Små varebiler er måske ikke bestsellere herhjemme med deres 50 pct. beskatning, men når en importør ligefrem præsenterer en tilbudsmodel, hvor der er skåret næsten 30.000 kroner af listeprisen, så er det altså et godt tilbud.
Fiorino solgtes i de tre første måneder af i år i 43 eksemplarer – men det burde det gode tilbud lave om på. Fiat bruger deres nyeste 95 hk udgave i den kraftigst motoriserede udgave – men det er fortsat Fiats kendte 1,3 liters Multijet motor efter Euro 5 miljø-normen (Euro 6 kommer i 2015 – inden loven om Euro 6 miljønormen træder i kraft i 2016).
Normalt skal der lægges nogle tusindlapper ekstra for højre skydedøre og fartpilot – men det er med i Fiorino med tilnavnet ”Professional”, som også er navnet på Fiats varebilsafdeling.
Årets varebil i 2009
Fiorino vandt den internationale Van of the Year pris for året 2009 – og samme år prisen Årets Varebil herhjemme. Den første pris delte den med Peugeot Bipper og Citroën Nemo – herhjemme tog den prisen alene for bedre sikkerhedsudstyr (stabilitetsprogrammet esc/ESP).
Lavere støj med skillevæg
Men til at give Fiorino de ekstra point var også en fast og isoleret skillevæg mellem kabine og varerum, som har sikret lidt lavere støjniveau, selv om dieselmotoren ikke er helt lydefri ved acceleration.
VOTY.dk kørte den med og uden læs, og den klarer opgaverne godt. Der er god overskudskraft i den nyeste motor til minibilen med 95 hk. Den trækker desuden fra omkring 50 km/t i femte gear, der er øverste gear.
Trods de flere kræfter kører den 23,3 km/l, som giver et CO2 udslip pr. kilometer på 113 gram – og det koster i halvårlig grøn afgift på 1.400 kroner. Det opnås bl.a. med stop/start system – og på længere ture kan man optimere forbruget ved bilens fartpilot.
Plads til en Euro-palle
Fiorino har et varerum på 1.520 millimeters længde og en bredde ved hjulkasserne på 1.070 mm – så der er plads til en Europalle. Med bagdøre, der åbner 90 grader, kan man sågar laste den med gaffeltruck. Varerummet har også seks fastgørelseskroge, så godset kan blive forsvarligt fastspændt.
Testbilen havde ikke ruder i bagdørene, så man kunne opbevare værdigenstande i varerummet. Der er nemlig ingen handskerumsklap standard.
Testbilen havde dog et ubehandlet varerum – men det koster kun 500 kroner med en PVC beklædning. Ellers er der mange løsninger med beklædning af varerummet – evt. i forbindelse med reoler. Bilen rummer 2,5 kubikmeter og læssehøjden er kun 530 mm. Nyttelasten er 610 kg. Fint for så kompakt en varebil. Der kan tillige spændes en 1-tons trailer efter bilen.
God til bytrafik
Fiorino er jo en god bil, der passer godt i tæt bebygget område: der er altid er p-plads, den kan være på, og så er det kvik nok til at følge med de fleste biler. Momentet på 200 Nm er da også maksimalt ved 1.500 omdrejninger. 12,2 sekunder er den om at nå 100 km/t (tre sekunder hurtigere end i den 75 hk udgave) – og topfarten er 171 km/t (i stedet for 155 km/t) – så ved man det, hvis man forvilder sig til Tyskland.
Bag rattet har man det udmærket i Fiorino. Førerpladsen er velindrettet – og udsynet fint gennem de store spejle. Alle betjeningsgreb og knapper er også lette at arbejde med. Der er ikke tale om sportssæder, men de er ok i en bil til bykørsel. Et plus er kopholderen og flaskeholdere i dørene.
På vejen har man som sagt en hurtig lille budbringer med ganske sporty køreegenskaber på dens Conti-dæk. Der er dog kun plastrat at holde om.
Fakta Fiat Fiorino 95 hk:
Motor: 4 cyl. Turbodiesel. Partikelfilter.
Slagvolumen: 1,3 liter. Common Rail.
Ydelse: 95 hk v. 4.000 omdr.
Moment: 200 Nm v. 1.500 omdr.
Træk: Forhjulstræk.
Gear: 5.
Acc. i 5’te gear: Fra 1.250 omdr. (Ca. 52 km/t).
Topfart: 171 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 12,2 sek.
Brændstoføkonomi: 23,2 km/l i snit.
CO2 udslip: 113 gram/km. (A+)
Halvårlig grøn ejerafgift: 1.400 kr.
Bremser: Skiver for/tromler bag. ABS, esc (ESP).
Affjedring: Uafhængig for/stiv bagaksel.
Krængningsstabilisatorer: bag.
Vendediameter: 9,95 meter.
Serviceinterval: 35.000 km/2 år.
Garantier: fabrik/rust/lak: 2 år/8 år/2 år.
Totalvægt: 1.700 kg.
Nyttelast: 610 kg.
Trailervægt m. bremser : Max. 1.000 kg.
Varerum-volumen: 2,5 kubikmeter.
Varerum-mål: 1.523 x 1.473 x 1.205 mm.
Mellem hjulkasser: 1.046 mm.
Læssehøjde: 527 mm.
Bagdøre-mål: max. 1.140 x 1.060 mm.
Sidedør-mål: max. 644 x 1.041 mm.
Pris: Fra 98.999 kr. plus moms.