77 nye Fiat Doblò Cargo fik nummerplader på i årets første tre måneder – mod 50 i samme periode i 2014. Det er et godt bevis på, at kunderne er faldet for de mange forbedringer, som bilen har gennemgået.
Mere optimisme i erhvervslivet spiller naturligvis også ind, og konkurrencen i også denne mindre klasse af varebiler er hård – og bilforhandlerne byder på mange nye modeller i samme klasse – og endnu flere er på vej.
Det har så fået Fiat til at holde Doblò i samme prisniveau som den forrige udgave – og visse modeller sælges endda billigere.
Test med lidt luksus
Vi har testet den nye model i den lange L2 udgave, som med 90 hestes 1,3 liter MJT version kan købes fra 135.495 kroner plus moms.
Testbilen til ekstra cirka 13.000 kroner var med bl.a. fem tommer touchscreen, DAB radio og Bluetoth samt komfortpakke med læderrat, aircondition og fartpilot. Endelig havde bilen dobbelt passagersæde med nedklappeligt midtersæde og fleksibel skillevæg til varerummet.
Det dobbelt passagersæde er dog ikke et sæde, som med to voksne byder på ret meget komfort. Det er svært for selv to letvægtere at finde sig tilrettet på én gang. Især at tage s-sele på kræver samarbejde. Men det samme problem har flere andre små varebiler med tre sæder. Fremhæves skal dog aflæggepladsen – bl.a. med lås på handskerummet.
God førerplads
Bag rattet sidder man dog fint i de nye sæder med trinløs sædeindstilling og justerbar lændestøtte – kun genskin i instrumenterne irriterer. De er svære at aflæse. Et plus er dog det meget letgående gearskift. Rattet kan dog kun justeres i længderetningen.
I skal også fremhæve sikkerheden. Bilen har både fører- og passager-airbag samt sideairbags – og det ses ikke så tit som standardudstyr i klassen. Der er blokeringsfrie bremser og esc – elektronisk stabilitetssystem.
Bilen er ganske smidig – og trækker i øverste femte gear fra 50 km/t – eller ved 1.250 omdrejninger. Fint at man ikke behøver at geare ned i byerne. Det giver plus på brændstof-regnskabet. 20,4 km/l siger gennemsnits-forbrugstallet. Start/stop system er standard.
Euro 6 fra næste sommer
Helt lydefri er bilen dog ikke – især under acceleration hører man maskinen. Vi har tidligere prøvet den større dieseludgaver på 1,6 liter – den er både mere smidig og kvikkere. Alle motorer er Euro 5 standard. Euro 6 motorer dukker op næste sommer – nogle måneder før de bliver lovkrav.
Den nye bilmodel kendes udvendigt på en helt ny front med mere skarpe linjer og lakeret kofanger. Instrumenteringen er også ny – men bl.a. varerummet er uændret. Bagdørene åbner i øvrigt 180 grader.
Fine køreegenskaber
Den uafhængige affjedring med Bi-Link system bag er bevaret – og giver fine køreegenskaber.
Den danske model får fast skillevæg – men den kan fås med gittervæg og mulighed for en lem i adskillelsen, som sammen med at højre forsæde kan vippes frem betyder, at man kan transportere ekstra lange genstande.
Midterpladsens ryglæn kan også fældes frem – og bagsiden er så udformet som bord med dokumentholder.
Teknik Fiat Doblò 1,3 JTD Multijet:
Motor: 4 cyl. Turbodiesel.
System: Common Rail. 16V
Slagvolumen: 1.248 ccm.
Miljø: Euro 5+, partikelfilter, start/stop.
Ydelse: 90 hk v. 3.600 omdr.
Moment: 200 Nm v. 1.500 omdr.
Gear: 5.
Trækkraft i 5’te: Fra 50 km/t (1.250 omdr.)
Styretøj: Tandstang.
Affjedring: Uafhængig for og bag (Bi-Link).
Økonomi: 20,4 km/l.
Topfart: 158 km/t.
CO2 udslip: 129 g/km.
Grøn ejerafgift halvårlig: 2.230 kr.
Bagdørsmål: 1.231 x 1.250 mm.
Sidedørsmål: 700 x 1.175 mm.
Varerum lxbxh: 2.170 x 1.714 x 1.305 mm
Mellem hjulkasser: 1.230 mm.
Læssehøjde: 545 mm.
Varerum: 4,2 kubikmeter.
Totalvægt/nyttelast: 2.505/931 kg.
Trailervægt:1.000 kg.
Dæk: Good-Year Cargo 195/R16c.
Pris Doblò 1,3 MJT L2H1 90 hk: Fra 135.495 kr. plus moms.
Testbil: 148.195 kr. plus moms