Det var helt klart en fejl af de store, da Toyota for 12 år siden ændrede navn på deres bestseller – fra Corolla til Auris – nu vender Corolla-navnet tilbage over hele jorden.

Toyota Corolla. Et af verdens allerstærkeste bilnavne. Nu vender det tilbage i fuld styrke. Det er slut med navnet Auris – som et led i ensretning af modelnavne, fortæller Toyota. Men det er nok mere for at få succes’en tilbage.

Samtidig dropper Toyota firmabilen Avensis samt den populære Corolla Verso – som varebil kaldet Sportsvan – og ganske populær i Danmark. Auris har også været solgt som gulpladebil i Danmark. I årets første syv måneder er det blevet til 15 Auris Van. I hele 2017 blev det til 37 enheder – i hele 2016 sågar til 80 enheder.

Ny generation

Toyota genintroducerer modelnavnet Corolla, når den japanske bilfabrik næste år lancerer den nye generation af sin bilmodel i den kompakte mellemklasse – også kaldet C-klassen.

Bilen kommer både som hatchback eller som stationcar med tilnavnet Touring Sports.

Corolla produceres i dag allerede i en sedan-udgave til visse lande i Europa, men har ikke været markedsført i Danmark de seneste år.

Corolla findes andre steder

Andre steder på jordkloden benyttes Corolla-navnet stadig. Corolla er verdens mest solgte bilmodel med et samlet salg på over 45 millioner biler – siden første generation så dagens lys i 1966.

Corolla anno 2019 har fået et skarpere design, forbedrede køreegenskaber (ifølge Toyota) og flere hybridmotorer at vælge imellem.

I dag bliver Auris hatchback, Auris Touring Sports og Corolla Sedan bygget på tre forskellige platforme. Men når den helt nye generation af Corolla lanceres, sker det på en ny fælles platform baseret på Toyotas TNGA-filosofi, der handler om at bygge endnu bedre biler på både smartere og mere økonomisk vis.

To hybrid-motorer

Der vil kunne vælges mellem to forskellige hybridmotorer i form af enten en 1.8-liters med 122 hestekræfter eller en 2.0-liters med 180 hestekræfter.

Begge motorer rummer den nyeste fjerde generation hybridteknologi, der er kendt fra bl.a. Toyota Prius og Toyota C-HR Hybrid, og som gør det muligt at køre på ren el over kortere afstande ved hastigheder op til 110 km/t.

Stationcar-udgaven af den nye Corolla med navnet Corolla Touring Sports får verdenspremiere i begyndelsen af oktober ved Paris Motor Show. Her vil den blive vist sammen med hatchback-udgaven.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk