Der er langt mellem private virksomheder som købere af gasdrevne lastbiler og varebiler – selv om gas er renere. For med lave priser på benzin og diesel, er der ingen økonomiske fordele ved at vælge gasbiler.

Mens der kører over en million gasdrevne køretøjer i Europa, bliver det ikke til noget herhjemme – fordi gas er for dyrt. Især når der er rabat på benzin og diesel. Gas ligger på priser mellem 10,50- og 11 kroner pr. kubikmeter – minimum en krone dyrere.

Det handler bl.a. om afgifter. I bl.a. Sverige er afgiften på gas langt mindre – så det betyder mange kunder og flere tankstationer. Herhjemme er nummer 11 fornylig åbnet i Københavns lufthavn – og senere skulle en længe ventet tankstation i Glostrup komme med.

Katastrofe, siger Fiat
Fra 1. januar 2014 til 20. oktober 2015 er der solgt 43 varebiler og 36 lastbiler på gas – heraf kun henholdsvis 13 varebiler og 20 lastbiler på gas i fjor. De koster cirka 10 pct. mere end dieselbiler.

Hos Fiat Danmark kalder informationschef Steffen Holm det for en katastrofe, at man politisk ikke giver gasbilerne en større chance – netop fordi gas er renere end diesel. Hovedparten af deres solgte gaskøretøjer er gået til offentlige myndigheder – det gælder også for Mercedes-Benz.

”Vi tilbyder tre modeller på gas – senest den nye Ducato Euro 6 – og leveringsproceduren er den samme som for andre af vores biler,” siger Steffen Holm.

Alt for lidt
Hos Mercedes-Benz Danmark er der solgt 13 gasbiler i fjor – og det indrømmer varebilschef Jens Lyngholm er for lidt.

Hos Brancheforeningen for Biogas siger sekretariatschef Brono Sander Nielsen, at der afgiftsmæssigt rigtigt nok endnu ikke er en afklaring. Men at infrastrukturen langsomt forbedres med nye tankstationer i hele landet.

”En vognmand, der kører 100.000 km, vil p.t. ikke kunne forsvare den merudgift, der er forbundet med et naturgasdrevet køretøj,” siger Sander Nielsen.

Kortere rækkevidde
Problemer med gasbiler er ud over den dyrere indkøbspris og det dyrere brændstof også en kortere rækkevidde.

Men kørekomforten i naturgas-biler er bedre – på grund af begrænset støj i forhold til dieselbiler.
Men i gasudgaven af Mercedes-Benz Sprinter med betegnelsen 1,6 NGT (naturgas) er også mere lydløs end når man kører den med benzin.

Når gasser slipper op, skiftes der automatisk til kørsel på benzin. Sprinter 316 NGT kan med fyldt tank ifølge fabrikken køre 330 km på gas og 870 km på benzin (med 100 liter benzintank).

Længere end fabrikken siger
Vi har testet bilen sammen med tømrermester Claus Ettrup i Dragør – og kørte i alt 815 kilometer i Danmark og i Sverige. Heraf cirka halvdelen af turen på gas. Vi kørte en teststrækning med gas og nåede 340 km – 10 km mere end fabrikker opgiver.

En Sprinter, som vi prøvede, er en af landets mest rene, da den opfylder miljø-kravene til Euro 6. Problemet er dog, at den koster 266.245 kroner plus moms, hvor en dieseludgave med samme moment (313 CDI) er 10 pct. billigere i indkøb. Merpris især på grund af gastankene og monteringen af dem.

En dieselbil kører dog længere på literen. Mercedes-Benz oplyser selv forbruget i 316 NGT gasudgaven til, hvad der svarer til 7,4 km/l, hvor Sprinter 313 CDI kører 11,8 km/l.

Sammenholdt med diesel
Gasbilers forbrug opgives i km/kg. Energiindholdet i 1 kg naturgas modsvarer 1,5 liter benzin og 1,3 liter diesel. Koster 1 kg. gas f.eks. 15 kroner, modsvarer det en benzinpris på 10 kroner pr. liter og en dieselpris på 11,54 kroner pr. liter – ifølge Gasbiler.info.

Importøren sammenligner med dieselmodellen 313 CDI, som har 129 hk og 305 Nm ved 1.200-2400 omdrejninger, hvor testbilen yder 156 hk og 240 Nm mellem 3.- og 4.000 omdrejninger. Dieseludgaven udleder 209 gram CO2 pr. km (197 gram med Blue Efficience udgave) – NGT modellen fra 226 gram. Kører man ren biogas er der 0 gram udledning.

Selve testen med hensyn til kørsel med læs foregik uproblematisk. Den laster 994 kg. og har en trailervægt på to tons. Halvdelen af testen foregik med omkring halv last, den anden halve med tom bil.

Kvil med både benzin og gas
Bilen er ganske kvik med både gas- og benzindrift. I femte gear var der trækkraft fra 1.500 omdrejninger – svarende til 45 km/t. I sjette gear også fra 1.500 omdrejninger – svarende til 55 km/t. På bakker føles aftrækker dog lidt mere trægt.

Faktisk mærker man ingen forskel i at køre gas eller benzin – bortset fra det lavere støjniveau, som vi fornemmede ved kørsel med gas. Gasflaskerne ligger under bilens varerumsgulv og tager derfor ikke plads op i varerummet.

Vi havde dog problemer med at tanke gas på en svensk tankstation i Laholm ved Båstad – selv om vi fik hjælp af en lokal gas-bilist, som ikke havde problemer med at tanke sig personbil.

Mere komfort
I den nyeste Sprinter er der blevet gjort mere ud af komfort og indretning af kabine.

Instrumenteringen er som i alle Sprinter – bortset fra at konturerne af en gasflaske fortæller, hvor meget gas, der er tilbage.

Man sidder mere lodret i det trinløst indstillelige førersæde – mens de to passagerer på højre sæde sidder mere lodret. Man kunne ønske lidt bedre lændestøtte i førersædet.

God aflæggeplads
Der er god aflæggeplads både over forruden, på instrumentbrættet, i det aflåselige handskerum samt under passagersædet. Varerummet har 10 fastgørelseskroge samt trinbræt ved sidedøren. I midterste ryglæn kan midter-sektionen vippes frem. Bagsiden gemmer en skriveplade med kopholdere.

Bilen har esc stabilitetskontrol plus sidevindsassistent, der elimineret de negative sider ved sidevind: at bilen slår et slag ved f.eks. brofæster.

Faktaboks Mercedes-Benz 316 NGT:
Type: Blue Efficiency Euro 6.
Slagvolumen: 1,6 liter.
Motor: 156 hk v. 5.000 omdr.
Moment: 240 Nm v. 3.000-4.000 omdr.
Topfart: 159 km/t.
Træk: Baghjulstræk.
Dæk: Continental Vanco Eco 235/65 R16c
Drivmidler: gas og benzin m. automatisk skift.
Tanke/testbil: Gas 124 liter. Benzin 100 liter.
CO2: Fra 235 g/km (23 pct. under benzin/diesel)
Totalvægt: 3.500 kg.
Lasteevne: 994 kg.
Trailervægt: 2.000 kg.
Læssehøjde: 62 cm.
Affjedring: Uafhængig for/stiv bagaksel.
Gear: 6.
Trækkraft: I femte gear: fra 1.500 omdrejn. (45 km/t.) I sjette gear: 1.500 omdrejn.(55 km/t.)
Energiindhold:1 kg CNG svarer til 1,3 liter/1,5 l benzin.
Pris: ca. 264.000 kroner plus moms

Leave A Reply