Foråret er over os, og så er det ved at være tid til at skifte fra vinter- til sommerdæk. Men inden bør man kontrollere, hvor slidte sommerdækkene er på bilen og varebilen.
Det handler om, hvor mange millimeter mønsterdybde – også kaldet profildybde – der er tilbage. Loven siger 1,6 millimeter, men det er klogest at skifte dæk ved tre millimeter. Det anbefaler bl.a. FDM – så man undgår akvaplaning. Desuden skal man huske at have samme dæktype på hele vejen rundt – og huske at kontrollere lufttrykket.
Værst på våd vej
Dermed er FDM på linje ned Dækimportørforeningen.
”Langt de fleste bilister skifter til sommerdæk nu,” siger formanden for Dækimportørforeningen Kenneth Saust.
Han har et endda tip til alle de bilister, der er ved at gøre sig klar til dækskift.
”Uafhængige dæktest viser, at når et dæk slides ned under tre millimeter profildybde, har det markant ringere bremseegenskaber på våd vej end nye dæk, og det slidte dæk akvaplaner desuden ved langt lavere hastighed. Der er for eksempel enorm forskel på, om et dæk akvaplaner ved 80 km/t eller allerede ved hastigheder under 70 km/t. Det kan blive simpelt hen være kritisk i kraftigt regnvejr,” siger Kenneth Saust.
Løbe tør for mønster
Han anbefaler derfor bilisterne, at man i god tid kontrollerer sine sommerdæk – og eventuelt ringer til sin dækforhandler, hvis man får sine sommerdæk opbevaret, så de er i orden, inden man skal have dem monteret.
”Er der mindre end tre millimeter profildybde tilbage, kan man risikere at løbe tør for dækmønster i løbet af et par måneder, for eksempel på en længere sommerferietur. Ved at skifte straks, sparer man et nyt dækskifte henover sommeren – og opnår desuden en mere sikker kørsel på våd vej,” siger dækimportørernes formand.
Køb de kendte mærker
Kenneth Saust advarer desuden bilisterne mod de meget billige dæk af ukendte eller mindre kendte dækfabrikater. Han anbefaler i stedet dæk af kendte mærker, der med sikkerhed er produceret til forholdene på europæiske veje.
”Bilisterne bør være på vagt over for de meget billige tilbud, man kan møde på sommerdæk. Kvalitet har en pris,” siger Saust.
Fortsætter på vinterdæk
Dækimportørforeningens formand kan oplyse, at mellem 15- og 20 procent af bilisterne fortsætter med at køre videre på vinterdæk ind i sommeren.
”Det er en rigtig dårlig ide. Når det er varmt i vejret, bremser vinterdæk dårligere end sommerdæk, og det gælder på både tør og våd vej. Derfor bør man skifte til sommerdæk nu, med mindre man har nogle helt specielle behov for fremkommelighed, for eksempel på opkørte markveje og lignende,” siger Kenneth Saust.