MAN’s særlige to års garanti på reservedele omfatter ikke kun lastbiler og busser, men også den nye MAN TGE varebil.

Det er helt unikt i varebilsbranchen at have to års garanti på reservedele, men det har MAN’s nye TGE varebil.

”Det har naturligvis en vigtig parameter i hele lanceringen af vores nye varebil, MAN TGE, at den fra start har haft to års garanti på reservedelene, og dermed adskiller sig væsentligt i forhold til stort set alle konkurrenter på markedet. Det er med til at give vores nye varebil et kvalitetsstempel, som er helt i tråd med den totaloplevelse, som vores kunder skal have, når de prøver en af vores varebiler,” siger MAN’s varebilschef Nicolai Sperling.

Ingen bekymring

Det er ét år siden, at MAN som den første danske lastbil- og busleverandør indførte en to-årig garanti på MAN-originaldele og MAN-ombytningsdele – og som nævnt nu også tæller varebiler.

Her ét år senere er de første reservedele ved at gå ind i det andet år med garanti. Det er dog ikke noget, der bekymrer MAN’s reservedelschef Bjarne Rasmussen.

”Vores kvalitet på MAN’s last- og varebiler samt busser, herunder også de reservedele som benyttes, er så høj, at vi ikke regner med væsentlige udgifter i forbindelse med den udvidede garanti. Det er en væsentlig årsag til MAN’s enegang i branchen med en forlænget garanti, at der kun sjældent er problemer med reservedelene.”

Effektiv forsikring

Selvom Bjarne Rasmussen fremhæver den gode reservedelskvalitet, så kan han jo ikke udelukke, at der opstår fejl, og det er netop derfor, at den to-årige reservedelsgaranti skal ses som en effektiv forsikring for kunderne.

”Som det altid er tilfældet ved at benytte MAN-originaldele, gælder to-års garantien både for selve komponenten samt for den medfølgende arbejdsløn og hjælpematerialer. Og den udvidede to-års garanti gælder også, hvis reparationen sker på et autoriseret MAN-værksted i udlandet,” siger Bjarne Rasmussen.

TÜV måler kvaliteten

Det er iøvrigt  langt fra tilfældet, at det er reservedelen, som er den dyreste del.

“Ofte udskiftes en reservedel til få hundrede kroner, men hvor det tager flere timer for mekanikeren at udskifte delen og reparere følgeskaderne. Her dækkes hele reparationen – reservedele såvel som timelønnen – af den udvidede reservedelsgaranti,” siger Bjarne Rasmusen.

Det tyske kvalitetsinstitut TÜV har igennem flere år målt kvaliteten på samtlige lastbilsmærker. Dette har de gjort ved at måle på antallet af fejl, som bliver rapporteret på én- til fem år gamle lastbiler. Resultaterne af de sidste fire-fem års TÜV målinger viser, at MAN ligger helt i front på kvaliteten – med meget få fejl indenfor hver årgang.

Omhyggelig kontrol

MAN’s originaldele produceres efter MAN retningslinjer og kontrolleres omhyggeligt for overholdelse af fabrikkens strenge kvalitetsstandarder.

Samme krav stilles til alle godkendte underleverandører, som alle skal leve op til MAN’s mål, der skal sikre dels ”State-of-the-Art” kvalitet takket være den nyeste MAN-teknologi og dels løbende opdatering og udvikling, der sikrer, at enhver original MAN-reservedel er mindst lige så god end den del, der skal udskiftes.

MANs omfattende program af renoverede MAN-originaldele, MAN EcoLine, er ligeledes omfattet af den to-årige garanti.

Også ældre lastbiler

Dermed er mange kunder med ældre køretøjer, der ofte benytter sig af de billigere, renoverede EcoLine dele, også sikret en forbedret garanti, når deres ældre MAN køretøjer trænger til at få skiftet reservedele, da MAN yder samme to-års garanti på en fabriksrenoveret Ecoline-komponent som på fabriksnye komponenter.

FAKTA:
MAN er en af verdens førende producenter af erhvervskøretøjer. MAN Truck & Bus Danmark A/S er et datterselskab i MAN koncernen og en del af VW Group. Det danske selskab beskæftiger 220 medarbejdere, som varetager salget og serviceringen af lastbiler og busser i Danmark. De 220 medarbejdere er fordelt på hovedkontoret i Storkøbenhavn og fem filialer.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk