For første gang i ti år er der igen bred opbakning fra varebilssektoren til Transport 2017.
Bilerne fylder en hel hal med alt, hvad der har med varebiler at gøre. Initiativet er blevet godt modtaget af branchen, og varevognsimportørerne er bredt repræsenteret.

Salget af varebiler er på grund af fremgang i bygge- og anlægsbranchen stigende, men konkurrencen er stadig benhård, og kunderne handler i stigende grad varebiler der, hvor de kan få den mest attraktive totalløsning og bedste pris.

Bilpakker
”Når det kommer til de traditionelle varebiler som Vivaro og Movano, er markedet ekstremt konkurrencepræget. Det er derfor vigtigt at kunne tilbyde komplette bilpakker, hvor alle udgifter til finansiering, service og forsikring er dækket af en fast månedlig ydelse,” siger Erik Morsing, kommunikationschef i Opel Danmark.

Samme tilbagemelding kommer fra Mercedes-Benz Danmark, der skærer ned på de alenlange udstyrslister og sammensætter overskuelige pakkeløsninger på modellerne Vito og Sprinter.

Vigtigste parameter
Fiat, der udstiller varevognene Doblò Cargo, Talento og Ducato, ser også totalomkostningerne som fremtidens vigtigste konkurrenceparameter.

”De fleste virksomheder leder efter økonomiske varebiler, der kører langt på literen og har den bedste TCO – altså den totale pris set over hele ejerskabet,” siger Erik Holm, salgsdirektør, Fiat Professional.

Udover gensyn med en lang række bilmærker som Iveco og Renault, har den dedikerede varevognshal tiltrukket flere nye udstillere til Transport 2017, og nyhederne står i kø.

Første gang i 10 år
”For første gang i ti år kommer VW på transportmessen i Herning. Det gør vi, fordi den dedikerede hal til varebiler er et godt sted til danmarkspremieren på den nye VW Crafter. Vi fremviser også resten af programmet, der tæller Transporter, Caddy og Amarok,” siger Nicolai Farganis, marketingchef ved Skandinavisk Motor Co.

VW-fabrikken har indgået et samarbejde om varebiler med lastbilproducenten MAN, der dermed gør sit indtog på varebilsmarkedet.

Første gang med varebil
”MAN har aldrig solgt varebiler før, så det bliver enormt spændende at introducere den nye MAN TGE for det danske publikum på messen. Vi er eksperter i salg til professionelle og vant til at opfylde den enkeltes behov ved at specialbygge varebilerne. Den nye MAN TGE kan ses på MAN standen,” siger Claus Lindholm, kommunikationschef hos MAN Danmark.

Opbyggere af varevogne fokuserer også på økonomivenlige tiltag. Det er kun to år siden, den tyske ekspert i indretning af varevogne, Bott, etablerede sig i Danmark, og på messen forsøger virksomheden at brande sine produkter.

Let konstruktion
”Vi kommer på markedet med den højeste kvalitet og den højeste pris. Vores indretning er meget let, hvilket har stor betydning for brændstofforbruget. Brugen af kvalitetsmaterialer gør også, at skuffer, skabe og kabinetter i indretningen ofte overlever selve bilen. Vi har faktisk en kunde, der i dag bruger den samme indretning i sin fjerde bil,” siger Jesper Christoffersen, direktør i Bott Danmark.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk