Bil- og varebilsproduktion handler mere og mere om samarbejde mellem bilfabrikker. Det er vigtigt for at totaløkonomien kan hænge sammen.
Toyota var nærmest en menneskealder Danmarks meste solgte varebil – men det for Toyota lille europæiske varebilsmarked sammenholdt med forventede udviklingsomkostninger til nye Euro 6 motorer fik Toyota til at indgå et strategisk partnerskab med PSA, Peugeot-Citroën.
I forvejen var PSA og Fiat blevet enige om ikke at forsætte samarbejdet med mellemklasse varebilen Scudo – så der var plads på båndet.
Proace sælger bedst
Den første Proace var herhjemme den bedst sælgende af de tre mærker – og den tradition satser Toyota Danmark på at fortsætter. Bilen har stadig tre års fabriksgaranti – noget, der ikke er standard hos de to franske mærker.
Man har lagt ud med en leasingpris på 35.000 kr. til at begynde med – og en ydelse pr. måned på 1.995 kroner for den prøvede 120 hk model. Det gælder for fire års aftale med 15.000 km. om året – inklusive dæk – og forsikring uanset kundens historik, alder og bopæl.
Toyota Forsikring står for aftalen – men man samarbejder med Codan Forsikring. Priserne, længden på aftaler og lignende kan strikker sammen, så det passer til kundens kørsel.
Mest erhvervsleasing
80 pct. af bilerne skal sælges gennem erhvervsleasing – og man kan endda sætte for 25.000 kroner ekstraudstyr på bilen uden at det går ud over kontrakten. Med i aftalen er også service-og reparationsaftale. Selvrisikoen er på 15.000 kroner.
Vi har prøvet den mellemste L1 model. En kort udgave kaldet Compact er lige landet – og den lange L2 dukker op i slutningen af året.
Vores test her er foregået i samarbejde med tømrermester Claus Ettrup i Dragør, der som egen mesterbil netop har første udgave af Proace – så han kunne hurtigt pege for for- og bagdele.
Lavere støjniveau
Bilen var selvfølgelig blevet teknisk forbedret og lidt større – ligesom især støjniveauet var lavere.
Der er blevet længere op til førersædet i den nye bil. Han følte også at instrumentsektionen var vel voldsom at sidde bag, men at det var en tilvænningssag. Førersædet bød på bedre støtte – men han fandt hældningen af sæderyggen vel stejl. Plus er sædevarmen.
Bag rattet mener han, at sidespejlene er blevet dårligere – før var de todelte, så der var et særligt nederste spejl til fange cyklister. Nu er der et meget mindre spejl på bilen.
Højere udstyrsniveau
Udstyret er ellers forbedret i forhold til forgængeren – bl.a. er der air condition, lem mellem varerum og kabine, så man kan forøge transport af lange genstande med 0,5 meter og giver en samlet varerums-længde på over fire meter.
Dertil kommer en drejbar skriveplade på bagsiden af midter-armlænet. Roses skal tillige bilens fartpilot og det letgående gearskift.
Man mangler dog handskerumslås, men rummet er stort. Der er også god aflæggeplads over forruden.
Bedre samlekvalitet
Samlekvaliteten er mærkbart forbedret. Det hører man, bare man lukker dørene. Økonomien er forbedret – bl.a. gennem start/stop funktion.
Bilens sjette gear er nærmest et overgear, da der ikke er trækkraft før ved 1.350 omdrejninger eller 70 km/t. I fjerde og femte er der trækkraft fra samme omdrejningstal fra henholdsvis 45- og 55 km/t
Testbilen var i T2 trim – og så kan man tilkøbe sikkerhedssystemet Safety Sense med bl.a. nødbremsesystem. Det var dog ikke at finde i testbilen.
Køl i handskerummet
Der er i T2 dog to 12 volts stik, højdejusterbart førersæde, aircondition, el-sidespejle med varme, handskerum med lys og kølefunktion, højdejusterbart førersæde og radio med Bluetoooth.
Desuden havde bilen trailer-assist system, Hill Assist (bakkehjælp), fartpilot med fartbegrænser og esc stabilitetssystem.
Men motorerne er virkelig lydløse – og der er masser af trækkraft til rådighed. Bag rattet er der god plads til benene.
For varerummets vedkommende rummer det 5,3 kubikmeter– det vil sige med plads til tre europaller. Bilen havde fået monteret en plade i bunden på ni mm. – plus beklædning af varerumssider til samlet 10.998 kr. plus moms.
Bilen har sammen med sine franske søstre opnået fem stjerner i den uvildige EuroNCAP crashtest.
Faktaboks Toyota Proace L1 120 hk:
Motor: 4 cyl. Turbodiesel.
Slagvolumen: 1.997 ccm
Ydelse: 122 hk.
Moment: 340 Nm v. 2.000 omdr.
Topfart: 165 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 13,3 sek.
Gennemsnitsforbrug: 18,9 km/l.
CO2 udledning pr. km: 139 gram.
Varerum: 5,3 kubikmeter.
Læssehøjde: 613 mm.
Varerum: 2.512 x 1.397 x 1.628 mm.
Bredde ved hjulkasser: 1.258 mm.
Åbning ved bagdøre: 1.282 x 1.220 mm.
Åbning sidedør: 935 x 1.241 mm.
Trailervægt: 2.500 kg.
Lasteevne: 1.417 kg.
Garanti fabrik: 3 år.
Pris testbil ekskl. moms: 195.073 kr.
Proace priser fra 149.433 kr. ekskl. moms.