Flere end 50 køretøjer fra mobilitets-selskabet, KINTO, som Toyota står bag, bidrager i disse uger med at køre coronavacciner rundt i Danmark – herunder i særlig grad i den befolkningsmæssige største region, Region Hovedstaden.

Fordelen ved at benytte KINTO er udover den hurtige levering af køretøjer også en høj grad af fleksibilitet.

KINTO tilbyder helt ned til fire måneders leje uden udbetaling, og på den måde er det muligt for Region Hovedstaden lynhurtigt at skalere enten op eller ned alt efter behov – uden store, negative økonomiske konsekvenser.

Stor transportopgave

Aftalen mellem Region Hovedstaden og KINTO er kommet i stand, efter det i slutningen af 2020 blev klart, at der ventede en stor transportopgave, når de første vacciner landede på dansk jord.

Det er ikke første gang, at KINTO bidrager til at løse sundhedsmyndighedernes mobilitetsbehov under pandemien.

Allerede i begyndelsen af pandemien for snart et år siden stillede Toyotas mobilitetsselskab nemlig hybridbiler og varebiler gratis  til rådighed for hospitalerne i Danmark.

Bidrager aktivt

Toyota ønsker at bidrage aktivt med  tiltag, der kan lette hverdagen for sundhedsberedskabet på hospitalerne.

”Og her har vi heldigvis kunnet hjælpe med at løse nogle af mobilitetsbehovene,” siger Anders Tystrup.

Hos Region Hovedstaden har de mange ekstra køretøjer gjort stor nytte og bl.a. været med til at sørge for at køre værnemidler, Coronaprøver og udstyr til de mobile testenheder rundt i landet.

Med klimaskabe

Senest er en ny og større forsyning af køretøjer tilføjet regionens bilflåde, der både tæller Toyota Corolla og Toyota Proace.

Sidstnævnte udgave har i flere tilfælde fået installeret klimaskabe, som gør det muligt at transportere corona-vacciner under de påkrævede temperaturforhold.

”Det er en stor hjælp, at vi har kunnet få leveret så mange køretøjer til vores flåde så hurtigt. Det har været med til at gøre, at vi var klar fra dag ét, da vaccinerne også var klar i Europa, og vi skulle påbegynde vaccinations-programmet mod COVID-19,” siger flådeansvarlig Søren Astrup hos Region Hovedstaden.

I løbende dialog

Toyota og KINTO har under hele pandemien været i løbende dialog med Danske Regioner og også direkte med hospitalerne for at sikre, hvordan man som mobilitetsvirksomhed kan bidrage bedst muligt til at lette hverdagen for de hårdtarbejdende sundhedsmedarbejdere.

Toyota har tidligere stillet hybridbiler og varebiler til rådighed for bl.a. Amager Hospital, Rigshospitalet, Hillerød Sygehus, Nordsjællands Hospital, Bornholms Hospital og flere andre hospitaler .Bilerne er blevet brugt til at køre blodprøver mellem hospitalerne og laboratorier, ligesom de også bruges til at køre værnemidler, sprit og andre pakker ud til praktiserende læger.

På Bornholm brugte man to hybridbiler til bl.a. at køre sundhedspersonale hjem til patienter, der ikke selv kunne komme til hospitalet for at blive podet for COVID-19.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk