10 millioner hybridbiler har bilproducenten Toyota solgt på verdensplan siden den første Prius så dagens lys for 20 år siden.

Sidste år blev salget af hybridbiler i Danmark mere end fordoblet og satte ny rekord. Toyota sidder tungt på salget af hybridbiler både i Danmark og på verdensplan og har netop rundet en milepæl med 10 mio. solgte hybridbiler.

I Danmark er der solgt over 13.000 Toyota hybridbiler. Det tog endda kun den japanske bilroducent ni måneder at gå fra ni til ti millioner solgte hybridbiler.

6.000 hybridbiler i Danmark i fjor
Toyota sidder massivt på hybrid-salget og tegner sig for hele ni ud af ti solgte hybridbiler i Danmark. Her øges salget af hybridbiler – og Toyota solgte i fjor over 6.000 hybridbiler, hvilket er mere end en fordobling sammenlignet med året før.

Prius, som var den første model, betyder på latin at gå først og vise vejen.  I takt med at verdens miljømæssige udfordringer for alvor kom på dagsordenen på globalt plan i 1990’erne, blev Prius Toyotas svar på det 20. århundredes miljøproblemer.

Toyota arbejder ud fra devisen om, at miljørigtige biler kun har en positiv effekt, hvis brugen af dem er massivt udbredt. Det team, som udviklede Prius, var overbevist om, at vejen frem var at gøre, hvad der var nødvendigt – frem for kun at gå efter, hvad der var muligt.

Hybrid-kunder var nørder
”Da vi lancerede Prius, var der ingen, der vidste, hvad hybrid var. De, som kørte hybridbiler, blev kaldt for nørder. Men i dag kan vi takke netop dem for, at Prius og andre hybridbiler er blevet så populære,” siger manden bag udviklingen af den første Prius, Takeshi Uchiyamada, der i dag er bestyrelsesformand for Toyota Motor Corporation.

Hybridteknologien fra 1997 er gennem tiden blevet betydeligt videreudviklet. Den første udgave af Prius havde et brændstofforbrug på under 20 km/l, hvilket var exceptionelt for sin tid. Men i dag kører Prius med den helt nye og fjerde generation hybridteknologi i gennemsnit op til 33 km/l ved blandet kørsel.

Ny arkitektur
Desuden har Toyota sat yderligere fokus på køreegenskaberne og ydeevnen med den ny TNGA-filosofi (Toyota New Global Architecture), der handler om at bygge endnu bedre biler på en mere økonomisk måde.

Toyota dominerer hybridsalget på verdensplan, hvor den japanske bilproducents logo sidder på 34 forskellige hybridmodeller.

Syv hybridmodeller
I Danmark kan man vælge mellem syv forskellige hybridmodeller i form af Yaris Hybrid, Auris Hybrid, stationcaren Auris Hybrid Touring Sports, Prius, Prius+, RAV4 Hybrid og den nye Toyota C-HR Hybrid.

Yaris Hybrid har i flere år været Danmarks mest solgte hybridbil.

Sparet 29 mio. liter benzin
Ifølge Toyotas beregninger har hybridbilerne under kørslen udledt 77 millioner tons CO2 mindre, end traditionelle benzin- eller dieselbiler i samme størrelse ville have gjort. Samtidig har Toyota regnet sig frem til, at hybridbilerne har sparet 29 millioner liter benzin end tilsvarende benzinbiler i samme størrelse.

Toyota fortsætter ufortrødent arbejdet med at lave endnu bedre og endnu mere miljørigtige biler. Den japanske bilgigant har bl.a. lanceret en storstilet miljøplan, Toyota Environmental Challenge 2050, der indeholder seks udfordringer inden for bæredygtighed, herunder reduktion af forurening under fremstilling af materialer, genbrug af materialer og et reduceret vandforbrug i produktionen.

Mål 1,5 mio. hybridbiler
På den måde vil Toyota bidrage til at reducere de negative, miljømæssige påvirkninger fra køretøjer og bringe både produktion og brugen af biler så tæt på CO2-neutral, som det er muligt.

Den japanske bilkoncern stiler efter et årligt salg på 1,5 millioner hybridbiler på verdensplan – i 2016 nåede man 1,47 millioner – og det er ambitionen, at man senest i 2020 runder 15 millioner solgte hybridbiler.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk