Det er især det større varerum og den større kabine, der skal gøre den nye Talento varebil populær hos det danske erhvervsliv.
Scudo nåede at blive næsten ni år gammel – og opnåede endda at blive Van of the Year i Europa i 2008.
Men øgede krav til mere miljøvenlig teknik og kundeønsker om moderne infotainmentsystemer betød behov for en afløser for Scudo.
Ny samarbejdspartner
Samtidig skiftede Fiat Professional samarbejdspartner. Scudo blev bygget i samarbejde med PSA/Peugeot-Citroën – Talento i samarbejde med Renault. Men produktionen ligger fortsat i det nordlige Frankrig. I stedet for at blive bygget i Valenciennes, sker det nu i Sandouville.
Talento er ikke kun større end Scudo – den er også mere fleksibel indrettet med bl.a. mulighed for en lem mellem varerum og kabine til transport af længere genstande. Talento ligger lastemæssigt midt i mellem den store Ducato og den mindre Doblò, hvor Scudo og de største Doblò modeller ligger tæt på hinanden i nyttelast.
Største segment
”Med vores nye Talento har vi fået et rigtig stærkt kort på hånden, når det kommer til at kunne levere en topmoderne varebil, som opfylder de krav, som professionelle kunder stiller. Segmentet for varebiler i mellemklassen er fortsat det klart mest efterspurgte på det danske marked, og det er blandt andet derfor, at vi udvider vores sortiment,” siger Simon Lindegaard, Country Manager for Fiat Professional i Danmark.
Talento kommer i ni udgaver i forskellig højde og længde. Talento har en nyttelast på op til 1.249 kg og et varerum på op til 8,6 kubikmeter. Bilen har tillige gode køreegenskaber, hvad en test i Italien for nylig beviste.
Fire dieselmotorer
Der kan vælges imellem fire dieselmotorer, hvor de to mindste er med enkelt-turbo og de to største er med dobbelt-turbo. Ydelserne er henholdsvis 95, 120, 125 samt 145 hk.
Ved tests af både Talento og søstermodellerne Renault Trafic og Opel Vivaro viser den 120 hestes udgave størst smidighed i bytrafik, mens den 125 hk udgave er rigelig til landevejen. Mindste udgave er ikke optimal til langture, hvor den største version er ganske spændende.
Kvaliteten af de franske motorer kan der formentlig ikke sættes spørgsmålstegn ved, selvom dobbelt-turbo motorerne arbejder hårdere end enkelt-turbo motorerne. PSA har bygget dieselmotorer i mange generationer – og faktisk sælger de også den nye motor (med enkelt turbo) til Daimler, som anvender den i sine mindste Mercedes-Benz Vito-udgaver.
Mobilt arbejdskontor
Kabinen er velindrettet. Passagersædet kan eksempelvis anvendes som mobilt arbejdskontor. Således kan sædet foldes, så man har støtte til en bærbar computer. Bilen byder på seks airbags og esc (ESP) elektronisk stabilitetskontrol – men bl.a. nødbremsesysm fås endnu ikke.
Fiat Talento leveres med lakeret for-kofanger med integreret LED kørelys og et kølegitter med kromdetajler.
Priserne begynder ved 204.900 kr. plus moms for mindste L1H1 udgave med 95 hk. En høj og lang udgave med 145 hk er dyrest og koster 241.585 kr. plus moms. Bestseller kunne blive den lange udgave med 125 hk til 224.900 kr. plus moms – det er kun 6.000 kroner mere end samme L2H1 version med 120 hk.
Så priserne ligger tæt – derfor bør man prøve flere udgaver, inden man beslutter sig for, hvilken bil, man har behov for.
Længder og bredder:
L1 – 4.999 mm.
L2 – 5.399 mm.
H1 – 1.942 mm.
H2 – 2.276 mm.
Varerum:
Varerum fra 5.2 til 8.6 kubikmeter.
Nyttelast op til 1.249 kg.
Standardudstyr i alle versioner:
• Fører- og passagerairbag
• Sideairbags
• Regn- og lyssensor
• Tågeforlygter
• El-spejle med varme
• Komfortførersæde med armlæn
• Varme i førersæde
• Bænk-passagersæde med foldefunktion
• Lille låge i skillevæg til lange genstande
• Lakeret forkofanger
• LED kørelys i forkofanger