Ford har indgået aftale med det britiske selskab TVL Securuty om forbedret tyverisikring af Ford-varebiler, så bilerne fremover kan leveres ekstra tyverisikrede fra fabrikken.

Antallet af indbrud i varebiler er de senere år eskaleret, og indbrudstyvene bruger skrappe midler for at komme ind i varebilerne, der ofte er fyldt med dyrt værktøj.

I begyndelsen knuste tyvene en rude og udløste blot en knap på instrumentbrættet til at åbne alle døre, men denne knap er i nyere biler af samme årsag fjernet.

Vandalisme

Nu kender tyvene afstanden fra åbning eller håndtag og til de kabler, der sikrer låste døre – og borer derefter huller i karosseriet indtil de rammer kablet. Ren vandalisme.

Det er efterfølgende ganske kostbare reparationer, der er tale om.

TVL har udviklet mange typer af tyverisikrede døre til varebiler – også kraftigere låse og forstærkede låsecylindre eller forstærkede stålhåndtag og kraftige plader, der svejses på indersiden af varebilens sider – igen for at besværliggøre adgangen.

Tre sikringspakker

Ford har valgt tre sikringspakker mellem cirka 5.- og 6.000 kroner plus moms, som kunder kan vælge, når de bestiller deres varebil hos forhandleren.

Biler med sikkerhedsudstyret får desuden klistermærker, der fortæller tyvene, at bilen er særligt sikret.

Tyve kan jo nok aldrig holdes ude, hvis de vil ind i en bil, men ligesom tyverisikring af hjemmet, vil tyve måske så gå efter de biler, der ikke er tyverisikrede.

Billigere forsikringer

Ford er også gået i dialog med forsikringsselskaber for at kunne skaffe rabat på kundens forsikringspræmier.

Det britiske TVL Security har arbejdet med tyverisikring i mange år – og leverer til de fleste mærker på markedet.

Men i dette tilfælde er der som nævnt en aftale med Ford om tyverisikring ab fabrik.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk