Koreanske Kia har med sin syv års fabriksgaranti fået godt fat i den danske befolkning – især med modeller som Rio og C’eed. I øvrigt både på hvide- og gule nummerplader.

Tidligere – før afgiftsomlægningen i 2007 – solgte Kia mange store SUV modeller som Van’s, men salget stoppede brat med ændrede afgifter. Nu begynder interessen for gulpladeudgaver igen at være stigende – og et godt bud er den nye Sportage, som vi har prøvet i Van udgave.

Sportage er måske mere end Crossover bilmodel end en SUV – men Crossover salget i både Danmark og resten af Europa går jo kun én vej: opad.

Vælg automatgear
Testbilen var et 177 hentes GDI benzinudgave med turbo og manuelt gearskift. Udstyrsniveauet var GT-Line – og efter et par dage i bilen havde jeg personligt valgt modellen med 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse. Den manuelle gearkasse er kantet og det er svært at vænne sig til koblingspunktet – så bilen går ofte i stå f.eks. ved igangsætning.

Som gulplademodel til entreprenører især ville jeg også til enhver tid vælge modellen med firehjulstræk, som også kører mere stabilt – ikke mindst med trailer, hvor den i øvrigt må trække 1.900 kg. De fleste erhvervsfolk ville nok også pege på dieseludgaverne – hvor der dog ikke fås dobbeltkoblingsgearkasse, men traditionelt automatgear. Vælger med 2,0 diesel er trailervægten i øvrigt 2.200 kg.

Smidig med 177 hk
Men 177 hk maskinen er dog virkelig smidig – og trækker fra 1.100 omdrejninger. Det betyder i femte gear fra 45 km/t og sjette gear fra 55 km/t. Den er måske ikke så sporty, som navnet antyder. 9,2 sekunder til 100 km/t er ikke imponerende. Topfarten er opgivet til 205 km/t, og det er jo rigeligt.

Bilen har et udmærket vejgreb, men affjedringen er hård, og det skyldes bl.a.19 tommer fælgene. Man sidder godt bag rattet i de skålformede sæder – og det er let at komme til indstillingen af ryglænet (med rulle). Udsynet skråt bagud er dog knap så godt – det stjøler nakkestøtte og adskillelsen bag passagersædet.

Stort varerum
Ellers er der god aflæggeplads i kabinen – og bilen har et stort varerum på cirka 1.400 liter. Der er endda ingen negativ læssekant.

Bilens look er dog sporty nok – bl.a. med dens 19 tommer alufælge, som betyder, at de bedste køreegenskaber sker på gode asfaltveje. Ellers slår vejhuller tydeligt igennem. GT Line har også en front med fire LED tågelygter, der har tilnavnet ice-cubes. Jeg skal ikke kommentere, om det er frækt – men det er i hvert fald specielt.

Nødbremsesystem er ekstra
Udstyrslisten er lang – med nøglefri start, læderindtræk, læderrat med varme, sædevarme, midterboks med armlæn, 7-tommer navigation med touchscreen, 2-zone klimaanlæg, bakkamera, Bluetooth, fartpilot og fartbegrænser, regnsensor, multijusterbart førersæde, tagræling samt LED for og bag.

Sikkerhedsmæssigt har bilen esc stabilitetskontrol, brake assist, trailer-stabilitet, linjevogter, seks airbags, dæktryksmåler, automatisk op- og nedblænding, hill descend og hill assist og advarsel med katastrofeblink ved hård opbremsning.

Desværre er nødbremssystem ikke standard – selv om merprisen på Van-modellen kun er 8.000 kr, plus moms. Bi-xenon forlygter og kurvelys koster ekstra også 8.000 kr. plus moms. Det er udstyr, som jeg klart vil foretrække frem for 19 tommer alufælge og læderindtræk. For alufælge og læderstue redder ikke liv.

Testbilen koster 240.000 kroner plus moms. Med firehjulstræk og dobbeltkoblings-gearkasse (Kias egen) er merprisen kun 30.000 kroner. Vil man have en 185 hestes dieseludgave i samme udstyrs-trim med automatgear og firehjulstræk skal der betales 305.000 kroner plus moms.

Faktaboks Kia Sportage GT Line 177 hk:
Motor: 4 cyl. GDI turbo-benzin.
Slagvolumen: 1.591 ccm.
Ydelse: 177 hk v. 5.500 omdrejn.
Moment: 265 Nm v. 1.500-4.500 omdrejn.
Træk: Forhjulstræk.
Gear: 6 trins manuel.
Acc. 0-100 km/t: 9,2 sek.
Bundtræk: fra 1.100 omdrejn. (45/55 km/t i 5’te/6’te)
Topfart: 205 km/t.
Affjedring: McPherson for/Multi Link bag.
Forbrugssnit: 13,7 km/l.
CO2 udslip: 169 g/km.
Grøn ejerafgift: 3.540 kr./år.
Energiklasse: D.
Køreklar vægt: 1.678 kg.
Totalvægt: 2.120 kg.
Nyttelast: 442 kg.
Egenvægt: 1.394 kg.
Varerum: Cirka 1.400 liter.
Trailervægt m. bremser: 1.900 kg.
Dæk: Continental Sport Contact 245/45 R19.
Garanti: 7 år eller 150.000 km.(fri km første 3 år)
Lak- og rustgaranti: 5/12 år.
Serviceinterval testbil: 2 år (olie- og oliefilterskift: 1 år/15.000 km)
Pris testbil: 240.000 kr. plus moms.
Sportage Van fra: 180.000 kr.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk