Notice: Function add_theme_support( 'html5' ) was called incorrectly. Du skal sende en række af typer. Se venligst Fejlfinding i WordPress for mere information. (denne meddelelse blev tilføjet i version 3.6.1). in /var/www/www.varebilogtransport.dk/www/wp-includes/functions.php on line 5831
Toyota fra Italien og Polen

Næste år vil Toyota igen kunne tilbyde en stor varebil i Danmark – efter at den store Dyna-serie er gledet ud af programmet.

Det sker i et samarbejde med franske Stellantis, som i forvejen bygger Toyota-varebilerne Proace og Proace City i henholdsvis Frankrig og Spanien.

I dag få Toyota fra Japan

For den tid er forbi, hvor Toyotas produkter kun bygges i Japan – for det er billigere og mere miljømæssigt korrekt at producere køretøjer dér, hvor kunderne bor.

Efterhånden er det stort set kun Lexus modeller og store Land Cruiser 4×4-køretøjer, der fortsat kommer fra Japan.

Søstermodel til Boxer og Jumpy

Den nye store varebil bliver en søstermodel til Peugeot Boxer, Citroën Jumper og Fiat Ducato – samt den seneste Opel Movano.

Alle bilerne skulle dog dukke op i en helt ny udgave – og det er her, at Toyota kommer med i flokken.

Ny polsk varebilsfabrik

Bilerne skal fortsat bygges på Europas største varebilsfabrik i Val di Sangro området, hvor man får travlt fremover – men også på en fabrik i Polen, som i stedet for at bygge Opel personbiler nu skal være en ren varebilsfabrik.

Ved at invitere Toyota med på holdet får Stellantis også en langt bedre udnyttelse af produktionskapaciteten.

For Toyota bliver det en overbygning til Proace-programmet – og selv om der ikke er meldt et navn endnu, bliver det nok en bil, der indeholder ”ace” betegnelsen.

Mange drivliner

Om det bliver ”Hiace” er måske tvivlsomt. I hvert fald har man hos forhandlerne savnet en stor varebil, efter at Dyna programmet ikke sælges herhjemme længere.

Toyota Danmark har dog meldt ud, at den nye varebil både vil fås med forbrændingsmotorer og med elmotor. På sigt måske også med brint, som både Stellantis og Toyota arbejder seriøst med.

Fiat har netop lanceret en eludgave af Ducato med valg imellem lille – og stor batteripakke – men Peugeot sælger en ombygget Boxer med en tyrkisk produceret elektrisk drivline.

Samarbejde siden 2012

Produktionsstederne for de store varebiler bliver som nævnt på Stellantis-fabrikkerne i Gliwice i Polen og Atessa (Val di Sangro).

Samarbejdet om erhvervskøretøjer mellem Toyota og Stellantis begyndte i 2012 med den mellemstore varebil, som i Toyotas modelprogram har navnet Toyota Proace.

Den blev fulgt op i 2019 af en kompakt varebil, Toyota Proace City, der både kan fås med benzinmotor, dieselmotor og fra juni i år også i en fuldt elektrisk udgave i Danmark.

Vigtig tilføjelse

Hos Toyota er man glade for, at man kan udvide det succesrige partnerskab med Stellantis gennem introduktionen af den nye varebil – men i mange år har man jo også bygget minibiler sammen –  i form af Peugeot 107/108, Citroën C1 – og Toyota Aygo.

Den nye varebil er en vigtig tilføjelse til programmet, melder Toyota ud – bilen fuldender Toyotas varebilsprogram til de europæiske kunder.

Den nye store varebil vil bidrage til Toyotas vækstmål for det overordnede varebilsprogram sammen med andre modeller som Hilux, Proace og Proace City.

Branchens nok bedste garanti

“Det gør Toyota i stand til at levere en mobilitetsløsning i alle segmenter af markedet for erhvervskøretøjer,” siger Matt Harrison, der er øverste chef for Toyota i Europa.

Forskellen mellem Stellantis-modellerne og Toyota-modellerne er især Toyota Relax garanti-konceptet _ branchens nok bedste garanti – som sikrer 10 år- eller 160.000 kilometer serviceaktiveret garanti – en garanti, som både omfatter Toyotas personbiler og varebiler.

Global leder for varebiler

Hos Stellantis udtaler koncernens øverste chef, Carlos Tavares, at aftalen med Toyota styrker Stellantis’ lederskab for varebiler og lavemissionsbiler.

”Aftalen rykker os et skridt tættere på at kunne realisere vores ”Dare Forward 2030-mål” om at blive den ubestridte globale leder af lette erhvervskøretøjer, hvad angår teknologi, produktion, markedsandel og rentabilitet,” siger Carlos Tavares.