Udvendigt er der måske knap så mange nyheder at finde på de nyeste Scania lastbiler – bl.a. på de seneste transportmesser i Jönköping og Hannover.

Men når det gælder motorer og gearkasser, så er svenskerne mestre i at finde de små, men mange tekniske løsninger, der sparer på de dyre diesel-dråber.

For at kunne opfylde kravene til Euro 6 kræves der efterbehandling af udstødningsgassen, men hvor Scania ved tidligere emissionsregler sværgede til EGR løsninger (recirkulering af udstødningsgassen), går man nu den anden vej og vælger SCR løsninger (Selective Catalyst Reduction) – og ikke en blanding af SCR og EGR som mange andre producenter.

Vandt økonomitest i Tyskland
I første omgang drejer det sig om 13 liters motorer på henholdsvis 410 og 450 hk, hvor 410’eren blev vist på transportmessen i Jönköping i august og 450’eren havde premiere på IAA i september.

På en større European Truck Test i Tyskland i forsommeren var den 410 hestes Scania mere brændstoføkonomisk end andre mærker.

Fabrikken har desuden været nede og forbedre mindre detaljer, så vi samlet får en yderligere besparelse på tre procent.

Kobler bilens retarder fri
”Det drejer sig om, at vi nu kan koble bilens retarder (hydraulisk hjælpebremse) helt fri, når den ikke bruges, Scania Active prediction-fartpiloten er blevet yderligere optimeret. Den anvender GPS-koordinator, så bilen kan læse topografien (terrænet) tre kilometer frem. Bilen styrer selv gaspedal og gearskift, så den selv i mørke kan forudse bakkerne på steder, hvor hverken lastbil eller chauffør tidligere har kørt,” siger salgsdirektør hos Scania Danmark, Anton Freiesleben.

Endelig kan man nu få nye motorolier – bl.a. lavfriktionsolier til langturskørsel. De nye økonomiske modeller kan allerede nu bestilles herhjemme.

”Scania har desuden Ecoroll funktion – i stedet for altid at sætte bilen i frigear ved medløb, beregner bilen selv, om det betaler sig at holde den i gear eller sætte i frigear. Dette afhænger igen af topografien fremad. Sætter man i frigear koster det diesel at holde motoren i tomgang, og holdes den i gear, anvendes slet ingen diesel, men til gengæld vil der være en let bremsevirkning, da drivhjulene trækker motoren rundt,” siger Anton Freiesleben.
 –

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk