52 skoler på Fyn og på Midtsjælland har i år været besøgt af trafik-sikkerhedskampagnen Trafiksikkerhed i Øjenhøjde – så i alt har 7.000 børn fået undervisning bl.a. om de farlige højresvingsulykker.

I alt har mere end 100.000 børn modtaget undervisning siden kampagnens start i 2003.

Sæsonen blev afsluttet – traditionen tro – på Egeskov Slot på Fyn i weekenden i forbindelse med den årlige Falck-dag.

Uhyggeligt aktuelt

Ca. 300 børn fik sammen med deres forældre information om, hvad de skal tage sig i agt for, når de møder lastbiler i trafikken.

Kampagnen mod højresvingsulykker, hvor lastbiler er involveret, er desværre stadig uhyggelig aktuel.

De seneste 10 år er 157 mennesker kommet til skade i forbindelse med højresvingsulykker. Heraf var godt 26 pct. med dødelig udgang.

Syv døde i 2016

De fatale ulykker har i en årrække været for nedadgående, men med store udsving – som i 2013, hvor syv personer omkom.

Efter ”kun” én ulykke med dødelig udgang i henholdsvis 2014 og 2015 steg antallet atter til syv dødsfald i 2016. Statistikken understreger vigtigheden af denne kampagne og andre gode initiativer.

Én ulykke er altid en for meget, mener partnergruppen bag Trafiksikkerhed i Øjenhøjde. Gruppen består af DTL – Danske Vognmænd, 3F transportgruppe, Danske Fragtmænd, Volvo Trucks Danmark, Energiselskabet OK, Codan Forsikring samt Børneulykkesfonden.

Partnergruppen håber, at kampagnen, der nu har kørt i 15 år, kan være med til at etablere en bedre og mere hensigtsmæssig trafikadfærd og dermed reducere antallet af ulykker, hvor lastbiler er involveret.

Årets trafikhelt

9-årige Jonas Gotthardsen fra Janderup ved Varde modtog samtidig prisen som Årets Trafikhelt 2017.

Prisen uddeles til et barn, der har gjort en heltemodig indsats for andre i trafikken. “Årets Trafikhelt 2017” kåres som en del af Trafiksikkerhed i Øjenhøjde.

Jonas cykler hver dag 7 km til og fra Blåvandshuk skole i Oksbøl, hvor han starter i 4. klasse efter sommerferien. En morgen på vej til skole, så han en dame, der var væltet på sin cykel, og han hjalp hende ved at ringe efter hjælp og blive ved hende, til hjælpen kom.

Præmier på slottet

På Egeskov Slot deltog børnene også i en konkurrence, hvor de skulle besvare trafikspørgsmål, som både drejede sig om de farlige situationer omkring lastbilen, og om, hvordan situationerne opleves fra chaufførens plads.
Alle deltagende børn fik efterfølgende diplom, trafikvest og reflekser. Nogle var også heldige at vinde præmier.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk