Toyota indleder nu udviklingen af en brintdrevet Hilux pick-up – som bliver den anden brintbil fra koncernen efter brint-personbilen Mirai, der kom i 2014. Mirai betyder fremtid på japansk.

Udviklingen af el-udgaven af Hilux sker som led i udrulningen af flere og flere nulemissionskøretøjer.

Den brintbaserede Hilux skal udstyres med anden generation brintteknologi, som man i forvejen kender fra den nyeste generation af brintbilen Mirai, der blev introduceret i fjor.

Grøn omstilling

Brint er ifølge Toyota en af de vigtige nulemissions teknologier, der er brug for i den grønne omstilling af transportsektoren. Toyota har dog også lanceret en bybus med brint – som bl.a. kører i København.

Teknologien skal også være med til at bidrage til Toyotas langsigtede mål om nul CO2 fra nye køretøjer.Der skal dog flere teknologier til at reducere udledningen af CO2 fra transportsektoren mest muligt så hurtigt som muligt.

Denne multiteknologiske holdning har hersket hos Toyota i adskillige år og er baggrunden for, hvorfor Toyota ikke blot satser på én teknologi, men en bred vifte af teknologier som hybrid, plug-in hybrid, el og brint.

100 brint-taxier i København

Netop brint er en af de vigtige nulemissionsteknologier, der skal bidrage til Toyotas langsigtede mål om nul CO2 fra alle koncernens nye biler senest i 2050 på verdensplan og i 2035 i Europa.

Brint er særligt velegnet til tung transport som busser og lastbiler samt til køretøjer, der har et stort kørselsbehov og vil undgå længere pauser så som taxier.

Det tager under fem minutter at tanke en brintbil fuldt op, hvorefter der typisk er op til 650 kilometers rækkevidde. Det nyder de over 100 brinttaxier i København og 600 brinttaxier i den franske hovedstad Paris godt af.

Potentiale for brintteknologi

Toyota har derudover identificeret et potentiale for brintteknologien i erhvervskøretøjer som f.eks. Hilux, hvorfor man nu tager fat på udviklingen af en brintbaseret udgave af pickup’en, der er synonym med kvalitet, robusthed, holdbarhed og pålidelighed.

Udviklingen af Hilux på brint er økonomisk støttet gennem non-profit organisationen Advance Propulsion Centre (APC) af den britiske regering. APC faciliterer finansiering til britisk baserede forsknings- og udviklingsprojekter, der udvikler nul- eller lavemissions drivlinjeteknologier.

Bygge bro

Det er målet for APC at bygge bro mellem britisk industri og fremtidens teknologiske krav, og derfor leder Toyota i Storbritanien projektet sammen med andre britisk baserede tekniske ingeniørpartnere som Ricardo, ETL, D2H og Thatcham Research i et nyoprettet konsortium tæt assisteret af eksperter fra forsknings- og udviklingsafdelingen hos Toyota Motor Europe i Bruxelles.

Denne assistance fra Bruxelles skal hjælpe med at opbygge det britiske teams egen ekspertise til at udvikle næste generation brint.

Kritisk markedssegment

”England er et af de vigtigste markeder for pickup’er og også et vigtigt marked for Toyota. Med støtten får vi en kæmpe mulighed for at udvikle en nulemissions løsning i et kritisk markedssegment. Vi vil gerne takke den britiske regering for den økonomiske støtte, som muliggør udviklingen af en brændselscelledrevet drivlinje til Toyota Hilux, hvilket understøtter vores ambition om at blive CO2-neutrale,” siger Matt Harrison, der er adm. direktør hos Toyota Motor Europe.

Den normal Hilux med dieselmotor produceres i bl.a. Sydafrika og i Thailand. Seneste udgave opnåede at blive valgt til International pick-up of the Year 2022.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk