Af Finn Bruun

Brint er hot i Danmark for tiden – men brint står øverst på forskningslisten på mange bilfabrikker såvel i Europa som i Asien og i USA.

Det amerikanske energiministerium, DOE, har netop sat gang i nogle programmer, som skal bringe brint-teknologien ud på vejene ved at gøre den tilgængelig for almindelige forbrugere.

Hvor elbilen ellers har taget det meste af opmærksomheden, er brintbilen – som jo reelt også er en elbil blot med brintfyrede brændselsceller i stedet for batteri – ved at komme ind i varmen igen som et svar på ønsket om CO2-fri veje.

Ford og GM satser på brint
Det er tekniske landvindinger på brint-området, som har øget interessen hos amerikanske bilproducenter som Ford og General Motors.

Til fagbladet Scientific American siger Sunita Satyapal, direktør for energiministeriets brændselscelle afdeling under kontoret for Energy Efficiency and Renewable Energy: – Vi har reduceret prisen for brændselsceller med over 80 procent i det seneste årti.

Billig gas giver billig brint
I USA betyder boomet i naturgas, at det er blevet billigere at producere brint, så brintprisen nu ligner benzinprisen. Desuden har brintbilerne præsteret fint på de 5 mio. km, som ministeriets flåde af test brintbiler har kørt – de kører næsten lige så langt på literen som almindelige biler.
Derfor handler det nu om at rulle infrastrukturen ud i form af nyudviklede og effektive tankstationer, og det skal bl.a. forsøges gennem et offentlig/privat samarbejde mellem energiministeriet og private virksomheder, som skal føre til løsninger, der måske ender med også at involvere vedvarende energi og samspil med el-nettet.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk