Toyota kan i løbet af foråret levere stationcar-udgaven af deres elektriske bestseller bz4X – med tilnavnet Touring.
Men for at pirre ved kundernes nysgerrighed, er bilen de næste fem uger på turné rundt til landets forhandlere.
Mange så den allerede udstillet på Elbilmessen i Herning sidste efterår – og den er spændende, fordi der efterhånden ikke fås så mange stationcar-modeller mere.
Også som Van
På grund af sin udformning med mere plads vil bilen blive endnu mere interessant for erhvervslivet – både på hvide og gule nummerplader.
350.000 kroner koster den forhjulstrukne udgave, mens den firehjulstrukne fås fra 370.000 kroner.
Som Van vil prisen være cirka 280.000 kr. – som 4×4 cirka 300.000 kr. Hertil kommer ombygning som Van.
1.500 kg. trailer
Som Van på gule plader er det kun momsen, som man sparer, hvortil som nævnt kommer ombygningen.
Så det er kun på rene gule plader, hvor Van udgaven kan være interessant. Vi skal også nævne mulighed for trailer på 1.500 kg, hvis man vælger 4×4 udgaven.
Touring måler 140 mm mere i længden og 20 mm mere i højden i forhold til søstermodellen bZ4X hatchback.
Længere rækkevidde
Prisen på hvide plader ligger cirka 50.000 kroner over hatchback-modellen – men teknikken er heller ikke den samme.
Batteriet i den kendte bx4X er fra 57,5 kWh og ydelse på 167 hk – samt WLTP rækkevidde på 444 km. På Touring-udgaven er batteristørrelsen 74,7 kWh og 224 hk. Der er en WLTP-rækkevidde på op til 591 km. 4×4 udgaven yder 343 hk.
bZ4X Touring kommer som standard med en batteripakke på 74,7 kWh og en rækkevidde ifølge WLTP på op til 591 km.
Masser af udstyr
Den forhjulstrukne udgave med 224 hk – for udstyrsudgaven Active Tech – får man bl.a. 14 tommer multimedieskærm, 18 tommer alufælge, adaptive LED-forlygter, digitalt bakkamera med 360 graders panoramavisning og adaptiv fartpilot med køfunktion.
Dertil elopvarmet forrude, opvarmede vinduesviskere, varme i rattet, eljusterbart førersæde, nøglefri betjening, trådløs Apple CarPlay og Android Auto samt den seneste generation af Toyotas avancerede sikkerhedspakke Toyota Safety Sense.
Strålevarme
Topudgaven, Executive, koster ekstra 30.000 kr. – og her får man ekstra panoramaglastag med indvendig solskærm, varme i bagsædet, JBL-lydanlæg med ni højttalere, førersæde med hukommelse, el-justerbart passagersæde, infrarød strålevarme ved benene – også i passagersiden.
Vi kan også nævne sæder betrukket med kunstlæder, digitalt bakspejl samt intelligent parkeringsassistent.
Fælles for alle udgaver af bZ4X Touring er, at de som standard er udstyret med en varmepumpe samt en batteriforvarmer.
Super garanti
bZ4X Touring også med Toyotas serviceaktiverede batterigaranti på op til 10 år eller hele 1 mio. km. Her garanterer Toyota bl.a. en kapacitet på mindst 70 procent.
Frem til udgangen af marts kan man få standardinstallation af ladeboks på hjemmeadressen samt tre års opladning uden beregning.
Det sker med ladeaftalen Oplad 25 hos Norlys, hvor man altså uden beregning får mulighed for at lade det, der svarer til ca. 25.000 kilometers kørsel pr. år til en samlet værdi over tre år på 23.500 kr.
