På den nys overståede Transport 2023 messe i Herning var der premiere på Van-udgaven af Toyota Corolla Cross.

For cirka 280.000 kroner plus moms får man en 2-liters SUV i Style Safety udgave, der på hvide plader koster fra ca. 400.000 kroner.

Med 1,8  liters motor kan man få en Corolla Cross til ca. 254.000 kroner plus moms.

Corolla Cross Van har et pænt stort varerum – og en læssekant på 720 mm. Dertil midterboks, men vi savnede dog handskerumslås. Desuden havde testbilen elektrisk bagklap og tagræling.

Kun 750 kg. trailervægt

Et minus er dog, at bilen kun har en trailervægt med bremser på 750 kg. Noget, som man normalt primært ser i rene elbiler.

Der er dog også god komfort for chauffør og passager – bl.a. med varme i rat og sæder, men der er ikke trinløs justering af sæderyggen (med rulle).

Der er i en høj bil også lettere ind- og udstigning – som er populært hos forbrugerne. Ikke mindst det lidt ældre publikum og erhvervsfolk, der skal meget ind og ud af bilerne.

Masser af udstyr

Selv om bilen er lidt højere end en standard Corolla, virker den meget letkørt og kører godt – uden at krænge så meget i hurtige sving. Den er også god til at optage ujævnheder:

Positivt er bilens bakkamera, der sikrer god oversigt ved manøvrering. Standard er også navigation.

Der er også LED forlygter og -kørelys, nøglefri start, og vi kan fremhæve højdejusterbart førersæde med el-lændestøtte, regnsensor, tågelygter for og bag, læderrat, elektrisk håndbremse, 2-zone klimaanlæg, 18 tommer aluminiumsfælge og parkeringssensor.

Irriterende støjniveau

Et irritationsmoment er desuden den meget kraftigt virkende CVT-gearkasse, der går op i meget høje omdrejninger. Især under acceleration. Man skal derfor helst holde sig til de lavere omdrejninger. I marchfart er der dog ingen problemer.

Et særligt B-gear er ment som rekuperation, men effekten er mildest talt ikke særlig kraftig – men lydniveauet er højt.

Måske det handler om det nye hybridsystem, hvor man helst skal køre på el så meget som muligt. Man kan i øvrigt også vælge EV-knappen for at køre ren el i byen.

Populært med “Cross”

Cross-modeller er blevet fast indhold i Toyotas bilprogram – og foruden Corolla ses det i den meget populære Aygo (med betegnelsen X) – samt den større Yaris.

Bortset fra den lille Aygo X er de to andre SUV modeller velegnede som gulpladebiler – og endnu bedre – de kan begge fås i firehjulstrukne udgaver, som udvider kundegruppen en del.

Designet er lagt tæt op af Toyotas meget populære RAV-4 model – bl.a. med samme design i fronten.

Femte generation

Størrelsesmæssigt placerer Corolla Cross sig mellem netop RAV4 og crossoveren Toyota C-HR og er syv centimeter længere, seks centimeter højere og tre centimeter bredere end Toyota C-HR.

Corolla Cross er endvidere den første bil i modelprogrammet med Toyotas nye, femte generation hybridteknologi.

Toyotas har næsten 25 års praktiske erfaring med hybridteknologi – og femte generation af Toyotas selvopladende hybridsystem er blevet en del kraftigere med større moment og flere elektriske hestekræfter, ligesom der er øget effektivitet.

40 pct. mindre vægt

Hybridbatteriet er et litium-ion batteri, der trods en højere kapacitet i forhold til fjerde generation hybrid nu vejer 40 procent mindre.

Hybridsystemet i den forhjulstrukne Corolla Cross, som vi her har prøvet, består af en 2.0-liters benzinmotor og en elmotor som samlet yder 197 hestekræfter. Benzinmotoren alene yder 152 hk – og litium-ion batteriet 111 hk.

Bilen har 13 hestekræfter mere end i den hidtidige 2.0-liters hybridmotor fra fjerde generation.

10,5 tommer touchscreen

Corolla Cross byder på Toyota Smart Connect med en 10,5 tommer touch screen med integreret navigation med live opdatering af trafikken, trådløs Apple CarPlay og Android Auto samt over-the-air update, så man automatisk kan få opdateret softwaren trådløst uden at skulle forbi en Toyota-forhandler.

Derdover vil man kunne fjernstyre klimaanlægget og låse eller oplåse dørene via Toyotas MyT app – samt se hvor bilen holder parkeret blot for at nævne nogle af funktionerne, som er gratis.

Standard adaptiv fartpilot

Toyota Safety Sense i tredje generation er standard og omfatter bl.a. adaptiv fartpilot, aktiv nødbremse, accelerationsbegrænser og en vejkrydsassistent, der nødbremser, hvis man i et vejkryds overser biler, der kommer fra siden.

Dertil blindvinkel-assistent, fjernlysassistent, skiltegenkendelse, linjevogter og automatisk nødstop, hvis bilen registrerer, at føreren ikke er ved bevidsthed.

Ekstra airbag

En ekstra airbag har fundet vej til kabinen – mellem forsæderne, som sikrer, at fører og passager beskyttes mod at ramme og gøre skade på hinanden i tilfælde af en sidekollission.

Corolla Cross er bygget i Japan, så man bliver konstant mindet om bilens høje kvalitet.

Tekniske data Toyota Corolla Cross Style Comfort:
Motor: 4 cyl.
Slagvolumen: 1.987 ccm.
Ydelse: 152 hk v. 6.000 omdr.
Moment: 190 Nm v. 4.400-5.200 omdr.
Systemydelse: 197 hk.
Gearskift: trinløst eCVT aut.
Topfart: 180 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 7,6 sek.
Forbrug g/s: 20 km/l.
CO2 udledning: 114 g/km.
Totalvægt: 1.970 kg.
Køreklar vægt: 1.435 kg.
Læssehøjde udv./indv.: 720/95 mm
Trailervægt: 750 kg m. bremser.
Varerumslængde: 1.570 mm.
Varerumsbredde (mellem sidedøre): 1.215 mm.
Varerumsbredde (mellem hjulkasser): 950 mm.
Varerumshøjde (mellem sidedøre): 840 mm.
Affjedring: Uafhængig for og bag.
Dæk: Bridgestone Blizzak LM 005 – 275/50 R18.
Fabriksgaranti: 3 år.
Relax-garanti: 10 års service-aktiveret garanti.
Pris Style Safety hvide plader: Ca. 400.000 kr.
Pris gule plader 1,8 liter ekskl. moms: Ca. 254.000 kr.
Pris testbil gule plader ekskl. moms: Ca. 280.000 kr.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk