En stigning på 32 pct. Så meget steg varebilsalget i oktober i forhold til samme periode i fjor. Selv om det skal ses i lyset af, at varebilsalget stort set ikke var eksisterende under finanskrisen, så er det alligevel opsigtsvækkende.
Salget i oktober af varebiler steg fra 2.025 enheder i oktober 2013 til 2.672 enheder i samme periode i år. For årets første 10 måneder var stigningen på 17,5 pct. – fra 19.362- til 22.639 enheder.
”Salget af nye varebiler har været den helt positive historie i 2014. Markedet er steget hele året, og i oktober har vi set en endog meget kraftig stigning. Det viser, at investeringslysten er høj blandt særligt de små- og mellemstore virksomheder, og vi forventer, at den positive udvikling fortsætter året ud, om end i et mere begrænset end den meget kraftige stigning i oktober,” siger administrerende direktør hos De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen.
Nye modeller hos de fleste mærker
Med i betragtning ska man nu nok også tage, at der næsten er skiftet model hos de fleste importører. Hos modellen på førstepladsen er der tale om udskiftning af et par modeller – og tilkomst af et par nye, som alle fælles har navnet Transit. Her har den nye 2-tons udgave i øvrigt klaret sig godt.
Det er også værd at bemærke, at mange af varebilerne har solgt godt, selv om nye modeller var lige om hjørnet. Senest tvillingerne Renault Trafic og Opel Vivaro, som først er ved at rulle ud på dansk jord i disse dage – for slet ikke at tale om Mercedes-Benz Vito, som først har premiere hos forhandlerne her i begyndelsen af november. Nævnes kan også, at Fiat Ducato, som blev kåret til Årets Varebil 2014 i Danmark i maj, først for alvor begyndte at blive markedsført på denne side af sommerferien.
Lille stigning til lastbilerne
Indregistreringen af nye lastbiler steg i oktober med 7,6 pct. i forhold til oktober sidste år. Der blev indregistreret 441 nye lastbiler – et stigning fra 410 i oktober 2013. Ser manpå de første 10 måneder er der indregistreret 3.033 nye lastbiler mod 2.959 biler i de første 10 måneder året før.
“Lastbilsmarkedet er langt om længe ved at rette sig oven på krisen. Historisk er vi fortsat på et relativt lavt niveau, men der er grund til at glæde sig over, at udviklingen nu igennem flere måneder kontinuerligt er gået i den rigtige retning”, siger Gunni Mikkelsen.
Lidt færre personbiler i oktober
16.370 nye personbiler blev indregistreret herhjemme i oktober. Det var 501 biler færre oktober 2014 og betød et fald i salget på 3 pct. Samlet set lå salget i årets første 10 måneder med 158.476 nye biler dog fortsat 4.2 pct. over salget i samme periode sidste år.
”Selvom bilsalget faldt en anelse, er et salg på over 16.000 biler i oktober historisk fortsat på et meget højt niveau. Samtidig fortsætter tendensen med, at danskerne i stigende grad køber lidt større biler”, siger, Gunni Mikkelsen.
Bilimportørerne forventer derfor også, at resten af 2014, vil udvikle sig fornuftigt.
”Vi oplever grundlæggende et meget stabilt marked, hvor særligt den tiltagende normalisering af hvilken størrelse biler, der bliver solgt er med til at give en fornuftig udvikling. Derfor forventer vi også at markedet ender nogenlunde på niveau med sidste års rekordsalg”, siger Gunni Mikkelsen.
Nu kommer der flere elbiler
Blandt personbilerne fortsætter elbilerne den tendens, man har set gennem 2014, med en betydelig stigning fra 353 enheder i de første ti måneder af 2013 til 1.041 for samme periode i år. Elbilernes andel af personbilmarkedet er dog fortsat yderst beskedent, og i oktober udgjorde de således 0,8 pct. af det samlede personbilssalg, mod 0,3 pct. i 2013.
Særligt en bilmodel har vakt opsigt – det er amerikanske luksusbil Testa, som i årets første ni måneder solgte 302 enheder trods prisen uden afgift på mere end 700.000 kroner. Bedst sælgende elbil var dog Nissan Leaf med 332 enheder årets første ni måneder. Salgstalene for oktober – ud over de 20 mest solgte – er endnu ikke offentliggjort.
Mens Leaf for måske 90-95 pct. sælges til offentlige myndigheder indenfor stat og kommuner – så er det stort set kun private/virksomheder, der køber Tesla.
Blandt de elektriske varebiler er der de første ni måneder solgt 6 Nissan e-NV 200, mens dieselmodellen er solgt i 89 enheder. Men e-NV er først kommet ud hos forhandlerne indenfor den seneste måned.
Renault Kangoo har samlet salget af diesel- og el-udgaver under ét – og nåede op på 99 enheder.
Varebilssalg oktober 2014 (med markedsandele i pct. i parentes):
–
Ford Transit 337 (16,2)
VW Transporter 165 (7,9)
Mercedes-Benz Vito 149 (7,2)
Mercedes-Benz Sprinter 107 (5,2)
Opel Vivaro 100 (4,8)
Renault Trafic 100 (4,8)
VW Caddy 91 (4,4)
Fiat Ducato 70 (3,4)
Renault Master 67 (3,2)
Nissan Primastar 61 (2,9)
–
Varebilssalg januar-oktober 2014:
–
Ford Transit 2.616 (14,9)
VW Transporter 1.317 (7,5)
Mercedes-B. Sprinter 1.080 (6,2)
Opel Vivaro 896 (5,1)
Renault Trafic 837 (4,8)
Mercedes-B. Vito 823 (4,7)
VW Caddy 702 (4,0)
Fiat Ducato 678 (3,9)
Renault Master 606 (3,5)
Iveco Daily 533 (3,0)