Nu er Toyotas i Danmark klar med deres mindste fabriksbyggede varebil – Proace City Van, som produceres i Spanien i samarbejde med PSA Peugeot Citroën.
Toyota har ikke været på dette marked med en ægte varebil, siden man for år tilbage havde den ellers så populære Liteace Van, der dukkede op i 70’erne, men så helt forsvandt fra det europæiske modelprogram i 1996.
En ny firling
Det er med andre ord en ny firling – som det er tilfældet med den større Proace. Det betyder for kunden et gennemprøvet produkt – og samarbejdet betyder også, at man kan holde en lav produktionsudgift. Tilmed er Toyota ene om sin tre års fabriksgaranti.
Bilerne er teknisk stort set helt identiske, men der kan være små detaljer, der er forskellige – primært for at bevare de enkelte modellers DNA. For udviklingsfolkene hos PSA er dygtige til at differentiere bilerne, så de ligner resten af familien.
Årets varebil i 2019
Søstermodellerne blev kåret til Van of the Year i Europa og Årets Varebil i Danmark for året 2019.
VOTY.dk har prøvet én af de mest veludstyrede Proace City Van-modeller kaldet Comfort – og bilen var en lang udgave med 130 hk maskine og automatgear – til 178.900 kroner plus moms.
Det betyder, at man ikke får bilen med det, som Toyota kalder Safety Sense – så skal man op i topmodellen Comfort One til 210.000 kroner plus moms – altså godt 30.000 kroner mere.
Topmodel mest sikker
Det ville vi personligt gerne råde til – fordi man så får adaptiv fartpilot, automatisk nødbremse, sidespejle med BLIS-blindvinkelalarm, skiltegenkendelse og vognbaneassistent. Det kan redde liv – og spare én for mange buler.
Toyota forventer dog ikke at sælge mere end fem pct. af de nye City Van i Comfort One udstyr.
De fleste af bilerne ventes at blive solgt med dieselmotor (85 pct.) – mens den lange karossiform, som vi har prøvet, kun vil blive valg af en fjerdedel af kunderne.
Stort salg af Sportsvan
Toyota vil også tilbyde personbilsudgaven Proace City Verso i en gulpladeudgave – til at kunne dække behovet fra tidligere Sportsvan-ejere.
Der er solgt 2.500 Sportsvan modeller fra 2009 til 2018.
Sportsvan kom dog allerede frem i 2002 – og alene i 2006 blev der faktisk solgt næsten 2.500 enheder.
Styr på de bløde trafikanter
Sikkerhedsmæssigt skal vi dog fremhæve bilens regnsensor, fire airbags og bakkamera med p-sensorer, der er en uundværlig detalje, når man skal manøvrere.
Vi skal særligt fremhæve bilens såkaldte Smart Active Vision, der er et digitalt bakspejl. Dér hvor bakspejlet normalt sidder, er der en monitor – som viser, hvad der sker bagude via et kamera over én af bagdørene.
Under monitoren kan man skifte til at se, hvad der er af trafik til højre for bilen – som er en stor hjælp ved højresving – og et stort plus for sikkerheden. Sidespejlene i sig selv er dog lidt små.
Otte tommer touchscreen
Bilen havde også fartpilot og fartbegrænser. Samt aircondition, elektrisk håndbremse, el-foldbare sidespejle, tågeforlygter, side- og gardin airbags samt multifunktionsrat.
Vi skal også nævne otte tommer touchscreen. Så kan man via Apple Car Play spejle navigationen i sin mobiltelefonen til bilens skærm. Bilen havde ikke fabriksmonteret navigation.
Smart Cargo udstyr
Der var dobbelt bænkesæde til passagerer, og bilen var udstyret med Smart Cargo udstyr – med luge mellem kabine og varerum.
Det giver en halv meter længere længde i varerummet til transport af rør mm – og en totallængde på 3,44 meter. Der er også fastgørelseskroge ved passagersædet – til at surre den ekstra last.
Der er aflægge under midtersædet – og skriveplade på bagsiden af midtersædets ryglæn. Der er god aflæggeplads i kabinen – bl.a. med aflæggeplads over forruden og et stort handskerum (dog uden lås). Der er et par kopholdere samt plads til mindre flasker i dørene.
Fine præstationer
Bilen har 130 hk og 300 Nm, og er ganske hurtig – og ikke mindst i tæt trafik bliver man glad for det 8-trins automatgear samt skifteplader bag rattet. Så går det hurtigere – men eller skifter automatgearet blødt og behageligt.
185 km/t er tophastigheden – og den når 100 km/t på 10,6 sekunder. Forbruget er op mod 18,2 km/l ved blandet kørsel efter de nye WLTP værdier.
Roses skal bilens gode køreegenskaber og den præcise styring – men støjniveauet ved marchfart er lidt højt. Bilen er født med Trailer Sway Assist (trailer-stabilisering) – og vi kan også nævne Hill Assist Control til hjælp ved igangsætning på bakker.
God kørestilling
Man sidder godt bag rattet (af plast) i det såkaldte komfortsæde med højde- og lændestøttejustering samt varme. Kabinen virker noget plastagtig og er holdt i sort – men plast er jo let at rengøre.
Affjedringen virker dog ret hård i testbilen, og sammenholdt med fast polstring på sæderne, skal man ikke søge for mange huller i asfalten – for de slår igennem.
Vi skal fremhæve fodpladen i bunden af bilen, der sikrer en lige kørestilling. Man sidder dog noget lodret i sædet, selv med sædet i maksimal hældning.
En todelt bil
Med den forreste del af undervognen hentet fra PSA’s personbiler (EMP2) er køreegenskaberne blevet væsentligt forbedret.
Nok krænger en så høj kassevogn mere end en personbil, men slet ikke som tidligere.
Den bageste del af undervognen er dog identisk med den tidligere udgave af Partner/Berlingo for at bevare det samme varerum med plads til to europaller. Dog med optimeret bagaksel, så nyttelasten kan øges.
1.000 kg til last og 1.000 kg på trailer
Der er således to vægtudgaver, V1 og V2. Vores testbil var V2. Det betyder, at man så kun har en trailervægt på 1.000 kg. Lasteevnen er til gengæld også 1.000 kg.
Der er plads til to europaller i det 4,4 kubikmeter store varerum.
Testbilen havde en skydedør i hver side, men ingen beklædning i varerummet – og havde seks fastgørelseskroge i gulvet. Bagdørene kan åbne 180 grader.
—
Faktaboks Toyota Proace City Van L2/V2 BlueHDI 130 EAT8:
Motor: 4 cyl diesel.
Slagvolumen: 1.499 ccm.
Ydelse: 130 hk v. 4.000 omdr.
Moment: 300 Nm v. 1.750-2.000 omdr.
Brændstoføkonomi g/s WLTP: 16,7 km/l.
CO2 udledning: 161 g/km.
Topfart: 183 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 10,6 sek.
Bremser for og bag: vent. skiver/skiver.
Dæk: Michelin Energy Saver 205/60 R16.
AdBlue tank: 17 liter.
Læssehøjde uden læs: ca. 600 mm.
Køreklar vægt/totalvægt: 1.602/2.370 kg.
Egenvægt: 1.430 kg.
Lasteevne/nyttelast: 940/768 kg.
Trailervægt m. bremser: 1.000 kg.
Varerum mål: 2.167 x 1.630 x 1.270 mm.
Mellem hjulkasser: 1.229 mm.
Varerum-volumen: 3,9 kubikmeter.
Bagdøre/mål: 1.087 x 1.196 mm.
Sidedøre/mål: 1.072 x 641 mm
Fastgørelseskroge i varerum: 6.
Fabriksgaranti: Tre år eller 100.000 km.
Serviceinterval: Et år eller 30.000 km
Pris ekskl. moms: 178.900 kroner.