Kia har i den grad opdateret sit modelprogram, så de fremstår ganske smarte i design – i forhold til tidligere, hvor man næsten kunne kalde dem lidt kedelige.

Men Kia’s tyske designchef Peter Schreyer har forstået at gøre designet attraktivt – og kombinereret med Kias syv års fabriks-garanti, er der kommet mange nye kunder i butikkerne.

Kia mangler en egentlig varebil efter at man droppede Pregio-modellen for år tilbage – så det har betydet, at man har koncentreret sig om ombyggede personbiler.  Carens har man tilbudt i flere år, men aldrig solgt det store antal. Det skal den nye model med den typiske haj-front, som kendes fra Rio og C’eed, ændre på.

Satset på attraktive priser
Kia i Danmark har fra begyndelsen satset benhårdt på attraktive priser – og selv om man ikke længere selv skal hente sin nye Kia hos importøren i Fredericia for at få den lave pris, så er eksempelvis Kia Carens billigere end de fleste MPV-Van’s på det danske marked.

De første MPV, Multi Purpose Vehicle (bil til mange behov), har Chrysler Voyager og Renault Espace tilbage i 1984 – mens Scénic kom med den første mini-MPV i 1996 og Opel Zafira først med mini-MPV med syv sæder i 1999.

Gennem årene var de alle bestsellere som gulpladebiler – indtil en afgiftsændring satte denne del af varebilmarkedet på stand-by i 2007.

Salget i gang igen
Nu er salget ved at komme i gang igen, og med en pris på kun 160.000 kr. for billigste Carens Van (sælges kun som diesel), er der håb om at kunne bide skeer med bestsellerne i klassen – blandt andet biler som Ford C-Max, Opel Zafira, Peugeot 5008, Toyota Sportsvan, Renault  Scénic, VW Touran og Citroën C4 Grand Picasso.

Prismæssigt ligger den nye Kia Carens Van tæt på Renault Scénic – men er noget dyrere end Dacia Lodgy. Til gengæld er Carens væsentlig bedre kvalitetsmæssigt end tidligere – og ligger helt i top, når det gælder Euro NCAP kollisions-test.

Brændstoføkonomisk ligger bilen på 21,3 km/l i snit – og det er måske ikke så imponerende i sig selv. Bilen har endda stop-start system. Men med alle bilens fordele under en hat så klarer Carens sig godt.

Gode køreegenskaber
På vejen har man en godt kørende bil med fuld sikkerhedspakke så som ABS og ESC (ESP), som hjælper én sikkert gennem svingene. Også med halv nyttelast klarer Carens opgaven tilfredsstillende. Hill Start Assist til start på bakker er standard.

Styretøjet er måske ikke det mest lette at arbejde med ved hurtig kurvekørsel – men det tænker man ikke over i det daglige. I øvrigt havde bilen vinterdæk monteret. Alufælge er i øvrigt ekstraudstyr.

Et plus er sportssæderne, der er højdejusterbare og giver god støtte – og så er der både kop- og flaskeholdere. Der er både handskerum og midter-boks mellem sæderne. Multijusterbart læderrat giver ekstra god komfort. Nævnes skal også klimaanlæg, fartpilot, USB, iPhone, Bluetooth og AUX-funktion, regnsensor, varme i forsæder og tagræling.

Touch-screen for 10.000 kr.
For cirka 10.000 kr. mere kan man få touch-screen til de fleste funktioner plus bakkamera og parkerings-sensorer.

1,7-liters motoren er måske ikke klassen mest lydløse, men det er faktisk kun under acceleration, at man hører til dieselmotorens snerren. Den trækker i øvrigt fra 60 km/t i femte gear og fra 70 km/t i sjette gear – begge fra 1.250 omdrejninger. Gearskiftet er dog meget letgående.

Varerummet måler 1.600 x 1.010 x 780 mm – og læssehøjden er 660 mm. Et plus er, at der ikke er en indvendig læssehøjde – så der er helt plant. Under gulvet ligger et rullegardin til at trække ud over den bageste af varerummet. Et stort plus er trailervægten på 1.500 kg.

Fakta Kia Carens 1,7 Style Van:

Motor: 4 cyl. turbodiesel.
Type: Variabel geometri/turbo.
Miljø: Euro 5. Energiklasse A.

Slagvolumen 1,7 liter
Ydelse: 115 hk v. 4.000 omdr.
Moment: 260 Nm v. 1.250-2.750 omdr.
Acc. 0-100 km/t: 13 sek.
Topfart: 181 km/t.
Sikkerhed: Esc (ESP), ABS, TSC, BA.
Brændstofforbrug-snit: 21,3 km/l.
CO2: 124 g/km.
Årlig grøn ejerafgift: 3.560 kr.
Affjedring: Uafhængig for og bag.
Dæk: Conti Winter Contact 205/55 R 16.
Varerum: 1.600 x 1.010 x 780 mm.
Læssehøjde: 660 mm.
Pris eksl. moms: 159.999 kr.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk