NV 200 blev kåret til Van of the Year i Europa (Årets varebil i Europa) for året 2010, men det er for alvor i 2012, at den er slået igennem herhjemme.
Men kan måske sige, at en 34. plads på varebil-listen i fjor ikke lyder af meget – men med 174 solgte biler, er det trods alt 99 flere end i 2011.
Det er bestemt en bil, man skal prøve – og helst i tæt trafik og gerne på besøg i en snæver gård. For den er meget smidig med en vendediameter på kun 5,3 meter. Længden er da også kun 4,4 meter.

Med til billedet af bilen er den ganske høje siddestilling på 37 cm over gulvet, der giver et fint udsyn – og så indstignings-højden på 38 cm.

Man går nærmest lige ind i bilen. Så det opleves som god komfort, og at man samtidig kan strække begge ben, gør mange timer bag rattet dagligdagen mere behagelig.

Varme i begge sæder
Rattet kan dog kun indstilles lodret. Til gengæld er bl.a. speedpilot, telefonbetjening og højtaler-styrke placeret i rattet. Jeg må også rose den to-trins varme i begge forsæder.

Bilen har handskerum (uden lås), skuffe under førersædet – og en midterboks. På plussiden er også to kopholdere.

Udstyrs-mæssigt kan også nævnes el-drevne sidespejle, en omdrejningstæller (om end svær at aflæse), aircondition samt tågelys for og bag. 

Fjerde gear til bykørsel
Mange vil måske opleve bilen som noget støjende ved især høj marchfart og acceleration – men i bykørsel generer det ikke så meget.

Eneste anke er måske, at bilener lidt højgearet, så maskinen først trækker rent fra 60 km/t i femte gear (og fra 70 km/t i sjette gear) fra 1,400 omdrejninger.

Det betyder, at man er henvist til fjerde gear i bykørsel med lidt højere støj til følge. Gearet føles også lidt kantet at arbejde med.

Plads til to Euro-paller
Varerummet på 4,2 kubikmeter er beklædt – og lige så kompakt som resten af bilen.

Men to skydedøre, to-delte bagdøre og en læssehøjde på 52 cm. er den let at arbejde med. Trods størrelsen er der plads til to Euro-paller – og med otte fastgørelses-kroge kan man sikre sig godset bliver fastspændt ordentligt.

Bilen kører udmærket både med og uden læs – især i den testede 110 hk udgave, hvor jeg tidligere har prøvet den svagere 89 hk udgave.

Trailer på 1.100 kg.
Den må også trække en trailer på 1.100 kg. Bilen har et sikkert vejgreb.

Sikkerhedsmæssigt er der esc stabilitetssystem på Comfort Plus modellen – det koster knap 13.000 kroner mere end Comfort modellen.

Men oven i købet får man så regnsensor, side-airbags og fartpilot med i købet, så det bør man ofre.

Fakta: Nissan NV 200 Comfort Plus:

Motor: 4 cyl. 8V/Euro 5
Miljø: Diesel-partikelfilter.
CO2: 139 g/km.
Ydelse: 110 hk v. 4.000 omdr.
Moment: 240 Nm v. 1.750 omdr.
Forbrug g/s: 18,9 km/l (miljøklasse B)
Gear: 6.
Vendediameter: 5,3 m.
Dæk: Good-Year vinterdæk 175/70 R 14.
Affjedring: Uafhængig for/stiv bagaksel.
Bremser: skiver for/tromler bag – ABS/esc.
Trailervægt m. bremser: 1.100 kg.
Totalvægt/nyttelast: 2.000/677 kg.
Varerum (lxbxh): 2.040 x 1.500 x 1.358 mm.
Mellem hjulkasser: 1.220 mm.
Læssehøjde: 524 mm.
Skydedøre (bxh): 693 x 1.171 mm.
Bagdøre (bxh): 1.262 x 1.228 mm.
Garanti fabrik: 3 år/100.000 km.
Rustgaranti: 12 år.
Pris: 160.145 kr. plus moms

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk