VOTY.dk har haft mulighed for at låne en ny tysk indregistreret Ford Ranger i et par dage. Bilen havde den danske importør lånt af fabrikken i forbindelse med den danske lancering af bilen. Det er mange måneder efter de fleste andre europæiske lande – og et halvt år efter mit første møde med bilen i forbindelse med en jury-test i Norge.

Dengang kørte vi både landevej, motorvej, racerbane og off road i et nærmest bundløst terræn. Resultatet fra dengang og nu er tæt på at være det samme – men denne gang er det blevet til ekstra test af Wild Track udgaven med alt det udstyr, man kan krydse af på bestillingssedlen.

Jeg håber senere at kunne vende tilbage til en test af en dansk udgave, der jo som testbilen her ikke har bagsæder, når det handler om en typisk dansk udgave.

3,5 tons trailervægt
Et stort plus er, at Ford nu kan tilbyde udgaver med en trailervægt på 3,5 tons – det er et krav fra mange entreprenører, som vel nok er den største kundegruppe. Bilen må laste cirka et tons.

Fabrikkerne, der tilbyder pick-up bilmodeller vil så gerne slå på bilen som fritids- og allround bil – men så skal der betales fuld afgift på bilen – og til vil sige cirka 700.000 kroner. Bagsæderne kan ellers kun bruges, hvis der er tale om en mandskabsvogn – og så er der slet ingen afgift.

Vil man bruge sin pick-up Van i fritiden kræves der momsbetaling – det vil sige registrering på papegøjeplader. Så i stedet for at betale 298.640 kr. for den testede udgave – så er prisen inklusive moms 359.100 kr.

Sikkerhed koster ekstra
Ford tilbyder nu er ret stor sikkerhedspakke, som dog ikke er gratis – synd, for nødbremsesystemer bør i dag være standard. Det virker fint – men uden advarselslyde, så når man nærmer sig en forankørende, bremses bilen langsomt ned i fart. Med en lyd, som ofte ses i lastbiler, kan man hurtigt trække udenom.

Linjevogter (Lane Keeping Warning) er videreudviklet hos Ford, så rat-bevægelserne ved sving (hvis man ikke blinker samtidig) ligesom låses fast og rattet samtidig vil trække bilen tilbage i sporet. Det er en noget ubehagelig fornemmelse – men man kan indstille systemet i bilens computer til ikke at virke så voldsomt.

Alle sikkerhedssystemer fås i en særlig førerassistentpakke til beskedne 6.050 kr. plus moms – og det bør man tilkøbe. Ud over de to nævnte systemer, kan jeg nævne skiltegenkendelse, førerovervågning (træthed) samt automatisk op og nedblænding af fjernlys og bakspejl.

Billigt ekstraudstyr
For ekstra 3.025 kr. plus moms får man yderligere parkeringssensor – ligesom en off road pakke med spærredifferentiale og beskyttelsesplade under bilens vitale dele også koster 3.025 kr. Et trailertræk koster cirka 5.000 kr., en 240 V udtag 3.330 kr. samt en motor/kabinevarmer koster hele 14.000 kr. plus moms. Alt sammen detaljer som en i hvert fald en entreprenør har behov for.

Så cirka 35.000 kr. plus moms ekstra oven i prisen på en Wildtrack, der koster fra 268.355 kr. plus moms.  OK med så mange udstyrsformer.

Mange af kræfter
Men så har man også en kraftfuld herre med topudstyr, 5-cylindret motor på 200 hk og et moment på 470 Nm mellem 1.750- og 2.500 omdrejninger. Forbruget på 11,4 km/l i snit er pænt i denne genre – og faktisk op til 21 pct. bedre end den forrige Ranger model.

Knap 11 sekunder til 100 km/t er acceptabelt. Topfarten på 175 km/t er mere end rigeligt – og så må man huske at have vægt på bilen, for med bladfjedrene er bagvognen urolig uden læs. Men med en fastmonteret kasse til værktøj og en trailer med en gravemaskine – så er bilen stabil.

Fin i terrænet
I terrænet kan man i udgaver med spær klare de fleste opgaver. Man skifter fra to- til firehjulstræk med hastigheder op til 120 km/t. I 4L range kryber bilen mere end den kører og ned ad bakke træder motorbremsen til – i øvrigt er der også Hill Descend Control (for kontrolleret nedkørsel) og Hill Launch Assist, til hjælp, når det går op ad bakke. Elektronisk spær på bagakslen giver ekstra muligheder.

Under off road testen i Norge var alle systemer sat til – og her klarede den opgaven fornemt – selv om frihøjden ikke er den største i klassen. Med bilens kantede design kan det også være svær at se over hjørnerne – det vil sige, at det svært at undgå rødder, træstubbe, sten mm.

Off road kørslen herhjemme foregik på markveje, og det var efter en længere tørkepause noget ubehagelig. Trods lav fart.

Envejs justerbart rat
Man sidder godt bag rattet (af læder) – men det kan undre, at det kun kan indstilles i én retning: lodret. Sædet var velformet og multijusterbart – og fra udstyret kan nævnes fartbegrænser, speedpilot, midterboks med køl, 2-zone klimaanlæg, 18 tommer aluminiumsfælge, spotlight i styrtbøjlen til at lyse ladet op, plastindsats i ladet, tagbøjler og trinbrætter. Bagklappen var i øvrigt ret tung – her kunne gasdæmpere være en fordel.

Underholdningen er der også sørget for – således er der SYNC 2 med stemmestyring og bl.a. to i-Phone ladestik. Der er en del aflæggeplads – men kun til papir i A4  størrelse i handskerummet. Måske svært for både iPad/Tablet og PC at være der samtidig.

Fakta Ford Ranger Wildtrack:
Motor: 5-cyl. 20V. Euro6
Ydelse: 200 hk v. 3.000 omdr.
Moment: 470 Nm v. 1.750-2.500 omdr.
Acc. 0-100 km/t: 10,6 sek.
Topfart: 175 km/t.
Miljø: Stop/start
Forbrug/snit: 11,4 km/l.
CO2 udslip: 230 g/km.
Grøn afgift halvt år: 5.480 kr.
Ladmål længde x bredde: 1.549 x 1.560 mm.
Bredde mellem hjulkasser: 1.139 mm.
Ladsider/højde: 511 mm.
Læssehøjde tom: 835 mm.
Køreklar vægt: 2.212 kg.
Totalvægt: 3.200 kg.
Trailervægt: 3,5 tons.
Dæk: Continental.
Til/frakørselsvinkel: 28/28 grader.
Rampevinkel/Hældningsvinkel: 25/35 grader.
Vadedybde: 800 mm.
Frihøjde: 230 mm.
Bremser: Vent skiver for/tromler bag. Esc stabilitetskontrol.
Pris testbil: 298.640 kr. plus moms.
Ranger fra: 244.444 kr. (2,2 liter model)

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk