uden at matche de større varebiler i Scudo-gruppen,men i dag er det økonomi, der er i fokus.

God aflæggeplads
Bilen har seks gear, men øverste gear er kun til landevejen, for der er først trækkraft i sjette fra 60 km/t. I femte er det fra 50 km/t.

Kabinen er præget af hård plast på instrumentbrættet, som understreger, at det er en arbejdsbil. Der er dog handskerums-lås, som er positivt – og aflægge i hele bredden over forruden. I det hele taget er der god aflæggeplads.

Udstyrsmæssigt skal også nævnes dobbelt airbag, radio m. CD, 12 volt udtag mellem sæderne, der er forberedt for Tom-Tom navigation – og så kan man tilkøbe aircondition for 6.000 kr., el-spejle/opvarmede for 1.500 kr., fartpilot for 1.500 kr. og Blue&Me for 3.500 kr.

Det bringer prisen fra 143.000- til 155.500 kroner kr. plus moms.

Teknik: Fiat Doblò Cargo L2H2 1,6 Multijet:
Motor: 4 cyl. 16V.
Miljø: Euro 5/partikelfilter.
Slagvolumen: 1.598 ccm.
Ydelse: 105 hk v. 4.000 omdr.
Moment: 290 Nm v. 1.500 omdr.
Trækkraft femte gear fra 1.100 omdr. (50 km/t).
Trækkraft sjette gear fra 1.100 omdr. (60 km/t).
Forbrug: 17,5 km/l.
Topfart: 158 km/t.
Grøn ejerafgift årlig: 5.020 kr.
Dæk: Pirelli Chrono 195/60 R 16L
Totalvægt: 2.505 kg.
Lasteevne: 1.000 kg.
Trailervægt: Ca. 1.100 kg.
Varerum: 5 kubikmeter.
Varerum-mål: 2.170 x 1.710 x 1.550 mm.
Læssehøjde: 545 mm.
Pris Basic: 143.000 kr. plus moms.

Leave A Reply