HMF, Højbjerg Maskinfabrik i Aarhus, har netop løftet sløret for en helt ny lastbil-kranserie i 6- til 9 tm (ton meter) klassen.

Fælles for kranerne er særligt gode løfteegenskaber i forhold til deres egenvægt, hvilket giver maksimal nyttelast på lastbilens lad.

Kranerne er optimeret med enkelt ledarm-system og 15 grader ægte overknæk, som i kombination med at inderste arm kan gå op i 90 grader. Det giver maksimal løftekapacitet i hele arbejdsområdet – såvel i højden, på lang rækkevidde som i nærløft tæt på kranens søjle.

Rækker over 11 meter
Selvom kranerne alle har en rækkevidde på over 11 meter, har de kompakte mål. Det gælder således de korte indbygningslængder ned til 66 cm – inklusiv to ekstraventiler ført ud til spidsen af kranarmene – og bredder på henholdsvis 2,1- og 2,2 meter.

De kompakte mål sammenholdt med den lave egenvægt gør, at det er let at montere kranerne på selv mindre køretøjer.

Kranens hydrauliske slanger er ført indvendigt i kransøjlen og er derfor beskyttet mod skadeligt sollys, slid og anden mekanisk påvirkning.

Hårde arbejdsbetingelser
Støttebensslanger på mindre kraner er ofte udsat for hårde arbejdsbetingelser, og derfor føres også slanger til støtteben indvendigt i alle støttebens-bomme.

Kranerne er designet med dobbelt tværbom – to bomme parallelt med hinanden på fundamentet. Det giver en stor støttebensbredde på kranen. Kranerne kan fås med støttebensbredder på 3,4-, 4,4- og 5,2 meter.

Det hydrauliske støtteben er monteret på en manuelt udtrækkelig- eller som option hydraulisk udskydelig støttebensbom. Støttebensbommene med bredderne 4,4- og 5,2 meter kan fås som hydraulisk udskydelige.

Arbejdet lettes
Med hydraulisk udskydelige bomme, som også kan fås radiofjernstyrede, lettes arbejdet ved opstilling af kranen.

Støttebenskonceptet er ifølge HMF nyskabende og rummer muligheden for trinvis udbygning af støttebenets placering og bevægelse fra det enkle til det avancerede.

Kranerne kan forsynes med flere typer ekstraventiler til at opfylde de fleste behov for hydraulisk værktøj som rotator eller grab.

RCL sikkerhedssystem
Kranserien fås med HMF’s kendte RCL 5300 sikkerhedssystem, hvor man kan få en række løsninger til overvågning af sikkerheden.

Generelt for alle HMF sikkerhedssystemer er, at de overvåger alle bevægelser, så operatøren er beskyttet. Køretøjet står stabilt på jorden og kranen arbejder inden for de tilladelige belastninger.
 
Her kan nævnes det aktive stabilitetsovervågningssystem EVS, der overvåger køretøjets stabilitet under krandrift. Samtidig får brugeren øget sit arbejdsområde, når der er stabiliserende last på ladet.

MC- og MCS-varianterne er manuelt betjente, og RC- og RCS-varianterne betjenes via radiofjernstyring.

Modeller og størrelser:

HMF 610K-MC – 5,4 tm
HMF 610K-MCS – 6,0 tm
HMF 610K-RC – 6,0 tm
HMF 710K-RCS – 6,2 tm
HMF 810K-MC – 7,0 tm
HMF 810K-MCS – 7,7 tm
HMF 810K-RC – 7,7 tm
HMF 910K-RCS – 8,0 tm

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk